Saigon

For at komme til Phu Quoc skal man over Saigon, så jeg tænkte, jeg lige så godt kunne lave et lille stop over på vej tilbage til Hanoi. På mange måder er Saigon mere udviklet end Hanoi, idet det finansielle centrum ligger her. Jeg valgte at bo i backpacker kvarteret – mest af økonomiske årsager. Da jeg kom frem til hotellet, var der det sædvanlige bøvl med, at de ikke liiige havde mit værelse klar endnu, så jeg måtte forstå bla bla bla. Efter snart et halvt år i Asien, er jeg udmærket godt klar over, at kundeservice er noget, man betaler sig til, ikke en selvfølgelig. Nogle gange kan de små gnidninger være charmerende, og man trækker på smilebåndet og tænker, at det hele nok løser sig. Andre gange tæller man til 10 (eller 100) indeni for ikke at eksplodere. ”Sorry” er bare ikke altid nok til at kompensere for, at man ikke får, hvad man har bestilt og betalt for.

Jeg ville ønske, jeg var tilpas laissez-faire til altid at smile være afslappet, men denne lørdag morgen i Saigon havde jeg mest lyst til at råbe og skrige af manden i receptionen. Mit blodsukker var lavt, da jeg ikke havde fået morgenmad, og klokken nærmede sig frokost tid. Han foreslog, jeg fik et andet værelse uden aircon, men med større seng. Mit toneleje steg en anelse, mens jeg prøvede at forklare ham, at en større seng ikke opvejede manglende aircon. ”Sorry, Sorry, but you have to understand”, startede han sætningen med. Så knækkede filmen for mig, og jeg forklarede ham venligt men bestemt, at jeg som kunde ikke skulle forstå noget som helst. Kunden har altid ret, og han måtte finde en bedre løsning. Det endte med, han fandt mig et andet værelse på et nærliggende hotel – på 5. sal uden elevator vel og mærket! Prisen var det samme, men morgenmad var ikke inkluderet, men da orkede jeg ikke at diskutere mere.

Heldigvis lå der en dejlig kaffebar lige overfor mit nye hotel, den var i bedste starbucks stil, og jeg tænkte, jeg fortjente en fed bacon-cheeseburger med pommes til morgenmad. Kunne dog ikke helt komme udenom, at jeg trods alt er i Sydøstasien, så i stedet for cola, bestilte jeg frisk frugt juice.



Da jeg har været i Saigon før, og har set turist sights både i og omkring Saigon, tullede jeg bare rundt i de små gader og tog en masse billeder af folk. Som by synes jeg ikke, Saigon er så hyggelig som Hanoi, til gengæld er der mere sydlandsk stemning over Saigon, og jeg elsker de små gadesælgere, der sælger frisk frugt og kokos juice. Jeg kan ikke blende ind på samme måde som i Hanoi, da folk her er mørkere i huden. Desuden er det to helt forskellige accenter, så hvad end jeg kan på ”nordvietnameisk” går sig ikke godt i Saigon. Dels fordi nogle ord er forskellige, dels fordi der som i så mange andre lande med to store byer er en fejde mellem de to byer om hvilken, der er ”bedst”. Det er naturligvis en helt igennem subjektiv bedømmelse, hvor fejden aldrig kan vindes eller tabes. Dog tror jeg, at mit asiatiske udseende og mit gebrokne vietnamesisk nogle gange har hjulpet mig til at gå mere ubemærket rundt, når jeg har taget billeder.