Grådighed og hårdt arbejde

For et par uger siden cyklede vi en tur ud til Etnologisk Museum, som ligger ca. 8 km fra centrum. Museet består af en stor bygning med udstillinger i flere etager samt en have med traditionelle minoritets huse.

Minoritets hus - kan ikke huske hvilken stamme

Indenfor var der udstillinger om de forskellige minoritetsgrupper, der findes her i Vietnam. Hver gruppe har sine helt egne ritualer, klæder, byggestil, sprog osv.

Der var desuden en udstilling om, hvordan livet i Hanoi var subsidie systemet, der varede fra 1975-1986. Alle varer var rationeret, og man fik udleveret rationsmærker efter hvilken klasse i samfundet, man tilhørte. Forskellige steder i byen var der varelagre, hvor man måtte stå i kø i timer for at få sin ration ris, der ofte var rådne. Folk boede på uendelig lidt plads! Der var en kopi af en lejlighed på 36m2, hvor en familie på 8 mennesker var stuvet sammen. Ikke nok med det; for at tjene lidt ekstra til føden holdt familien grise på badeværelset. Ja, grise! Det var åbenbart normalt at have grise eller høns i lejlighederne, som man så kunne sælge og derved oppe familiens levestandard en lillebitte smule. Der må have været en ulidelig stank med 8 mennesker og 3 grise på 36m2 i Hanois fugtige sommerhede.

Udstillingen gav et indblik i, hvordan den generation, som har skabt den økonomiske vækst, levede. Jeg tror, en del af motivationen for den hårdt arbejdende stil mange vietnamesere ligger for dagen, skal findes i de fattige kår, de i så mange år levede under, og den pludselige mulighed for at tjene penge. Det må have været noget af en omvæltning for den generation at gå fra at være ludfattige og bekymre sig om dagens måltid - til i dag hvor mange (dog ikke alle) har opnået en livsstil fyldt med vestens materialistiske indflydelse.
Min forståelse for den umiddelbare grådighed og manglende forståelse for bæredygtig udvikling, som jeg til tider synes præger den vietnamesiske tilgang til den økonomiske vækst, er blevet langt større. Hvis man levet under vilkår, hvor en af livets største glæder var en risration, der ikke var halvrådden, og nu står med muligheden for at tjene hurtige penge, er det nok svært at tænke langsigtet.

En stor del bistandsarbejdet herude er kapacitetsopbygning i de vietnamesiske institutioner. Det kan lyde helt "koloni-herre-agtigt", men en del af arbejdet handler om at søge at videregive erfaringer fra vesten, hvor økonomien og udviklingen alt andet lige har været en succeshistorie. Herude foregår den udvikling, som man oplevede i Vesteuropa over 100 år bare på 10, og det skaber nogle enorme skævvridninger i forhold til udviklingsniveauet økonomisk og socialt.
Bygninger skyder op i udkanten af Hanoi - KÆMPE - lejlighedskomplekser med den ene skyskraber efter den anden. Det er til de rige expats og den voksende middelklasse vietnameser. I den anden ende af skalaen har vi den ufaglærte arbejder. En tjener på en café tjener godt 50 USD (300 kr) om måneden. Det giver altså kun 10 kr om dagen til at spise, sove og måske endda fodre børn for.

Alle her vil frem - der skal tjenes penge, og det skal gå hurtigt! Bæredygtig udvikling både økonomisk, socialt og ikke mindst miljømæssigt er ikke noget den almene vietnameser bekymrer sig synderligt om. Penge her og nu er noget, man kan forstå. Fremtiden? Tja for bare 10 år siden havde man end ikke i de vildeste fantasier forestillet sig Vietnam ville være på vej ind i middelklasse indkomst kategorien hvad BNP pr. indbygger angår - hvorfor så ikke levet i nuet og skrabe alt hvad man kan til sig?

Jeg håber bare lidt af bistandsarbejdet bidrager til større forståelse af nødvendigheden i at se frem, hvis ikke på langt sigt, så i det mindste på mellemlangt.