Hoi An er en lille hyggelig by ved kysten i det centrale Vietnam. Byen ligger på de fleste backpackeres "to-do-liste", og Jes og jeg tilbragte 5-6 dage i byen i 2003. Hoi An er blevet er "UNESCO World Heritage", men for os var hovedattraktionerne nu de mange skræddere, små caféer og stranden 5 km fra byen. Det var min yndlingsby i Vietnam, sidst jeg var her.
Fredag aften tog vi flyet fra Hanoi til Da Nang lufthavn, ca 30 km fra Hoi An. Efter at være blevet snydt (lidt) af taxachaufføren på vej til lufthavnen i Hanoi var tålmodigheden ikke til endnu en taxa-tur med et taxameter med fast-forward-snyd-de-dumme-turister-indstilling, så vi forsøgte at få en fast pris på turen, hvilket den gode taxachauffør lovede os. Det blev dog til en større diskussion, da det viste sig, manden ikke havde tænkt sig at overholde aftalen med fast pris, og taxameteret lystigt tikkede derud af, mens vi futtede af sted mod Hoi An.
Men hvad kan man gøre? Ingenting. Episoden frembragte nogle af de indebrændte aggressioner, jeg forlod Vietnam med efter at være blevet snydt igen og igen i 2003.
Nå, men vi nåede helskindede frem til Hoi An, hvor det godt nok var begyndt at regne en del. Vi var dog fortrøstningsfulde - vi bor i Vietnam, hvor monsunen hærger halvdelen af året. Lidt regn slår ingen mand af hesten. Efter at have indlogeret os på samme hotel, som jeg boede på sidst, gik vi i seng og drømte sødt om den lækre strand med hvidt sand, blåt hav og svajende palmer, vi skulle sole os på den efterfølgende dag.
Næste morgen regnede det stadig i lårfedestråler. Egentlig gjorde det ikke så meget, for vi var jo også kommet til Hoi An for at benytte os af de mange skræddere, som er i byen. Priserne er sindssygt lave - nogle gange er kvaliteten derefter, men man kan også være super heldig at få lavet et par lækre busker til 90 kr, der sidder perfekt.
Så vi valgte stof, mønstre og snit, og aftalte at komme til den første fitting senere på dagen - og så skulle vi på stranden. Troede vi.
Regnen forsatte ufortrødent og uden hensyn til 5 danske turister, der gerne ville have lidt farve, bade og nyde at man trods alt bor i et land med skønne strande. Hmm.... Lørdag gik med at bestille mere tøj, prøve tøj, rette til, spise god mad og prøve mere tøj. Men hey - vi havde jo stadig en hel søndag og skulle først af sted nordpå sen eftermiddag.
Ja, søndag regnede det, som I nok kan gætte stadigvæk. Vi fik hentet vores tøj (og sko), turbo-sightset en smule, tog en taxa til stranden, hvor Aske bevægede sig ud i de meterhøje og måske også lidt farlige bølger, mens taxamanden var så flink at vente. Stranden var smuk, som da jeg forlod den sidst, og havde det ikke været for vejret, ville det have været et fantastisk get-away til solbadning og en dukkert i det sydkinesiske hav. Men sådan ville vejrguderne det ikke denne gang.
Vi tog en taxa til Da Nang lufthavn kun for at finde ud af, weekendens regnvejr havde gjort landingsbanerne glatte, så det store Boeing fly, der skulle lande fra Ho Chi Minh og så flyve os til Hanoi kunne ikke lande og var vendt om og fløjet til Ho Chi Minh igen.
I Da Nang lufthavn var det ikke muligt at opdrive noget aftensmadsagtigt udover kiks, chips, instant noodle og chokolade. Det var en rimelig trist affære. Efter 5 timers venten kom vi endelig i luften og aldrig har en tør sandwich med skinke smagt så godt!
Lettere slukørede ankom vi til praktikanthuset 1.30 natten til mandag. En regnvåd oplevelse og for mit vedkommende 4 par bukser, 6 skjorter, en kjole, en top, en nederdel og et par sko rigere :) Nu tror jeg, jeg er tøjmæssigt rustet til at gå en ambassade-korrekt-klædt-Hanoi-vinter i møde.
Den kraftige regn skyldtes for øvrigt en tropisk storm, som ramte området mandag og krævede adskillige liv. Lige i kølvandet på den fulgte tyfonen, Xangsane, som er den kraftigste af sin slags i 11 år. Godt vi kom hjem til Hanoi!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar