Hong Kong eventyr og visum problemer

For at spare 1200 kr pr. billet fløj vi ikke direkte til Hong Kong, men til Guangzhou 3 timers kørsel derfra. Det gik som sådan fint nok - vi havde en del besvær med at finde ud af, hvilken bus vi skulle med for at komme ind til togstationen, men det lykkedes at finde en kineser, der syntes at forstå, hvor vi ville hen. Vi satte os ind og blev noget paffe over byens størrelse - vi kørte og kørte og kørte. Guangzhou ligger i en af de økonomiske special zoner, (SEZ), hvor man har givet industrien fordelagtige betingelser - resultatet er en super moderne by med 10 millioner indbyggere!
Bussen satte os af - og så stod vi dér. I en by med godt to gange Danmarks befolkning. Og sjovt nok ikke ved nogen togstation....

Vi spurgte resolut den første og den bedste kineser - som var super sød og prajede os en ikke snydende taxa. Vi satte vores lid til, at hun forstod, hvor vi ville hen, og ganske rigtigt ankom vi til en togstation.
Så langt så godt - da vi så skulle boarde toget, gik vi gennem immigration. Katrine og jeg kiggede på hinanden, da vi kom ud på den anden side - og kiggede på vores pas. Vi havde kun en gang entry til Kina, og nu var lige rejst ud?! Vi skulle jo ligesom også hjem igen?! Så Kina ville ikke have os ind igen - og Hong Kong ville kun have os et par uger (hvis det endelig skulle være)...
Under hele togturen til Hong Kong så vi overskrifterne rulle:

"4 danske ambassade trainees fanget mellem Hong Kong og Kina"

" Dumme danske praktikanter skaber politisk twist - sidder fast immigrationen i landet med to systemer"

"Kold luft mellem Danmark og Kina - 4 ambassade ansatte skaber visum ravage"

Jo, det var en hyggelig tre timers togtur. Jeg må indrømme, jeg ikke havde skænket det en tanke at "et land, to systemer"-modellen (hvorpå Hong Kong tilhører Kina) betød, at de havde selvstændigt immigrationssystem. Jeg, som plejer at læse ALT, inden jeg tager til et nyt sted og som egentlig elsker at researche nye destinationer var blevet doven og havde kun printet et par sider ud fra nettet til at læse under rejsen. Dumt, meget dumt, for der stod der selvfølgelig også, at HK har selvstændigt immigrations system!
Det mest åndsvage er, at vi bare kunne have søgt om multi-entry, da vi søgte visum ved den kinesiske ambassade i Hanoi. Men det var selvfølgelig alt for sent, og den blå kuglepensstreg over visummet markerede ikke alene at visummet var brugt, men også vores totale dumhed og uvidenhed!

Da vi ankom til Kowloon station i Hong Kong viste det sig dog, at det var meget let at få visum til Kina (meget lettere end da vi skulle have det i Hanoi). De skulle bare have vores pas, en god bunke penge, og så ville vi have et nyt visum 2 arbejdsdage senere. Fab, just fab.

Yderst lettede og en del fattigere checkede vi ind på vores slum hostel, som dog var rent og pænt. Vi gik en tur ned til havnen, hvor udsigten til Hong Kong island fuldstændig slog benene væk under os alle 4.


Dagen efter på vej ned fra Victoria Peak, udsigtspunkt på Hong Kong island, mødte vi en amerikansk diplomat, som tilbød at tage os med ud på hans lille sejlbåd på sydsiden af øen. Vi prajede en taxa og kørte de godt 30 minutter over på den anden side af øen. Det var super fedt at se en anden side af Hong Kong, som er langt mindre udviklet, meget mere hyggelig og provins agtig. Selv om bølgerne fra tid til anden blev lige høje nok (vi var trods alt ude på åbent hav), var det en sindssyg oplevelse at sejle rundt i en lille båd i det Sydkinesiske hav med udsigt til de omkringliggende øer, mens solen gik ned. Det oplever man ikke hver dag.


