2007

Aske og jeg nåede lige at komme tilbage til Hanoi til nytårsaften. Natascha og Troels gamle højskole var på rundtur med et nyt hold elever, som Natascha er hjælpelærer for, mens de er i Vietnam. Så vi spiste nytårsmiddag sammen med de godt 15-20 17-21-årige piger + 3 drenge i et lejet lokale på en af byens barer. Nytåret blev på behørig vis sunget ind; vi kunne ikke huske teksten til ”Hver velkommen Herrens år”, champagnen var rød og cigaren af chokolade, men det betød ikke så meget. Nogle danske backpackere stødte til, og det viste sig, at to kernejyske drenge havde gået på Ollerup med nogle fra min gamle efterskole; verden er nu lille.

Der var gang i tøsepigebørnene på alle tænkelige måder, og selv om jeg morede mig, følte jeg mig nu alligevel en kende gammel. 20 år gammel og på sabbat år var jeg selv på Kos og arbejde på en bar en sommer, og pigernes frimodige omgang fik mig til at tænke på min gamle arbejdsplads på den græske ferieø. Det er nok aldrig fedt at føle sig gammel og lidt afsat, men på den anden side er det nu meget fedt at have truffet alle de store valg såsom studiested og by, som højskoleeleverne nu står overfor. Det skal indrømmes, at jeg formentlig ikke gjorde mig disse tanker på selve nytårsaften, men at det nok nærmere er refleksion over aftenens hændelser, der munder ud i den slags små filosofisk stads.

Nytårsaften blev også aftenen, hvor jeg foretog mit første opkald til DK via mobil til 26 kr i minuttet. Min ældste barndomsveninde er blevet forlovet og som følge af rød russisk champagne rus, tænkte jeg, at jeg måtte ønske tillykke! Jeg blev tysset på flere gange (jeg må åbenbart have talt ret højt), i hvert fald var moto-passeren udenfor baren bange for, at min højrystede stemme ville tilkalde politiets opmærksomhed, så det blev et relativt kort opkald. Nu vi er ved lykkelige begivenheder, så er en af mine Dublin-veninder også blevet forlovet over julen, så jeg skal til polterabend i Irland næste forår og bryllup i Finland i juli 2008! Godt jeg har fået syet et par fine kjoler herude ; )

Anyways – et forsinket godt nytår til jer alle!

Saigon

For at komme til Phu Quoc skal man over Saigon, så jeg tænkte, jeg lige så godt kunne lave et lille stop over på vej tilbage til Hanoi. På mange måder er Saigon mere udviklet end Hanoi, idet det finansielle centrum ligger her. Jeg valgte at bo i backpacker kvarteret – mest af økonomiske årsager. Da jeg kom frem til hotellet, var der det sædvanlige bøvl med, at de ikke liiige havde mit værelse klar endnu, så jeg måtte forstå bla bla bla. Efter snart et halvt år i Asien, er jeg udmærket godt klar over, at kundeservice er noget, man betaler sig til, ikke en selvfølgelig. Nogle gange kan de små gnidninger være charmerende, og man trækker på smilebåndet og tænker, at det hele nok løser sig. Andre gange tæller man til 10 (eller 100) indeni for ikke at eksplodere. ”Sorry” er bare ikke altid nok til at kompensere for, at man ikke får, hvad man har bestilt og betalt for.

Jeg ville ønske, jeg var tilpas laissez-faire til altid at smile være afslappet, men denne lørdag morgen i Saigon havde jeg mest lyst til at råbe og skrige af manden i receptionen. Mit blodsukker var lavt, da jeg ikke havde fået morgenmad, og klokken nærmede sig frokost tid. Han foreslog, jeg fik et andet værelse uden aircon, men med større seng. Mit toneleje steg en anelse, mens jeg prøvede at forklare ham, at en større seng ikke opvejede manglende aircon. ”Sorry, Sorry, but you have to understand”, startede han sætningen med. Så knækkede filmen for mig, og jeg forklarede ham venligt men bestemt, at jeg som kunde ikke skulle forstå noget som helst. Kunden har altid ret, og han måtte finde en bedre løsning. Det endte med, han fandt mig et andet værelse på et nærliggende hotel – på 5. sal uden elevator vel og mærket! Prisen var det samme, men morgenmad var ikke inkluderet, men da orkede jeg ikke at diskutere mere.

