Denne blog har knap 20 læsere i gennemsnit om dagen. Min engelske ligger lige i hælene med godt 15 individuelle klik pr. dag.
Nogle gange er det lidt underligt at tænke på, at folk, jeg ikke kender, læser det, jeg skriver her. Begge blogs var oprindeligt tænkt som en erstatning for de meter-lange fællesmails, jeg ellers har sendt hjem, når jeg har været ude i den store verden. Der er formentlig alligevel ingen udover min mor, der læser dem, og så kan man sætte billeder og andet gejl på bloggen. Det gør det hele lidt mere læseligt-spiseligt.
Som antallet af læsere er steget, er bloggen også blevet en anelse mere upersonlig. Detaljerne om mine op- og nedture, mit arbejde og min hverdag generelt, forsøger jeg at holde på et minimum. I stedet er det blevet til en slags oplevelses rejse-dagbog. Der er dog nogle emner, jeg har holdt mig langt fra.
Indtil nu.
Det at være dansk-koreansk pige med et udseende tæt op af det vietnamesiske har de sidste tre måneder ført til nogle oplevelser, der næppe kan klassificeres som positive.
Vietnam er utroligt gammeldags på mange områder, og udover ambassaden har en dresscode, er der meget tøj, der er helt normalt hjemme, som herude bliver betragtet som "billigt". Jeg forsøger at klæde mig respektabelt, men nogle gange er det bare ikke nok. Good girls går ikke i byen; ergo er man ikke god, hvis man går i byen.
Det har blandt andet resulteret i nogle lidt for kærlige taxa-chauffører og xe-om drivere, og det må alt andet lige siges at være ubehageligt at blive forsøgt befamlet, mens man bare forsøger at komme sikkert hjem fra en nat i byen. Desværre har det ikke "kun" været de vietnamesiske mænd, der har haft lange fingre.
Første gang vi var i byen på Hanois meste populære sted efter kl. 1, var der en mildest talt fed mand på omkring halvtreds, der forsøgte at rage på mig uden så meget som at have sagt goddag. Jeg skubbede ham væk og bad ham om at skride, hvorefter han gik hen til den næste asiatiske pige og gjorde det samme. Til min store forfærdelse lod hun ham gøre det.
Jeg er af en ambassade-ansat blevet fortalt en historie, om en tidligere ambassade-ansat, der i nattelivet tog fejl af en praktikant fra ambassaden, der var af vietnamesisk oprindelse og en luder. Tog fejl som i: Asistisk pige, der henvender sig i byen = til salg.
Mine oplevelser, betragtninger i forhold til asiastiske piger og "hvide mænd" har jeg selvfølgelig delt med min omgangskreds herude, og en af mine veninder kaldte mændene, der kommer herud for at finde lidt "sjov" eller en kone "rejects of Europe". En anden blogger benævnte den amerikanske udgave af slagsen "Losers Back Home".
Læg mærke til, at jeg ikke henviser til alle mænd, der slår sig ned i Asien end sige tager på ferie her, men mænd, der kommer her med ovenstående formål.
Vietnamesiske piger er efter min mening utroligt kønne -i hvert fald mange af dem. De har fine delikate træk, og mange af dem er opdraget til at blive "gode koner", idet ligestilling vist kun eksisterer på papir. Ja, jeg forstår godt, hvorfor det lyder attraktivt, og hvorfor man rejser det halve af jorden rundt for at finde den kærlighed, kun penge kan købe. Især hvis man tilhører en gruppe, som samfundet derhjemme har svært ved at acceptere eller omvendt. Og i nogle tilfælde skal jeg da ikke udelukke, at det ender med et lykkeligt ægteskab med gensidig respekt og forståelse.
Hvorfor kvinderne gør det, er der vel ikke så meget videnskab i. Det er en vej ud af fattigdom. Sex-industrien er blomstrende her i landet, og det forlyder, at der eksisterer steder, hvor op til 500 kvinder er linet op klar til udvægelse.