Ud over Victoria Peak var vi HK cultural center og se moderne dans, på havnerundfart, ude at shoppe, i botanisk have, på et lukket Stanley Marked - og ellers gik tiden bare med at nyde den fede stemning. Forresten kan man shoppe til klokken 2 om natten i nogle centre - det er virkelig en by efter min smag ; )

Ja, ja jeg ved det godt

Jeg har været sløv - bloggen har stået stille alt alt for længe.
Men, der er nu en meget god forklaring, og I kære læsere er nogen af de første i verden , som hører denne nyhed:

I'm in loooove!

Ja, det måtte jo ske på et eller andet tidspunkt. Der er nu gået et par uger siden denne helt fantastiske følelse indtog min verden. Jeg havde det egentlig lidt på fornemmelsen, det ville ske. Allerede for et par måneder siden begyndte fascinationen at indfinde sig, og langsomt men sikkert havde jeg bygget forventninger op til stævnemødet. Og jeg blev heldigvis ikke skuffet! Jeg mødte ham for første gang i egen høje person d.11 november og desværre blev det kun til tre alt for korte dage i hans selv sublime selskab. Jeg håber, at jeg snarest kan vende tilbage, måske for en længere periode. Jeg er sikker på, det her er mere end en ferieflirt.

Vild, tæmmet, moderne og konservativ på samme tid, det er næsten ikke til at forstå et en kan rumme så meget på een gang. Fuld af liv, oplevelser og historie - Helt fantastisk! Desværre må det blive et langdistance forhold, jeg ved ikke engang, hvornår jeg kan vende tilbage for at se ham. Han bor langt væk, 2 timers fly fra Hanoi. Det er så trist, så trist.

Kan I gætte, hvem det er? Nej, hvordan skulle I dog også kunne det. Jeg tror faktisk ikke, de fleste af jer (jeg kender), har mødt ham. Men jeg håber en dag at kunne introducere ham for jer, og at I bliver lige så betagede som jeg er. Men dem af jer, der kender mig godt, vil vide, at han er lige min type : )

Han hedder Hong Kong og er en x-britisk koloni, som nu tilhører Kina
; ) I'm in love....
Se billeder her

Dans på gaden

Teenage-drenge breaker ved Lenin-statuen



3 børn, der prøver at efterligne teenage-drengene. Drengen har vist mest succes med det : ) - det er for øvrigt de tre, man kan høre på forrige klip. De kiggede mig over skulderen, mens jeg filmede.

Flere billeder her

APEC-feberen raser over Hanoi!

Vietnam har i år APEC formandskab (Asia-Pacific Economic Coorporation). Det har betydet en lang række aktiviteter og møder spredt ud over Vietnam det meste af året. Det hele kulminerer 12-19 november, hvor Hanoi danner ramme for topmøderne.
Statslederne for samtlige 21 medlemsøkonomier ventes at deltage. Vi snakker Bush, Putin og den kaliber. Derfor har Hanoi selvfølgelig været på den anden ende for at gøre klar til de høje herrers besøg.

Det ventes, at 10.000 mennesker fra APEC-økonomierne gør deres entré i Hanoi i løbet af ugen

• 3000 journalister er tilmeldt til at dække begivenheden
• 8000 hotelværelser er udlejet, heraf 2000 på 5-stjernede hoteller.
• 400 restauranter er udvalgt til at servicere gæsterne - de bliver holdt under opsyn af sundhedsvæsenet (vi kan jo ikke have en statsleder med dårlig mave)
• Et nyt konference center er blevet bygget
• 500 biler står til rådighed for deltagerne - alle chaufførerne er gået igennem et sundhedscheck
• Der er blevet arbejdet i 3-holds skift for at nå at få blomsterdekorationerne i byen og ved indfaldsvejene klar
• 1800 mennesker i turist-branchen er blevet uddannede til at håndtere APEC-gæsterne
• 70 informationsstande er blevet opstillet
• Et 15 mand stort hold er sat på at sørge for, de sundhedsmæssige foranstaltninger er på plads; de skal blandt andet søge at hindre eventuelle epidemi udbrud
• 25-udryknings teams er klar i tilfælde af uheld og ulykker

Sådanne forberedelser må være en ikke uvæsentlig udgiftspost på budgettet! Man stille spørgsmålstegn ved, at man i et land, som stadig klassificeres som et u-land vælger at bruge en enorm sum penge på at istandsætte sådan en forestilling til ære for en flok statsledere, der med al sandsynlighed knap øjner omgivelserne. Men det er nok en del af showet....
Lidt flere informationer på ambs hjemmeside

Den lyse side... - eller en af dem

Nogle gange giver det at være dansk expat i Hanoi mulighed for oplevelser med dansk islæt, som jeg aldrig ville være kommet i nærheden af derhjemme.

