Silkelandsbyen

Forrige søndag tog vi på udflugt til Silke Landsbyen, der ligger godt 15 km fra Hanoi centrum. Stort set alle landsbyer har deres specielle håndværk, som hele landsbyen producerer; keramik, møbler, silke, lakerede ting, bambus, hatte, fuglebure - you name it.
Nå men selve byen var ikke det store at råbe hurra for. Faktisk var der kun masse silkeforhandlere, der solgte det samme. Ved lidt research og køren rundt i selve landsbyen, fandt vi et sted, hvor de spandt silken og fik lov til at komme ind at processen. Se billeder fra turen og flere nye fotos her

Nedenstående billeder tog jeg på turen. Det mest absurde må være det øverste skilt, da Hanois trafik er kendetegnet ved usandsynligt megen dytten.

Grådighed og hårdt arbejde

For et par uger siden cyklede vi en tur ud til Etnologisk Museum, som ligger ca. 8 km fra centrum. Museet består af en stor bygning med udstillinger i flere etager samt en have med traditionelle minoritets huse.

Minoritets hus - kan ikke huske hvilken stamme

Indenfor var der udstillinger om de forskellige minoritetsgrupper, der findes her i Vietnam. Hver gruppe har sine helt egne ritualer, klæder, byggestil, sprog osv.

Der var desuden en udstilling om, hvordan livet i Hanoi var subsidie systemet, der varede fra 1975-1986. Alle varer var rationeret, og man fik udleveret rationsmærker efter hvilken klasse i samfundet, man tilhørte. Forskellige steder i byen var der varelagre, hvor man måtte stå i kø i timer for at få sin ration ris, der ofte var rådne. Folk boede på uendelig lidt plads! Der var en kopi af en lejlighed på 36m2, hvor en familie på 8 mennesker var stuvet sammen. Ikke nok med det; for at tjene lidt ekstra til føden holdt familien grise på badeværelset. Ja, grise! Det var åbenbart normalt at have grise eller høns i lejlighederne, som man så kunne sælge og derved oppe familiens levestandard en lillebitte smule. Der må have været en ulidelig stank med 8 mennesker og 3 grise på 36m2 i Hanois fugtige sommerhede.

Udstillingen gav et indblik i, hvordan den generation, som har skabt den økonomiske vækst, levede. Jeg tror, en del af motivationen for den hårdt arbejdende stil mange vietnamesere ligger for dagen, skal findes i de fattige kår, de i så mange år levede under, og den pludselige mulighed for at tjene penge. Det må have været noget af en omvæltning for den generation at gå fra at være ludfattige og bekymre sig om dagens måltid - til i dag hvor mange (dog ikke alle) har opnået en livsstil fyldt med vestens materialistiske indflydelse.
Min forståelse for den umiddelbare grådighed og manglende forståelse for bæredygtig udvikling, som jeg til tider synes præger den vietnamesiske tilgang til den økonomiske vækst, er blevet langt større. Hvis man levet under vilkår, hvor en af livets største glæder var en risration, der ikke var halvrådden, og nu står med muligheden for at tjene hurtige penge, er det nok svært at tænke langsigtet.

En stor del bistandsarbejdet herude er kapacitetsopbygning i de vietnamesiske institutioner. Det kan lyde helt "koloni-herre-agtigt", men en del af arbejdet handler om at søge at videregive erfaringer fra vesten, hvor økonomien og udviklingen alt andet lige har været en succeshistorie. Herude foregår den udvikling, som man oplevede i Vesteuropa over 100 år bare på 10, og det skaber nogle enorme skævvridninger i forhold til udviklingsniveauet økonomisk og socialt.
Bygninger skyder op i udkanten af Hanoi - KÆMPE - lejlighedskomplekser med den ene skyskraber efter den anden. Det er til de rige expats og den voksende middelklasse vietnameser. I den anden ende af skalaen har vi den ufaglærte arbejder. En tjener på en café tjener godt 50 USD (300 kr) om måneden. Det giver altså kun 10 kr om dagen til at spise, sove og måske endda fodre børn for.