Hvad jeg så bræger over? Min forargelse går i høj grad på mændenes manglende respekt for (asiatiske) kvinder generelt. Det er (åbenbart) muligt, at en fuld mand ikke kan se forskel på mig og én, der er til salg, men at man finder ud ved bare at rage sig frem, er simpelthen respektløs og viser i den grad, hvilken tilgang man har til asiatiske kvinders værd. Jeg har svært ved at forestille mig, at man med sådan en holdning kan komme langt i et såkaldt normalt forhold. Jeg synes, det er direkte ulækkert, og jeg grimmer mig over den del af den vestlige kultur, der har fostret mænd af den kaliber. Den del, som vel i samarbejde med de fattigdomsprægede områder af den asiatiske verdensdel, har skabt et forvrænget billede af en verden, hvor asiatiske kvinder kan købes for en slik og respekt ligger i pengepungen.
Derfor kan jeg ikke undgå at tænke, om det nu er kærlighed, når jeg ser en hvid mand og en asiastisk kvinde gå hånd i hånd og tale sammen på gebrokkent engelsk. Dette scenarium gælder for øvrigt ikke kun Vietnam.
Og så tænker jeg; Gad vide om andre tænker det samme, hvis de ser mig med en hvid mand?
tirsdag, oktober 31, 2006
søndag, oktober 29, 2006
Super kok på Cook & Cook
Mens jeg havde familie-besøg, var vi selvfølgelig ude at spise på nogle af Hanois mange restauranter - en af aftenerne besluttede min lillesøster og jeg, at vi gerne ville prøve koreansk teppanayaki.
Konceptet er som følger: Man sidder i sit eget lille aflukke, hvor der er et bord hovedsageligt bestående af en stor grillplade. Så har man sin helt egen kok, som tryller med mad, knive og ild; og voilá har man lækker mad!
Det var virkelig en oplevelse både kulinarisk og indtryksmæssigt pga. det vilde show kokken udførte. Her er en video, hvor man høre min lillesøsters begejstring ; )
Flere billeder her
PS: I har fået lov at sove en time længere i nat - det har jeg ikke, hvorfor tidsforskellen nu er 6 timer.
Konceptet er som følger: Man sidder i sit eget lille aflukke, hvor der er et bord hovedsageligt bestående af en stor grillplade. Så har man sin helt egen kok, som tryller med mad, knive og ild; og voilá har man lækker mad!
Det var virkelig en oplevelse både kulinarisk og indtryksmæssigt pga. det vilde show kokken udførte. Her er en video, hvor man høre min lillesøsters begejstring ; )
Flere billeder her
PS: I har fået lov at sove en time længere i nat - det har jeg ikke, hvorfor tidsforskellen nu er 6 timer.
torsdag, oktober 26, 2006
Hoa Lu
Sammen med mine forældre og min lillesøster tog jeg i sidste uge på en heldagstur til Hoa Lu godt 2 timers kørsel syd fra Hanoi i Ninh Binh-provinsen.
Hoa Lu var landets hovedstad mellem 968-980 under Dinh dynastiet. Man besluttede så at flytte hovedstaden til Hanoi, hvor der var bedre adgang til handel via den røde flod.
Området er utroligt smukt med limstensklipper, der skyder direkte op af det ellers flade landskab.
Se flere billeder her
Hoa Lu var landets hovedstad mellem 968-980 under Dinh dynastiet. Man besluttede så at flytte hovedstaden til Hanoi, hvor der var bedre adgang til handel via den røde flod.
Området er utroligt smukt med limstensklipper, der skyder direkte op af det ellers flade landskab.
Se flere billeder her
onsdag, oktober 25, 2006
Royalister II
Jeg har tidligere skrevet om, hvor store royalister thaierne er. Se evt. her.
På vej tilbage til Bangkok fra Tiger Temple i Kanchanaburi opdagede min far, at der ingen trafik var i modsatte side af den 2x3 sporede motorvej. Langs vejen ved hver udkørsel stod soldater, og biler og andre køretøjer var gennet ud til siden. Sådan var scenariet i flere kilometer - yderst mærkeligt!
Efter godt 10 minutter kom en karavane politibiler med blink, ca 20 mercer'ere, 2 bleg-gule limo'er (selvfølgelig var de gule) og vist nok også nogle BMW'ere fræsende forbi i hæsblæsende fart - og soldaterne langs vejkanten gjorde honør. Det var sq kongen. Selveste kongen, idolet over alle idoler!