Heldigvis lå der en dejlig kaffebar lige overfor mit nye hotel, den var i bedste starbucks stil, og jeg tænkte, jeg fortjente en fed bacon-cheeseburger med pommes til morgenmad. Kunne dog ikke helt komme udenom, at jeg trods alt er i Sydøstasien, så i stedet for cola, bestilte jeg frisk frugt juice.



Da jeg har været i Saigon før, og har set turist sights både i og omkring Saigon, tullede jeg bare rundt i de små gader og tog en masse billeder af folk. Som by synes jeg ikke, Saigon er så hyggelig som Hanoi, til gengæld er der mere sydlandsk stemning over Saigon, og jeg elsker de små gadesælgere, der sælger frisk frugt og kokos juice. Jeg kan ikke blende ind på samme måde som i Hanoi, da folk her er mørkere i huden. Desuden er det to helt forskellige accenter, så hvad end jeg kan på ”nordvietnameisk” går sig ikke godt i Saigon. Dels fordi nogle ord er forskellige, dels fordi der som i så mange andre lande med to store byer er en fejde mellem de to byer om hvilken, der er ”bedst”. Det er naturligvis en helt igennem subjektiv bedømmelse, hvor fejden aldrig kan vindes eller tabes. Dog tror jeg, at mit asiatiske udseende og mit gebrokne vietnamesisk nogle gange har hjulpet mig til at gå mere ubemærket rundt, når jeg har taget billeder.

Phu Quoc - Vietnams paradis

Første juledag efter tre timers søvn smuttede jeg fra oprydningen og tog flyet over Saigon til Phu Quoc. Phu Quoc er Vietnams største ø og ligger nede ved Cambodia. 30 minutter efter jeg var checket ind i min lille bungalow på Coco Beach lå jeg fladet ud på den hvide sandstrand og gloede ud over det tyrkisblå vand, mens det eneste bemærkelsværdige baggrundsstøj var lyden fra vinden i palmerne. Oh Paradis!

På 3. dagen lejede Aske og jeg en moto og kørte sydpå. Hele turen ned til øens spids foregik af røde grusveje med uendelig mange sten og huller i. Udsigten på højre hånd; blåt hav, palmer og hvid sandstrand kompenserede dog tilnærmelsesvis for det. Mere eller mindre ved et tilfælde endte vi på øens efter sigende flotteste strand. Den var i sandhed flot, men turister blev kørt dertil i minibus (okay måske én minibus, og det drejede sig om 8 mennesker), men det var tydeligt at status som øens flotteste strand havde tiltrukket en del turister, så der lå plastik rundt omkring. Der var kun en lille restaurant på stranden, og jeg fik helt fantastiske kæmperejer i tamarind sauce med ris… mmmm

Dagen efter var vi på bådtur – Aske og hans forældre skulle dykke, men med mine klaustrofobiske tendenser og angst for at møde moræner (selv om der er jo ikke er nogen), skulle jeg ikke nyde noget af det og valgte i stedet at snorkle. Vi stoppede to forskellige steder, og selv om det selvfølgelig var flot og sjovt at se fisk i mange farver, så var det slet ikke så imponerende som steder, hvor jeg har snorklet i Thailand.

Den efterfølgende dag lejede vi igen en moto. Aske havde været ret utilfreds med 3.dagens moto tilstand og bad om en Honda Wave Alpha, som er den model, han og x-antal millioner andre kører på i Hanoi. Det resulterede i et større cirkus, hvor den ene moto-udlejer efter den næste troppede op med cykler, der i hvert fald ikke var den rigtige model. Én var endda gået så langt, at han forsøgte at sætte et klistermærke over Yamaha mærket. Mens seancen udspillede sig, snakkede jeg med den ellers meget søde receptionist. Han kunne ikke forstå, at Aske hellere ville have en Honda Wave Alpha, når de modeller, han blev tilbudt nu kostede 10.000.000 VND (ca 3700kr) mere end Hondaen. Jeg prøvede at forklare ham, at købsprisen var rimelig irrelevant, når nu bremserne stort set ikke virkede, men det syntes han ikke at kunne forstå. For ham var prestige ved at køre en dyr model langt vigtigere end sikkerheden!
Det endte med at Aske opgav, og ved et tilfælde mødte han en mand på en Honda Wave Alpha, som han fik lov at leje for 100.000 VND.