Alle her vil frem - der skal tjenes penge, og det skal gå hurtigt! Bæredygtig udvikling både økonomisk, socialt og ikke mindst miljømæssigt er ikke noget den almene vietnameser bekymrer sig synderligt om. Penge her og nu er noget, man kan forstå. Fremtiden? Tja for bare 10 år siden havde man end ikke i de vildeste fantasier forestillet sig Vietnam ville være på vej ind i middelklasse indkomst kategorien hvad BNP pr. indbygger angår - hvorfor så ikke levet i nuet og skrabe alt hvad man kan til sig?

Jeg håber bare lidt af bistandsarbejdet bidrager til større forståelse af nødvendigheden i at se frem, hvis ikke på langt sigt, så i det mindste på mellemlangt.

Vietnamesiske sprogvanskeligheder!

Jeg har været lidt sløv til at opdatere bloggen - der har været rigeligt at se til på arbejde, og så er vi begyndt på vietnamesisk undervisning 2 gange om ugen. Det kan godt være lidt hårdt efter 8 timer på arbejde at sætte sig på skolebænken i 1½ time for at forsøge at udtale lyde, som man aldrig før har hørt!
Vores lærer kommer hjem til os, og så sidder vi og vrider vores tunge rundt for at sige simple sætninger som - "Jeg hedder", "Jeg er syg" osv. (nord) Vietnamesisk har 6 toner - på skrift er det udtrykt ved at tilføje tegn til bogstaverne. F.eks betyder en prik under en vokal en meget kort lyd. Det vil sige, at "chao" kan betyde 6 forskellige ting alt efter hvilket tegn, der er over eller under bogstaverne. Chào betyder "hej"! Nuanceforskellene mellem de 6 forskellige toner er usandsynligt små - og man skal virke slå lyttelapperne ud for at indentificere, om lyden er kort, lidt kort, går op eller ned osv.
Så er der problematikken, når man tiltaler folk. På vietnamesisk sjusser man sig frem til forskellige alderskategorier (i forhold til en selv), som man så tiltaler folk efter. Yngre end en selv tiltales Em, kvinder der er ældre, men ikke så meget ældre end en selv Chi (med en prik under i'et). Cô er hvis kvinden er ca 20 år ældre, og Bà er til en meget meget gammel kvinde! Samme system gælder for mænd - man kan hurtigt komme til at fornærme nogen, hvis man ikke lige kan gætte deres alder!
Tilgengæld er grammatikken meget simpel - men der er vi ikke helt kommet til endnu. Jeg har svært nok ved at udgyde 5 ord i rækkefølge uden at skulle tænke på grammatikken : )
Mit ambtionsniveau er forholdsvist lavt. Jeg skal kun være her 4 mdr endnu, og folk der har været her i årevis, kager stadig rundt i "meget meget gammel dame", "oksekød" og "tre", som alle tre staves ba, men udtales forskelligt alt efter hvilket tegn, der er sat over/under a'et.