Resten af vejen tilbage til storbyen undrede vi også vældigt over, hvor langt kongen skulle - han bor i Hua Hin nogle timers kørsel fra Bangkok, og hvis vejen skulle ryddes hele vejen og soldater opstilles ved hver en lille udkørsel, kunne en smuttur til Bangkok godt blive en større organisatorisk affærre for politi og militær!
For øvrigt kunne man på ingen måde mærke, at Thailand et par uger forinden havde gennem gået endnu et militær kup. Der var ingen tanks (det havde jeg ellers lidt håbet, så jeg kunne forevige det med digi-cam) eller soldater i gaderne.
Jeg snakkede lidt med to af de mange taxachauffører, som vi kørte med i løbet af ferien. Den ene syntes, det var ærgeligt, Thaksin var blevet væltet, den anden var glad for det. Begge syntes de dog at have affundet sig med situationen og indstillingen var noget i stil med "livet går videre uanset hvem, der sidder på magten".
På vej tilbage til Bangkok fra Tiger Temple i Kanchanaburi opdagede min far, at der ingen trafik var i modsatte side af den 2x3 sporede motorvej. Langs vejen ved hver udkørsel stod soldater, og biler og andre køretøjer var gennet ud til siden. Sådan var scenariet i flere kilometer - yderst mærkeligt!
Efter godt 10 minutter kom en karavane politibiler med blink, ca 20 mercer'ere, 2 bleg-gule limo'er (selvfølgelig var de gule) og vist nok også nogle BMW'ere fræsende forbi i hæsblæsende fart - og soldaterne langs vejkanten gjorde honør. Det var sq kongen. Selveste kongen, idolet over alle idoler!
Resten af vejen tilbage til storbyen undrede vi også vældigt over, hvor langt kongen skulle - han bor i Hua Hin nogle timers kørsel fra Bangkok, og hvis vejen skulle ryddes hele vejen og soldater opstilles ved hver en lille udkørsel, kunne en smuttur til Bangkok godt blive en større organisatorisk affærre for politi og militær!
For øvrigt kunne man på ingen måde mærke, at Thailand et par uger forinden havde gennem gået endnu et militær kup. Der var ingen tanks (det havde jeg ellers lidt håbet, så jeg kunne forevige det med digi-cam) eller soldater i gaderne.
Jeg snakkede lidt med to af de mange taxachauffører, som vi kørte med i løbet af ferien. Den ene syntes, det var ærgeligt, Thaksin var blevet væltet, den anden var glad for det. Begge syntes de dog at have affundet sig med situationen og indstillingen var noget i stil med "livet går videre uanset hvem, der sidder på magten".
tirsdag, oktober 24, 2006
Ferie billeder
Min familie har lige været på besøg, og vi tilbragte 5 dage af vores ferie i Thailand. Læs evt. mere på min engelske blog og se billeder her
Lak Village
For et par uger siden, var vi som sædvanlig på søndagsudflugt ud af Hanoi.
Jeg kunne naturligvis ikke nå at indhente Julie og Katrine, så jeg sad bag på Askes motordrevne jernhest, hvor vi indhentede dem. Desværre var de og vi vist faret lidt vild, og de fire fyre på moto, vi spurgte om vej, pegede i 4 forskellige retninger og var derfor ikke til megen hjælp.
Vi kørte ind i en landsby og spurgte igen om vej og blev hi-jacked af en mand, der havde en lak-fabrik. Lak landsbyen, hvor de lakerer bambus var målet, så vi tøffede efter ham. Det viste sig at være en falsk lak-landsby - i hvert fald havde den ikke det samme navn, som den vi ledte efter. Ude i gården sad en hel masse mennesker og polerede lak-ting. Nogle af dem så mistænkeligt unge ud, men børnearbejde er ikke det folk går mest op i sådan en søndag eftermiddag i en naboprovins til Hanoi.
Turen var ikke helt, som vi havde regnet - men vi fik da set en lak-fabrik og nogle produkter
Den falske lak landsby lå i Ha Tay provinsen - nabo provins til Hanoi - og den er efter sigende kendt for sit hundekød. Billedet er taget i fuld fart på vej tilbage til Hanoi....