Selv om vi nu var udstyret med et kort, havde vi alligevel ikke sindssygt meget styr på, hvor vi kørte, og faktisk tog det os 45 minutter at komme ind til hovedbyen og ud af den igen, fordi vi blev ved med at ramme veje, hvor vi ikke kunne komme i den retning, som vi gerne ville. På bedste vietnamesisk stil pegede folk i forskellige retninger, hver gang vi spurgte om vej.
Vi endte på en strand nord for hovedbyen. Til dansker julefrokosten ugen før, havde vi mødt en dansker, som bestyrede et resort på Phu Quoc, og det lå sjovt nok på den strand. Stranden var super lækker og på ingen måde turistet. Da vi kom tilbage inviterede Askes forældre os ud at spise på øens fineste sted, og så fik vi ellers østers, mens vi sad med fødderne begravet i sandet!

Phu Quoc var helt fantastisk. Hver morgen fik jeg pandekager med mango og banan til morgenmad på stranden, skyllet ned med en ananas-shake, men de lokale fiskere gjorde klar til at høste dagens første fangst. Jeg drak kokosjuice af nyligt nedfaldne kokosnødder og spiste rejer i alle afskygninger. Vandet var 30 grader, og når vi tog den sidste aften dukkert efter solnedgang, var vandet varmere end luften. Bungalowen lå så tæt på vandet, at jeg faldt i søvn til bølgerne brusen, og det første syn, der mødte mig om morgnen var palmer. Gid jeg havde sådan en juleferie hvert år!

Der var overraskende mange turister på øen, og vi mødte ikke mindre end 4 danske familier på ferie. Der er dog begrænset kapacitet, både hvad angår fly/båd til og fra øen og hotel/bungalows, så stedet er endnu ikke overrendt. 70% af øen er stadig skov, der er kun asfalt veje inde i byen og på den ene side af øen, nogle dage havde vi ikke strøm før efter kl. 18 og bungalows på vores ressort havde ikke varmt vand. Primitivt kan det dog næppe beskrives som, men masse turismen har heller ikke indfundet sig helt endnu. Det er dog planlagt at lufthavnen snart skal udvides, og der bygges mange steder. Man kan kun håbe, at de sørger for, at rydde op på strandene, så de fremstår hvide og lækre og ikke fyldt med plastik og coladåser.

Hvis I vil se Vietnams største ø, før det ender i turisthelvede, er det med andre ord nu, man skal tage af sted!

Se flere billeder her

Kuala Lumpur

Takket være Air Asia har selv en fattig studerende (næsten) råd til at tage på forlænget weekend i et andet land. Air Asia er et af Sydøstasiens bud på Ryanair og har base i Kuala Lumpur. Hanoi-Kuala Lumpur ruten åbnede i oktober, og da jeg syntes, det kunne være spændende at besøge en multi-etnisk asiatisk storby, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne benytte mig af kun et være 3½ time væk i fly.
Med argumentet at der sikkert går mange år, før jeg igen får muligheden i tasken, drog jeg forrige weekend sydøst om til KL.


Jeg fik krydset mig turist-sightseeing liste af, men blev også klar over, hvor træt jeg er af at fare fra et sightseeing spot til det næste. Det er et luksus-problem skabt af min intensive rejsen de sidste 6 mdr, men ikke desto mindre trængte jeg til en slapper allerede efter en dags faren rundt i moderne KL.

Udsigt fra Twin Towers på 41. etage

Lørdag aften mødtes jeg med Dea, som var i sidste weekend af sit udvekslingsophold i Malaysia. Dea og venner tog mig med på homo-bar, hvilket må siges at være en ekstrem oplevelse på mange måder. Dels fordi det var en super tjekket klub, dels gik folk helt amok og dansede på podier, dels fordi Malaysia er overvejende muslimsk og man kan få pisk for at være homo! Men en sjov aften og en god påminder om, hvor billigt det er at drikke i Hanoi i forhold til (stort set) resten af verden. Det gjorde lidt ondt i pengepungen...

