Phu Quoc - Vietnams paradis

Første juledag efter tre timers søvn smuttede jeg fra oprydningen og tog flyet over Saigon til Phu Quoc. Phu Quoc er Vietnams største ø og ligger nede ved Cambodia. 30 minutter efter jeg var checket ind i min lille bungalow på Coco Beach lå jeg fladet ud på den hvide sandstrand og gloede ud over det tyrkisblå vand, mens det eneste bemærkelsværdige baggrundsstøj var lyden fra vinden i palmerne. Oh Paradis!

På 3. dagen lejede Aske og jeg en moto og kørte sydpå. Hele turen ned til øens spids foregik af røde grusveje med uendelig mange sten og huller i. Udsigten på højre hånd; blåt hav, palmer og hvid sandstrand kompenserede dog tilnærmelsesvis for det. Mere eller mindre ved et tilfælde endte vi på øens efter sigende flotteste strand. Den var i sandhed flot, men turister blev kørt dertil i minibus (okay måske én minibus, og det drejede sig om 8 mennesker), men det var tydeligt at status som øens flotteste strand havde tiltrukket en del turister, så der lå plastik rundt omkring. Der var kun en lille restaurant på stranden, og jeg fik helt fantastiske kæmperejer i tamarind sauce med ris… mmmm

Dagen efter var vi på bådtur – Aske og hans forældre skulle dykke, men med mine klaustrofobiske tendenser og angst for at møde moræner (selv om der er jo ikke er nogen), skulle jeg ikke nyde noget af det og valgte i stedet at snorkle. Vi stoppede to forskellige steder, og selv om det selvfølgelig var flot og sjovt at se fisk i mange farver, så var det slet ikke så imponerende som steder, hvor jeg har snorklet i Thailand.

Den efterfølgende dag lejede vi igen en moto. Aske havde været ret utilfreds med 3.dagens moto tilstand og bad om en Honda Wave Alpha, som er den model, han og x-antal millioner andre kører på i Hanoi. Det resulterede i et større cirkus, hvor den ene moto-udlejer efter den næste troppede op med cykler, der i hvert fald ikke var den rigtige model. Én var endda gået så langt, at han forsøgte at sætte et klistermærke over Yamaha mærket. Mens seancen udspillede sig, snakkede jeg med den ellers meget søde receptionist. Han kunne ikke forstå, at Aske hellere ville have en Honda Wave Alpha, når de modeller, han blev tilbudt nu kostede 10.000.000 VND (ca 3700kr) mere end Hondaen. Jeg prøvede at forklare ham, at købsprisen var rimelig irrelevant, når nu bremserne stort set ikke virkede, men det syntes han ikke at kunne forstå. For ham var prestige ved at køre en dyr model langt vigtigere end sikkerheden!
Det endte med at Aske opgav, og ved et tilfælde mødte han en mand på en Honda Wave Alpha, som han fik lov at leje for 100.000 VND.

Selv om vi nu var udstyret med et kort, havde vi alligevel ikke sindssygt meget styr på, hvor vi kørte, og faktisk tog det os 45 minutter at komme ind til hovedbyen og ud af den igen, fordi vi blev ved med at ramme veje, hvor vi ikke kunne komme i den retning, som vi gerne ville. På bedste vietnamesisk stil pegede folk i forskellige retninger, hver gang vi spurgte om vej.
Vi endte på en strand nord for hovedbyen. Til dansker julefrokosten ugen før, havde vi mødt en dansker, som bestyrede et resort på Phu Quoc, og det lå sjovt nok på den strand. Stranden var super lækker og på ingen måde turistet. Da vi kom tilbage inviterede Askes forældre os ud at spise på øens fineste sted, og så fik vi ellers østers, mens vi sad med fødderne begravet i sandet!

Phu Quoc var helt fantastisk. Hver morgen fik jeg pandekager med mango og banan til morgenmad på stranden, skyllet ned med en ananas-shake, men de lokale fiskere gjorde klar til at høste dagens første fangst. Jeg drak kokosjuice af nyligt nedfaldne kokosnødder og spiste rejer i alle afskygninger. Vandet var 30 grader, og når vi tog den sidste aften dukkert efter solnedgang, var vandet varmere end luften. Bungalowen lå så tæt på vandet, at jeg faldt i søvn til bølgerne brusen, og det første syn, der mødte mig om morgnen var palmer. Gid jeg havde sådan en juleferie hvert år!

Der var overraskende mange turister på øen, og vi mødte ikke mindre end 4 danske familier på ferie. Der er dog begrænset kapacitet, både hvad angår fly/båd til og fra øen og hotel/bungalows, så stedet er endnu ikke overrendt. 70% af øen er stadig skov, der er kun asfalt veje inde i byen og på den ene side af øen, nogle dage havde vi ikke strøm før efter kl. 18 og bungalows på vores ressort havde ikke varmt vand. Primitivt kan det dog næppe beskrives som, men masse turismen har heller ikke indfundet sig helt endnu. Det er dog planlagt at lufthavnen snart skal udvides, og der bygges mange steder. Man kan kun håbe, at de sørger for, at rydde op på strandene, så de fremstår hvide og lækre og ikke fyldt med plastik og coladåser.

Hvis I vil se Vietnams største ø, før det ender i turisthelvede, er det med andre ord nu, man skal tage af sted!

Se flere billeder her