Jeg havde vovet mig op på jernhesten, men til min store forskrækkelse virkede bremserne ikke, og jeg havde nær ramt en bil - eller omvendt! Vi fandt det nærmeste værksted, hvor manden pillede ved bremserne og trykkede lidt, men ikke rigtigt syntes at forstå, hvad problemet var.
Efter ca 5 minutter sprang bremsen helt af, og han slog opgivende ud med armene.
Så jeg trak pænt det grønne lyn tilbage til Casa de Trainees, hvor vi har vores egen lille lokale cykelsmed ude foran porten. 1-2-3 og havde han fixet problemet. Faktisk gik det lidt for hurtigt, for af sikkerhedsmæssige årsager havde jeg min taske viklet rundt om styret - og nok blev bremsen fixet, men men med tasken permanent snorret fast mellem bremsekabel og styr! På den igen og vups var det klaret med et smil.
Vores lokale cykelsmed på sin plads i krydset
Så jeg trak pænt det grønne lyn tilbage til Casa de Trainees, hvor vi har vores egen lille lokale cykelsmed ude foran porten. 1-2-3 og havde han fixet problemet. Faktisk gik det lidt for hurtigt, for af sikkerhedsmæssige årsager havde jeg min taske viklet rundt om styret - og nok blev bremsen fixet, men men med tasken permanent snorret fast mellem bremsekabel og styr! På den igen og vups var det klaret med et smil.
Vores lokale cykelsmed på sin plads i krydset
Vi kørte ind i en landsby og spurgte igen om vej og blev hi-jacked af en mand, der havde en lak-fabrik. Lak landsbyen, hvor de lakerer bambus var målet, så vi tøffede efter ham. Det viste sig at være en falsk lak-landsby - i hvert fald havde den ikke det samme navn, som den vi ledte efter. Ude i gården sad en hel masse mennesker og polerede lak-ting. Nogle af dem så mistænkeligt unge ud, men børnearbejde er ikke det folk går mest op i sådan en søndag eftermiddag i en naboprovins til Hanoi.
Turen var ikke helt, som vi havde regnet - men vi fik da set en lak-fabrik og nogle produkter
Den falske lak landsby lå i Ha Tay provinsen - nabo provins til Hanoi - og den er efter sigende kendt for sit hundekød. Billedet er taget i fuld fart på vej tilbage til Hanoi....
mandag, oktober 09, 2006
Moon festival
De sidste par uger har der været optakt til moon-party her i Vietnam. Dette er en helt og aldeles anerledes udgave end den månedlige tilbagevendende, som nogle måske kender fra Ko Pha Ngan i Thailand, hvor fulde unge mennesker danser rundt til techno og ild show på stranden. Jeg har dog kun selv oplevet et halfmoon party, og det var nu ret afslappet.
Nå, men den vietnamesiske udgave af månefesten kaldes Tet Trung Thu - eller Mid-Autumn moon festival. Den fejres på den 15. dag i den 8. måned i lunar kalenderen og kan dateres 15.000-20.000 år tilbage i tiden. Det er en fest for børnene, og der arrangeres forskellige begivenheder rundt om i byen op til selve dagen til glæde for børnene, som vist nok render rundt med papirlanterne - det fik jeg nu ikke fornøjelsen af at se.
Men vi så blandt andet "dragedans", hvor to drager (2x2 mænd i kostume) kæmpede mod hinanden til trommer, mens en lille mand iført måne-ansigts maske hopppede og sprang rundt mellem dem. Jeg kan ikke helt huske, hvad de forskellige ting symboliserede, men helt sikkert noget ying/yang - feminint/maskulint.
I fredags kulminerede det hele - og der var en så mange mennesker i gaden, at moto'erne ikke kunne komme frem! Normalt tager de bare fortovet i brug, men da det også fungerer som moto-parkeringsplads, var det umuligt at køre der, da mængden af parkerede oversteg det normale. Folk var nødt til at hoppe af deres moto midt på vejen, fordi den normale undvige manøvre bare ville resultere i styrt, da man så ville køre direkte ind i den næste modkørende!
Månefesten er vist blevet en kende kommercielt - i hvert fald kunne man købe alt muligt gejl, som man også kan finde til Kors Kro Hestemarked og festivaller - f.eks. pandebånd med lysende horn og med kaninører. Men det fungerer også lidt som en slags fastalavn og børnene kan klæde sig ud, hvis de vil.
