Vietnam under huden

Jeg tror knap mine egne ord, mens jeg skriver dette. Tiden er løbet fra mig. Det er blevet tid til at forlade Vietnam og flyve videre ud i verden. Om få dage bor jeg igen i Skandinavien, dog ikke i Danmark.

Jeg har endnu ikke besluttet, hvorvidt jeg vil blogge fra min nye destination i det kolde nord, men hvis jeg gør, sætter jeg et link på denne side.

Det sidste halve år har været helt fantastisk. Vietnam er kommet under huden på mig på godt og ondt. Jeg må indrømme, jeg har svært ved at tage af sted, og jeg tænker allerede på, hvornår jeg igen kan komme til Asien.

Da jeg i 2002 forlod Kos, var det stortudende. Måske det var pga. den voldsomme mængde whisky, jeg få timer tidligere havde fået hældt i halsen af mine tidligere chefer, måske var det fordi, Camilla og jeg overhørte vækkeuret og missede bussen til lufthavnen og med kroppen fyldt at stress og alkohol måtte haste derud i en taxa, måske var det fordi svenske Stephanie græd som pisket, måske var det fordi, jeg vidste, jeg aldrig ville komme tilbage?

Da jeg året efter tog fra Dublin, græd jeg ikke. Jeg stod op tidligt om morgnen forlod vores fantastiske lejlighed og tog lufthavnsbussen med en følelse af mæthed. At bo i Irland havde været en god oplevelse. Det var mit første 9-5 kontorjob, jeg havde gode venner og en god indkomst, men jeg var også klar til nye eventyr, og jeg vidste, at jeg blot en måned efter skulle backpacke i Sydøstasien. Allerede året efter var jeg tilbage på ferie, og jeg satser stærkt på, at jeg igen i år skal gæste Dublin. Dublin siger jeg ikke farvel til, for så længe jeg har venner boende der, vil jeg blive ved at komme tilbage. Om end ”på gensyn” kan være tårevædede, så er de betryggende, idet visheden om, at man ses igen, giver tryghed mens man er fra hinanden.

Hanoi, Vietnam. Byen udvikler sig foran øjnene på os. Dag for dag ændrer bybilledet sig, og den moderne tid gør sit indtog. Det er spændende at være her nu, hvor Vietnam i lyntempo omstiller sig fra et land med en lukket økonomi til en åben med alt, hvad der følger med. Der er stadig et utal af mennesker, der lever på smertegrænsen til fattigdom eller måske endda under.

Mennesker som jeg møder på mine gåture i Hanoi, gør ondt at se på, fordi de er så afhængige af den ene dollar om dagen, de tjener ved at hulte sig rundt i gaderne og sælge deres tjenester eller varer. Jeg tænkte over det forleden, mens vi irriterede sagde nej til den ene xe om chauffør efter den anden, gjorde lidt grin med cyclo-kørernes: ”Madame, where you go?”, ”Ecuuuse me, cyclo?”. Det er deres eksistens grundlag, men jeg anser dem af og til for en pestilens og en invadering i min privatsfære, idet de ikke viger for at stille sig op lige foran mig og tilbyde deres kørsel. Jeg må tage mig selv i ikke at have ondt af dem for deres utaknemmelig job og omvendt forsøge ikke at blive irriteret pga. deres pågående salgsmetoder. Vil de være her om 5 år? Eller er det kun for turisterne, som cycloerne næsten allerede er blevet?

Den lille mand, der sidder i vores kryds og pumper cykler og hæver og sænker sadler, hvad skal han leve af, når ingen cykler mere? Han er så flink, og nikker altid hej, når vi haster over krydset for ikke at blive kørt ned. I går sad han der stadig kl. 21. Måske han ikke havde tjent nok til dagen og vejen?

Man kan ikke bekymre sig om alle de skæbner, der skraber sig gennem tilværelsen (om end med stolthed). Engang i mellem gør det at bo i et u-land, som Vietnam trods alt stadig er, at man bliver hård i flinten. Min købekraft her har tilladt mig at spise chokolade buffet på Sofitel Metropole, Brunch på Sheraton, bestille to retter mad, hvis jeg ville og shoppe som en gal. Jeg har følt mig heldig, privilegeret og haft dårlig samvittighed på samme tid. Men for at (over)leve mere eller mindre omgivet af fattigdom, må man lukke konfrontationerne med andres realiteter ude fra tid til anden. Det kan ikke nytte noget at lade den dårlige samvittighed over ens købekraft overtage og ødelægge enhver oplevelse, som koster penge.

Men det er en balancegang. Jeg har mødt eksempler på mennesker, som i mine øjne har haft svært ved at håndtere den pludselige kraftigt øgede købekraft, både hvad angår materielle goder samt den billige arbejdskraft. Penge er et middel blandt mange til at opnå, hvad du ønsker. Men hvis man behandler mennesker som materielle goder, går glansen for mig af sedlerne. Penge er ikke værdighed eller respekt, tværtimod befordrer omgang med mange penge efter vietnamesisk standard uden respekt en ny-kolonistisk levestil, som er til at få dårlig smag i munden over.

Jeg satser på en dag at vende tilbage til Vietnam. Jeg vil gerne se, hvordan de håndterer udviklingen. Om de formår at bevare det gamle Vietnam i den nye verden.

Vil globalisering udradere tradition og vietnamesiske værdier til fordel for amerikanske kæder og vestlig levestil? Vil de rydde hele gader med små huse for at få plads til nye brede veje, når bilerne tager over? Vil det gamle kvarter med al dens lebel fremstå som en kulisse på linje med de Gamle by i Århus? Vil livet på gaden, som jeg elsker Vietnam for, trække ind bag murene, når man får råd til at bo i lejligheder med stue?

Vil samfundet blive skævvredent, eller vil regeringen formå at trække bunden med op i det økonomiske opsving? Vil man løsne grebet om ytringsfrihed, demokratitanker, religiøse tilhørsforhold? Vil de ødelægge Halong Bay med masseturismens indtog (eller det er måske sket?)

Gad vide, om jeg kan genkende Vietnam, når jeg engang vender tilbage?

Jeg har mange historier, tanker og diskussioner om udvikling, handel, Vietnam, globalisering og livet som expat, som jeg ikke når at nedfælde her. Måske det egentlig er okay. Jeg har delt så meget af min Vietnam oplevelse med jer, som jeg har formået, og jeg håber, I har syntes om det. Tak til trofaste læsere samt flygtige bekendtskaber. Pas på jer selv i den verden, der af og til er uendeligt stor - af og til forbavsende lille, så vil jeg forsøge at gøre det samme.