Vietnamesisk skolefest

Aske underviser engelsk på et engelsk center godt 30-40 minutters kørsel fra Hanoi. Hans elever havde inviteret ham på vietnamesisk mad og tilskyndet ham at tage engelsk-talende venner med.
Vi havde været på sightseeing og se litteratur templet om eftermiddagen, og havde ikke taget invitationen til kl.17.30 særligt højtideligt. Ud fra Askes beskrivelse af arrangementet var det en uhøjtidelig sammenkomst med lidt mad.
Aske, Katrine, Julie, Inge (praktikant hos dansk firma herude) og jeg tog en taxa lidt i seks fra Hanoi centrum. Da vi endelig ankom sad der der et helt klasseværelse fyldt med vietnamesere og ventede på os! De gik først i gang med maden - lau (krydret boullion, hvori man koger grøntsager, kød, fisk og skaldyr) - da vi kom. Det var ret så pinligt. De vietnamesiske engelsk-lærere hældte lystigt alkohol på os. Knap havde man taget en tår, før glasset var fyldt igen. I baggrunden kørte blandt andet Michael Learns To Rock som kareoke. Tidlig 90'er pop er stadig et hit herude.
Under måltidet nævnte en af lærerne "special programme - foreigners sing", vi havde ikke forstået aftenens koncept og tilskrev hans middelmådige engelsk manglende forklaring på dette særprægede programpunkt.
Med fyldte maver trak folk ud i skolegården, hvor der var stillet en stor scence op. Vi var de sidste, der blev gennet ud. Det gik endelig op for os, at vi var æresgæster og skulle side på forreste række til det forestående show! Totalt uforberedte på denne status var vi en anelse beklemte ved situationen. Opvartningen forsatte. Foran os stod to store frugtfade, vand og sodavand.
Det storstilede foretagen tiltrak hele nabolaget, som stod som sild i tønde op af hegnet for at glo ind på løjerlighederne. Selve showet bestod af elever, der optrådte med forskellige sange. Selv om jeg tilnærmelsesvis er tonedøv og ikke forstår en pip af sproget, kunne jeg godt høre, de sang rent. Efter 7-8 meget enslydende sange, var vi dog ved at være godt møre. Men det var der råd for, for lige pludselig blev vi kaldt på scencen. Uden varsel blev vi bedt om at synge en sang, som om det var det naturligste i verden! Ingen af os var udrustet med store sangstemmer, og jeg hader at stå på en scene. Desuden gik klappen ned for alle 5, og det bedste vi kunne komme på, var nationalsangen. På trods af forreste række engelsk-elever sad med hænderne for ørene for at skærme for de horrible danske sangstemmer, blev vi af lærene bedt om at synge en sang sammen med dem. Men hvilken sang kender både vietnamesere og danskere?!Det blev til en forfærdelig udgave af Happy Birthday. Og som om det ikke var nok, ville de have mere! Mere pinlig udlænding - mere mere... Så vi sang "højt fra træets grønne top". Åh sjældent har jeg oplevet noget så pinligt!
Bagefter forsatte showet med dans og sang. Vi var ved at brygge en undskyldning om, at vi skulle tidligt op dagen efter, men heldigvis lukkede politiet festen kl. 22, og vi kunne tage en taxa tilbage til Hanoi og nyde en velfortjent drink på en af byens barer! Hele aftenen blev de ved med at spørge, om vi ikke også ville undervise på deres English center, og havde det ikke ligget så helvedes langt væk, ville jeg da være fristet for oplevelsens skyld. Oh well, det var en spændende og oplevelsrig aften, som jeg sent glemmer :)
Se billeder her - vælg "Ngay hoi cua hoc vien"

Moderne ballet i Hanoi Opera

I sidste uge var i Hanoi Opera for at se moderne ballet. Det var arrangeret af L'espace, som er det franske kultur center her i Hanoi. Selve opera bygningen er super flot, det er en gammel restaureret bygning fra kolonitiden - I må dog have et billede til gode. Det er et af de få steder, jeg endnu ikke har foreviget med mit elskede kamera.
Showet bestod af to akter. De første var 6-7 små serier, både solo og med flere dansere. Andet akt var en historie om en kvinde, der måtte ofres - hvorfor fandt jeg aldrig helt ud af. Danserne var, så vidt jeg forstod, det første hold professionelle dansere uddannet i Hanoi. Jeg synes egentlig meget godt om showet, men som gammel gymnast kunne jeg ikke undgå at bide mærke i, at danserne til tider var lidt dårlige til at ramme deres markeringer. Alt i alt var det nu en spændende aften.

Madanmelder for Vietnam News

For et par uger siden var jeg ude at spise med Marianne, som er amerikaner + hendes sambo, der er journalist for det engelsk-sprogede Vietnam News. Hun skulle anmelde restauranten, så vi prøvede en helt masse forskellige retter og gav hver vores besyv med. Denne artikel er hvad, der kom ud af middagen.

Nr. 1000!

Så ramte jeg 1000 individuelle hits! Klik på billedet for at se beviset.

I Kina spiser de hunde - og det gør de også i Vietnam

Jeg elsker jo mad - mad, mad og mere mad! Der er dog visse ting, der får min mave til at vende sig i vantro over graden af "ulækkerhed".
Jeg har blandt andet haft et traume med sværdfisk på en restaurant på stranden i Portugal, hvilket har medført et indædt had til denne ellers meget dekorative fiskeart. Nogen lunde samme følelse har jeg overfor papaya, som Jes og jeg døbte den onde frugt på vores rejse i 2003, da den forpestede alt mad i nærheden med en smag noget lignede prut (nej, jeg har aldrig smagt en, men den smager, som prut lugter!).
I denne omgang har jeg ellers med relativt stort held spist på et par gadekøkkener. Ramte dog også ind i en slem gang ande-suppe, som smagte af fjer. Adr!