En anden tradition, der hører sig med, er de såkaldte månekager. Vi har fået dem på ambassaden, og sjældent har jeg smagt noget, der er blevet så fejlnavngivet som "kage". Udenpå ligner de sandkager, men massen indeni består blandt andet af kværnet bønnemasse og hele æggeblommer. Jeg har efterhånden prøvet min del madvarer, som vietnameserne kalder for "dessert", men det her var direkte ulækkert.
Det var nu meget sjovt at gå rundt i de tætpakkede gader og opleve Hanoi fejre månefesten, men det satte nu også min klaustrofobiske tendenser lidt på prøve, da vietnameserne i forvejen maser og skubber, hvis det passer dem - her er ingen, der underskylder, hvis de bumper ind i een. Og med hele byen i gaderne nærmest presset ind i det gamle kvarter, var det lidt pres :)
Nå, men den vietnamesiske udgave af månefesten kaldes Tet Trung Thu - eller Mid-Autumn moon festival. Den fejres på den 15. dag i den 8. måned i lunar kalenderen og kan dateres 15.000-20.000 år tilbage i tiden. Det er en fest for børnene, og der arrangeres forskellige begivenheder rundt om i byen op til selve dagen til glæde for børnene, som vist nok render rundt med papirlanterne - det fik jeg nu ikke fornøjelsen af at se.
Men vi så blandt andet "dragedans", hvor to drager (2x2 mænd i kostume) kæmpede mod hinanden til trommer, mens en lille mand iført måne-ansigts maske hopppede og sprang rundt mellem dem. Jeg kan ikke helt huske, hvad de forskellige ting symboliserede, men helt sikkert noget ying/yang - feminint/maskulint.
I fredags kulminerede det hele - og der var en så mange mennesker i gaden, at moto'erne ikke kunne komme frem! Normalt tager de bare fortovet i brug, men da det også fungerer som moto-parkeringsplads, var det umuligt at køre der, da mængden af parkerede oversteg det normale. Folk var nødt til at hoppe af deres moto midt på vejen, fordi den normale undvige manøvre bare ville resultere i styrt, da man så ville køre direkte ind i den næste modkørende!
Månefesten er vist blevet en kende kommercielt - i hvert fald kunne man købe alt muligt gejl, som man også kan finde til Kors Kro Hestemarked og festivaller - f.eks. pandebånd med lysende horn og med kaninører. Men det fungerer også lidt som en slags fastalavn og børnene kan klæde sig ud, hvis de vil.
En anden tradition, der hører sig med, er de såkaldte månekager. Vi har fået dem på ambassaden, og sjældent har jeg smagt noget, der er blevet så fejlnavngivet som "kage". Udenpå ligner de sandkager, men massen indeni består blandt andet af kværnet bønnemasse og hele æggeblommer. Jeg har efterhånden prøvet min del madvarer, som vietnameserne kalder for "dessert", men det her var direkte ulækkert.
Det var nu meget sjovt at gå rundt i de tætpakkede gader og opleve Hanoi fejre månefesten, men det satte nu også min klaustrofobiske tendenser lidt på prøve, da vietnameserne i forvejen maser og skubber, hvis det passer dem - her er ingen, der underskylder, hvis de bumper ind i een. Og med hele byen i gaderne nærmest presset ind i det gamle kvarter, var det lidt pres :)
søndag, oktober 08, 2006
Mozart opera dåb
For dem af jer, der ikke ved det, kan jeg infomere om, at det er i år er 250 år siden, Mozart blev født. Det har man fejret her i Hanoi! Jeg fik for to uger siden min opera-dåb; 3½ stive timers tysk sang/vietnamesisk tale opført af vietnamesere. Stykket var "The Magic Flute".
Ja, siden da er det gået stærkt, for allerede i sidste uge, var jeg igen i operaen, denne gang for at se "School for Lovers", italiensk sang, men opført af svenskere og vietnamesere!
Faktisk synes jeg, opera lyder rigtigt flot. Min tålmodighed og koncentrationsevne rækker bare ikke helt til 3-4 timer, hvor man ikke forstår, hvad de synger - så man er nødt til skiftevis at holde fokus på scencen og de oversættelser, der kører på en lille skærm over scencen. Jeg går simpelthen død efter ca 2 timer! Men om ikke andet har det da været oplevelser, jeg sikkert ikke ville have haft, havde jeg været i DK.
