Den lyse side... - eller en af dem

Nogle gange giver det at være dansk expat i Hanoi mulighed for oplevelser med dansk islæt, som jeg aldrig ville være kommet i nærheden af derhjemme.

I fredags tog dansker huset + et stk's. dansk speciale stud. fra Landbohøjskolen (KVL) på Cyclo restaurant for at spise (hold nu fast) stegt andebryst på kartoffelkage bund i æblesauce med gedeost og grøntsager! ... Og drikke rødvin.
Det var i den grad en kulinarisk oplevelse udover det sædvanlige, og til den sølle pris af 42 kr pr. kuvert.

Hastigt tog vi en taxa videre til Hanois formentlig mest prominente klub; Mosaïque. Det koster 100 USD (ca 600 kr) pr. år for medlemskab, og klubben har ca. 300 medlemmer bestående af expats og rige vietnamesere.

Vi skyndte os, fordi vi skulle til koncert med færøske Teitur, og vi ville have gode pladser. Da vi kom frem, viste det sig, at vi havde reserverede pladser, og at det var en intim koncert for knap 40 mennesker! Langt de fleste var danskere - enten herboende eller Teiturs medbragte venner.

Det var ret fedt at sidde på første række med en lækker drink og få serveret fancy "finger food". Ja, hvis det ikke var fordi, der åbenbart var et eller andet i den lille forårsrulle, jeg jo måtte prøve, der udløste en allergisk reaktion, så min overlæbe begyndte at hæve, og det krillede i halsen! Gode råd var dyre, Natascha havde nummeret på SOS International (den internationale skadestue), men en flaske vand til 40.000 (de koster 5000 dong på gaden) hjalp, og hævelsen begyndte at falde, før Teitur nåede at gå på.

Jeg må indrømme, jeg er ikke var særligt bekendt med ham ud over, at jeg havde hørt hans navn og et hit eller to på P3. Men det var en fed oplevelse, og jeg blev ret vild med hans lettere melankolske klang. Efter koncerten var der lodtrækning, og tre af husets beboere vandt et års medlemskab til Mosaïque, mens Natascha og jeg måtte nøjes med et en-dags-entré-kort.

Efter koncerten tog vi i byen til noget, der næsten må klassificeres som skandinavisk træf. Vi mødtes med den norske ambassade praktikant og en masse svenske udvekslingsstuderende, og det udviklede sig til en våd aften!

Hanois barer har oprindeligt kun lov til at servere indtil kl.1, men det almindeligt praktiseret, at skodderne lukkes, musikken slukkes, lyset dæmpes, og man beder gæsterne om at være stille, når politiet patruljerer. Skiltet de to glade bar-arbejdere peger på, hænger ude på gaden, så det er ikke fordi, der er noget hemmeligt i det.

Nogle af barerne har dog en god aftale med politiet (læs: bestikkelse), så et par enkelte har åbent efter 1, og her samles folk i store mængder som regel. Hanois natteliv er ikke prangende, men denne aften var nu en af de bedre.

Faktisk skete der noget ret bemærkelsesværdigt. Katrine havde i et øjebliks manglende opmærksomhed lagt sin pung på fortovet udenfor en bar; hun og Natascha sad og trak lidt frisk luft. Da hun kom ind igen, opdagede hun, at pungen var væk og trods intensiv eftersøgning, var den ingen steder at se. Hun fik spærret sit visa-kort, og vi tog videre. Efter et par timer fik hun pungen tilbage! En moto-chauffør havde fundet den og givet den videre til bar-damen (mod lovning af dusør), som gav den videre til en af de svenske piger, som gav den videre til den norske praktikant, som gav den videre til Katrine! Hvem skulle have troet det? Så også på den front fik aftenen en happy ending : )