Men nu til det helt esentielle i denne post - i Kina spiser de hunde - og det gør de også i Vietnam. Faktisk er de søde små vovser en specialitet, som nydes de to sidste uger af lunar kalenderen. Jeg har endnu ikke sat mig ind i, hvordan den kalender fungerer, så jeg er lykkelig uvidende om, hvornnår vietnameserne mæsker sig i hundekød. Heldigvis er hundekød ikke helt billigt, så man kan være relativt sikker på, de ikke lige spæder en kødret op med et par stykker vovse. Desuden sælges hundekød oftest på særlige restauranter i udkanten af byen. Hver gang jeg er kørt forbi et skilt, der har reklameret med thit chó har jeg hastigt sat farten op. Tænk at komme til at kigge ind og se små hunde i bur...

De spiser selvfølgelig også alt muligt, som vi derhjemme anser for ulækkert; stegte hønsefødder, larver, biller, slange, grisefødder, papaya m. m.
Men egentlig er den mere almindelige vietnamsesiske kost forholdsvis fredelig for sarte vestlige maver. Det består ofte af kogt eller grillet kød, ris eller nudler, friske urter, frisk lime og noget suppe. Det ikke er stærkt og krydet, som maden i f.eks. Thailand.
Nå ja, og så er der jo nem som betyder forårsruller. De fås "friske", som ikke er friture stegte, og så selvfølgelig dyppet i friture, som vi kender det hjemmefra. De friske er gerne fyldt med urter, nudler, stegt gris og store rejer. De stegte fås i et utal af varianter - men især vegetar versionen kan anbefales. Jeg får lækre nem stort set hver anden dag, og en ting er sikkert; så kan man fable nok så meget om frischke grånsager, men jeg spiser aldrig mere Dalooooon. Nem is the real thing!

Søndagsudflugt til keramik landsby

For et par søndage siden tog Katrine, Julie, Aske og jeg på søndagstur til en keramik landsby ca. 10 km udenfor Hanoi. Julie og Katrine cyklede, og jeg sad bag på Askes moto.
Keramik landsbyen har i flere århundreder specialiseret sig i at lave keramik ting - skåle, tallerkner, vaser osv. Hver morgen kommer der busser med turister fra Hanoi for at kigge på og købe keramik. Vi var der nu om eftermiddagen, og der var stort set ikke andre turister end os. Selve landsbyen var ikke særligt spændende, men vi fik da set en hel del butikker med keramik, og vi var også på et værksted, hvor vi så, hvordan de sad og lavede det hele i hånden.
Turen frem og tilbage var en hel del mere spændende end selve besøget i landsbyen. Man skal ikke særligt langt udenfor Hanoi, før man kører på støvede veje omgivet af rismarker.
Her er nogle billeder fra turen

Hej - hvem er I?

Jeg er jo tilmeldt sådan en fin mailing service, hvor jeg får en ugentlig oversigt over, hvor mange individuelle hits, der er på mine blogs hver dag, og hvor mange gange siderne vises!
Jeg kan se, at jeg i gennemsnit har 15 besøg på min danske blog om dagen. Det synes jeg sq er mange! Jeg ved selvfølgelig, min kære familie og de mest interesserede (læs: nørdede) af mine venner engang i mellem klikker sig ind, men hvem er resten mon?
Jeg går ud fra, at en stor del af de besøgende, klikker sig ind på begge sider, da jeg bestræber mig på at skrive lidt forskelligt og uploade forskellige billeder på de to blogs.

Jeg har med vilje ikke efterladt min e-mail på bloggen, da alle jo som nævnt kan klikke sig ind på siden, men I er mere end velkomne til at bruge comments-linket i bunden af hver post og efterlade en hilsen eller kommentere på det, jeg skriver. Ulempen ved at have en blog i forhold til at skrive fællesmails er, at I sagtens kan følge med i, hvad min hverdag består i, men at jeg sjældent får respons den anden vej.

Så herfra lyder en opfordring - kommentér, skriv en hilsen, drop en mail eller en sms!