Her følger et par billeder fra operaen
Ja, siden da er det gået stærkt, for allerede i sidste uge, var jeg igen i operaen, denne gang for at se "School for Lovers", italiensk sang, men opført af svenskere og vietnamesere!
Faktisk synes jeg, opera lyder rigtigt flot. Min tålmodighed og koncentrationsevne rækker bare ikke helt til 3-4 timer, hvor man ikke forstår, hvad de synger - så man er nødt til skiftevis at holde fokus på scencen og de oversættelser, der kører på en lille skærm over scencen. Jeg går simpelthen død efter ca 2 timer! Men om ikke andet har det da været oplevelser, jeg sikkert ikke ville have haft, havde jeg været i DK.
Her følger et par billeder fra operaen
torsdag, oktober 05, 2006
Hvordan smider man 100.000 Dong ud af vinduet?
Ingredienser:
En pengeautomat
Et visakort
En Kathrine
Visakortet i pengeautomaten - alt forløber fint. Jeg vælger "english", "withdraw", "current".... stadig fint.
Men så gik maskinen ligesom i hak - der skete ingenting på skærmen... "Hmm", tænkte jeg.
... vente vente... stadig ingenting.
Tålmodigheden løber så småt ud - maskinen har trods alt mit visakort - mit økonomiske holdepunkt herude i det store udland. Sveden begynder diskret at pible fra panden.
Yes, så oprandt tålmodigheden! Trykker lettere febrilsk på alle knapperne ude i siden!
2 billeder flimrer hurtigt forbi på skærmen.
I min iver efter at få kortet ud igen, kom jeg til at vælge 100.000 Dong, i stedet for de 2.000.000 som er maks beløbet, man kan hæve.
Regnestykke:
Transaktion med visa i udlandet = 30 kr
Transaktion med visa vietnamesisk gebyr = 8 kr
I alt = 38 kr
Hævet = 100.000 VND = ca 38 kr
Så det kostede mig 100.000 VND at hæve 100.000 VND - sådan kan man smide 100.000 VND ud af vinduet....
En pengeautomat
Et visakort
En Kathrine
Visakortet i pengeautomaten - alt forløber fint. Jeg vælger "english", "withdraw", "current".... stadig fint.
Men så gik maskinen ligesom i hak - der skete ingenting på skærmen... "Hmm", tænkte jeg.
... vente vente... stadig ingenting.
Tålmodigheden løber så småt ud - maskinen har trods alt mit visakort - mit økonomiske holdepunkt herude i det store udland. Sveden begynder diskret at pible fra panden.
Yes, så oprandt tålmodigheden! Trykker lettere febrilsk på alle knapperne ude i siden!
2 billeder flimrer hurtigt forbi på skærmen.
I min iver efter at få kortet ud igen, kom jeg til at vælge 100.000 Dong, i stedet for de 2.000.000 som er maks beløbet, man kan hæve.
Regnestykke:
Transaktion med visa i udlandet = 30 kr
Transaktion med visa vietnamesisk gebyr = 8 kr
I alt = 38 kr
Hævet = 100.000 VND = ca 38 kr
Så det kostede mig 100.000 VND at hæve 100.000 VND - sådan kan man smide 100.000 VND ud af vinduet....
søndag, oktober 01, 2006
Hoi An i regn...
Sidste weekend tog 5 af praktikant-husets 6 beboere forventningsfulde en times flyvning sydpå med en Boeing 777 - nærmere bestemt Hoi An.
Hoi An er en lille hyggelig by ved kysten i det centrale Vietnam. Byen ligger på de fleste backpackeres "to-do-liste", og Jes og jeg tilbragte 5-6 dage i byen i 2003. Hoi An er blevet er "UNESCO World Heritage", men for os var hovedattraktionerne nu de mange skræddere, små caféer og stranden 5 km fra byen. Det var min yndlingsby i Vietnam, sidst jeg var her.