I fredags tog dansker huset + et stk's. dansk speciale stud. fra Landbohøjskolen (KVL) på Cyclo restaurant for at spise (hold nu fast) stegt andebryst på kartoffelkage bund i æblesauce med gedeost og grøntsager! ... Og drikke rødvin.
Det var i den grad en kulinarisk oplevelse udover det sædvanlige, og til den sølle pris af 42 kr pr. kuvert.

Hastigt tog vi en taxa videre til Hanois formentlig mest prominente klub; Mosaïque. Det koster 100 USD (ca 600 kr) pr. år for medlemskab, og klubben har ca. 300 medlemmer bestående af expats og rige vietnamesere.

Vi skyndte os, fordi vi skulle til koncert med færøske Teitur, og vi ville have gode pladser. Da vi kom frem, viste det sig, at vi havde reserverede pladser, og at det var en intim koncert for knap 40 mennesker! Langt de fleste var danskere - enten herboende eller Teiturs medbragte venner.

Det var ret fedt at sidde på første række med en lækker drink og få serveret fancy "finger food". Ja, hvis det ikke var fordi, der åbenbart var et eller andet i den lille forårsrulle, jeg jo måtte prøve, der udløste en allergisk reaktion, så min overlæbe begyndte at hæve, og det krillede i halsen! Gode råd var dyre, Natascha havde nummeret på SOS International (den internationale skadestue), men en flaske vand til 40.000 (de koster 5000 dong på gaden) hjalp, og hævelsen begyndte at falde, før Teitur nåede at gå på.

Jeg må indrømme, jeg er ikke var særligt bekendt med ham ud over, at jeg havde hørt hans navn og et hit eller to på P3. Men det var en fed oplevelse, og jeg blev ret vild med hans lettere melankolske klang. Efter koncerten var der lodtrækning, og tre af husets beboere vandt et års medlemskab til Mosaïque, mens Natascha og jeg måtte nøjes med et en-dags-entré-kort.

Efter koncerten tog vi i byen til noget, der næsten må klassificeres som skandinavisk træf. Vi mødtes med den norske ambassade praktikant og en masse svenske udvekslingsstuderende, og det udviklede sig til en våd aften!

Hanois barer har oprindeligt kun lov til at servere indtil kl.1, men det almindeligt praktiseret, at skodderne lukkes, musikken slukkes, lyset dæmpes, og man beder gæsterne om at være stille, når politiet patruljerer. Skiltet de to glade bar-arbejdere peger på, hænger ude på gaden, så det er ikke fordi, der er noget hemmeligt i det.

Nogle af barerne har dog en god aftale med politiet (læs: bestikkelse), så et par enkelte har åbent efter 1, og her samles folk i store mængder som regel. Hanois natteliv er ikke prangende, men denne aften var nu en af de bedre.

Faktisk skete der noget ret bemærkelsesværdigt. Katrine havde i et øjebliks manglende opmærksomhed lagt sin pung på fortovet udenfor en bar; hun og Natascha sad og trak lidt frisk luft. Da hun kom ind igen, opdagede hun, at pungen var væk og trods intensiv eftersøgning, var den ingen steder at se. Hun fik spærret sit visa-kort, og vi tog videre. Efter et par timer fik hun pungen tilbage! En moto-chauffør havde fundet den og givet den videre til bar-damen (mod lovning af dusør), som gav den videre til en af de svenske piger, som gav den videre til den norske praktikant, som gav den videre til Katrine! Hvem skulle have troet det? Så også på den front fik aftenen en happy ending : )