Fredag aften tog vi flyet fra Hanoi til Da Nang lufthavn, ca 30 km fra Hoi An. Efter at være blevet snydt (lidt) af taxachaufføren på vej til lufthavnen i Hanoi var tålmodigheden ikke til endnu en taxa-tur med et taxameter med fast-forward-snyd-de-dumme-turister-indstilling, så vi forsøgte at få en fast pris på turen, hvilket den gode taxachauffør lovede os. Det blev dog til en større diskussion, da det viste sig, manden ikke havde tænkt sig at overholde aftalen med fast pris, og taxameteret lystigt tikkede derud af, mens vi futtede af sted mod Hoi An.
Men hvad kan man gøre? Ingenting. Episoden frembragte nogle af de indebrændte aggressioner, jeg forlod Vietnam med efter at være blevet snydt igen og igen i 2003.
Nå, men vi nåede helskindede frem til Hoi An, hvor det godt nok var begyndt at regne en del. Vi var dog fortrøstningsfulde - vi bor i Vietnam, hvor monsunen hærger halvdelen af året. Lidt regn slår ingen mand af hesten. Efter at have indlogeret os på samme hotel, som jeg boede på sidst, gik vi i seng og drømte sødt om den lækre strand med hvidt sand, blåt hav og svajende palmer, vi skulle sole os på den efterfølgende dag.
Næste morgen regnede det stadig i lårfedestråler. Egentlig gjorde det ikke så meget, for vi var jo også kommet til Hoi An for at benytte os af de mange skræddere, som er i byen. Priserne er sindssygt lave - nogle gange er kvaliteten derefter, men man kan også være super heldig at få lavet et par lækre busker til 90 kr, der sidder perfekt.
Så vi valgte stof, mønstre og snit, og aftalte at komme til den første fitting senere på dagen - og så skulle vi på stranden. Troede vi.
Regnen forsatte ufortrødent og uden hensyn til 5 danske turister, der gerne ville have lidt farve, bade og nyde at man trods alt bor i et land med skønne strande. Hmm.... Lørdag gik med at bestille mere tøj, prøve tøj, rette til, spise god mad og prøve mere tøj. Men hey - vi havde jo stadig en hel søndag og skulle først af sted nordpå sen eftermiddag.
Ja, søndag regnede det, som I nok kan gætte stadigvæk. Vi fik hentet vores tøj (og sko), turbo-sightset en smule, tog en taxa til stranden, hvor Aske bevægede sig ud i de meterhøje og måske også lidt farlige bølger, mens taxamanden var så flink at vente. Stranden var smuk, som da jeg forlod den sidst, og havde det ikke været for vejret, ville det have været et fantastisk get-away til solbadning og en dukkert i det sydkinesiske hav. Men sådan ville vejrguderne det ikke denne gang.
Vi tog en taxa til Da Nang lufthavn kun for at finde ud af, weekendens regnvejr havde gjort landingsbanerne glatte, så det store Boeing fly, der skulle lande fra Ho Chi Minh og så flyve os til Hanoi kunne ikke lande og var vendt om og fløjet til Ho Chi Minh igen.
I Da Nang lufthavn var det ikke muligt at opdrive noget aftensmadsagtigt udover kiks, chips, instant noodle og chokolade. Det var en rimelig trist affære. Efter 5 timers venten kom vi endelig i luften og aldrig har en tør sandwich med skinke smagt så godt!
Lettere slukørede ankom vi til praktikanthuset 1.30 natten til mandag. En regnvåd oplevelse og for mit vedkommende 4 par bukser, 6 skjorter, en kjole, en top, en nederdel og et par sko rigere :) Nu tror jeg, jeg er tøjmæssigt rustet til at gå en ambassade-korrekt-klædt-Hanoi-vinter i møde.
Hoi An gadebillede
En af de tre skræddere hvor jeg fik syet tøj
Den bedste burger i Vietnam indtil nu!
Aske udfordrer bølgerne
Hoi An er en lille hyggelig by ved kysten i det centrale Vietnam. Byen ligger på de fleste backpackeres "to-do-liste", og Jes og jeg tilbragte 5-6 dage i byen i 2003. Hoi An er blevet er "UNESCO World Heritage", men for os var hovedattraktionerne nu de mange skræddere, små caféer og stranden 5 km fra byen. Det var min yndlingsby i Vietnam, sidst jeg var her.
Fredag aften tog vi flyet fra Hanoi til Da Nang lufthavn, ca 30 km fra Hoi An. Efter at være blevet snydt (lidt) af taxachaufføren på vej til lufthavnen i Hanoi var tålmodigheden ikke til endnu en taxa-tur med et taxameter med fast-forward-snyd-de-dumme-turister-indstilling, så vi forsøgte at få en fast pris på turen, hvilket den gode taxachauffør lovede os. Det blev dog til en større diskussion, da det viste sig, manden ikke havde tænkt sig at overholde aftalen med fast pris, og taxameteret lystigt tikkede derud af, mens vi futtede af sted mod Hoi An.
Men hvad kan man gøre? Ingenting. Episoden frembragte nogle af de indebrændte aggressioner, jeg forlod Vietnam med efter at være blevet snydt igen og igen i 2003.
Nå, men vi nåede helskindede frem til Hoi An, hvor det godt nok var begyndt at regne en del. Vi var dog fortrøstningsfulde - vi bor i Vietnam, hvor monsunen hærger halvdelen af året. Lidt regn slår ingen mand af hesten. Efter at have indlogeret os på samme hotel, som jeg boede på sidst, gik vi i seng og drømte sødt om den lækre strand med hvidt sand, blåt hav og svajende palmer, vi skulle sole os på den efterfølgende dag.
Næste morgen regnede det stadig i lårfedestråler. Egentlig gjorde det ikke så meget, for vi var jo også kommet til Hoi An for at benytte os af de mange skræddere, som er i byen. Priserne er sindssygt lave - nogle gange er kvaliteten derefter, men man kan også være super heldig at få lavet et par lækre busker til 90 kr, der sidder perfekt.
Så vi valgte stof, mønstre og snit, og aftalte at komme til den første fitting senere på dagen - og så skulle vi på stranden. Troede vi.
Regnen forsatte ufortrødent og uden hensyn til 5 danske turister, der gerne ville have lidt farve, bade og nyde at man trods alt bor i et land med skønne strande. Hmm.... Lørdag gik med at bestille mere tøj, prøve tøj, rette til, spise god mad og prøve mere tøj. Men hey - vi havde jo stadig en hel søndag og skulle først af sted nordpå sen eftermiddag.
Ja, søndag regnede det, som I nok kan gætte stadigvæk. Vi fik hentet vores tøj (og sko), turbo-sightset en smule, tog en taxa til stranden, hvor Aske bevægede sig ud i de meterhøje og måske også lidt farlige bølger, mens taxamanden var så flink at vente. Stranden var smuk, som da jeg forlod den sidst, og havde det ikke været for vejret, ville det have været et fantastisk get-away til solbadning og en dukkert i det sydkinesiske hav. Men sådan ville vejrguderne det ikke denne gang.
Vi tog en taxa til Da Nang lufthavn kun for at finde ud af, weekendens regnvejr havde gjort landingsbanerne glatte, så det store Boeing fly, der skulle lande fra Ho Chi Minh og så flyve os til Hanoi kunne ikke lande og var vendt om og fløjet til Ho Chi Minh igen.
I Da Nang lufthavn var det ikke muligt at opdrive noget aftensmadsagtigt udover kiks, chips, instant noodle og chokolade. Det var en rimelig trist affære. Efter 5 timers venten kom vi endelig i luften og aldrig har en tør sandwich med skinke smagt så godt!
Lettere slukørede ankom vi til praktikanthuset 1.30 natten til mandag. En regnvåd oplevelse og for mit vedkommende 4 par bukser, 6 skjorter, en kjole, en top, en nederdel og et par sko rigere :) Nu tror jeg, jeg er tøjmæssigt rustet til at gå en ambassade-korrekt-klædt-Hanoi-vinter i møde.
Den kraftige regn skyldtes for øvrigt en tropisk storm, som ramte området mandag og krævede adskillige liv. Lige i kølvandet på den fulgte tyfonen, Xangsane, som er den kraftigste af sin slags i 11 år. Godt vi kom hjem til Hanoi!
Vejret var en regnslagssælgers drøm
Vejret var en regnslagssælgers drøm
Hoi An gadebillede
En af de tre skræddere hvor jeg fik syet tøj
Den bedste burger i Vietnam indtil nu!
Aske udfordrer bølgerne
Abonner på:
Opslag (Atom)