Monorail i by-billedet

Søndag slappede jeg bare af og daskede rundt og plejede tømmermændene. Og så fik jeg powershoppet! Og nej, det var hverken tøj, sko eller tasker... Men bøger! Malaysia er tidligere britisk koloni, og deres bogbutikker bugnede af lækre engelsk sprogede bøger. Faktisk var en af bogbutikkerne udstyret med en helt statskundskabsafdeling, og så gik der nørd i den, og jeg fik købt en del af de "store værker", som jeg altid har tænkt, jeg burde læse : )

Hawker stall - mere avanceret gadekøkken end i VN

Om aftnen tog KL-praktikanterne mig med på fancy bar uden åben himmel med udsigt til KL tower. Ugen foriden var de + 2 andre danskere i Hanoi, så der var det vores tur til at være værter. Nu bliver det lidt indviklet; det var faktisk, da jeg var på besøg i praktikant-lejligheden i Beijing, jeg fik idéen til at kontakte KL-praktikanterne, da en af KL-praktikanterne også havde været på besøg i Beijing - og så viste det sig, at de skulle til Hanoi - og jeg til KL : ) Næsten et helt lille praktikant netværk herude i det store Asien, hvor afstandene egentlig er ret så store.

Mandag skulle jeg tilbage til Vietnam. Jeg har vænnet mig til udviklingniveauet i Vietnam, fattigdommen på gaden, de nye butikker, der skyder op, trafikkaos hver dag og relativt få, der taler engelsk. Det kan være helt omvendt kulturchok at komme hjem, efter en tur udenlands - det bliver mærkeligt at kommet tilbage til Europa om ikke så længe!

Lufthavnen ligger 101 km fra KL by - det tog ca. en time i taxa. Lufthavnen her i Hanoi ligger ca. 45 km fra byen - det tager ca. en time i taxa! Det siger lidt om infrastrukturen.

Byen med 9 millioner cykler

Efter Hong Kong eventyret tog jeg til Beijing. Ifølge Katie Melua er der 9 millioner cykler i byen - jeg ved nu ikke helt, om det passer, men cykler, det var der i hvert fald.




Flere billeder her

Hong Kong eventyr og visum problemer

For at spare 1200 kr pr. billet fløj vi ikke direkte til Hong Kong, men til Guangzhou 3 timers kørsel derfra. Det gik som sådan fint nok - vi havde en del besvær med at finde ud af, hvilken bus vi skulle med for at komme ind til togstationen, men det lykkedes at finde en kineser, der syntes at forstå, hvor vi ville hen. Vi satte os ind og blev noget paffe over byens størrelse - vi kørte og kørte og kørte. Guangzhou ligger i en af de økonomiske special zoner, (SEZ), hvor man har givet industrien fordelagtige betingelser - resultatet er en super moderne by med 10 millioner indbyggere!
Bussen satte os af - og så stod vi dér. I en by med godt to gange Danmarks befolkning. Og sjovt nok ikke ved nogen togstation....

Vi spurgte resolut den første og den bedste kineser - som var super sød og prajede os en ikke snydende taxa. Vi satte vores lid til, at hun forstod, hvor vi ville hen, og ganske rigtigt ankom vi til en togstation.
Så langt så godt - da vi så skulle boarde toget, gik vi gennem immigration. Katrine og jeg kiggede på hinanden, da vi kom ud på den anden side - og kiggede på vores pas. Vi havde kun en gang entry til Kina, og nu var lige rejst ud?! Vi skulle jo ligesom også hjem igen?! Så Kina ville ikke have os ind igen - og Hong Kong ville kun have os et par uger (hvis det endelig skulle være)...
Under hele togturen til Hong Kong så vi overskrifterne rulle:

"4 danske ambassade trainees fanget mellem Hong Kong og Kina"

" Dumme danske praktikanter skaber politisk twist - sidder fast immigrationen i landet med to systemer"

"Kold luft mellem Danmark og Kina - 4 ambassade ansatte skaber visum ravage"

Jo, det var en hyggelig tre timers togtur. Jeg må indrømme, jeg ikke havde skænket det en tanke at "et land, to systemer"-modellen (hvorpå Hong Kong tilhører Kina) betød, at de havde selvstændigt immigrationssystem. Jeg, som plejer at læse ALT, inden jeg tager til et nyt sted og som egentlig elsker at researche nye destinationer var blevet doven og havde kun printet et par sider ud fra nettet til at læse under rejsen. Dumt, meget dumt, for der stod der selvfølgelig også, at HK har selvstændigt immigrations system!
Det mest åndsvage er, at vi bare kunne have søgt om multi-entry, da vi søgte visum ved den kinesiske ambassade i Hanoi. Men det var selvfølgelig alt for sent, og den blå kuglepensstreg over visummet markerede ikke alene at visummet var brugt, men også vores totale dumhed og uvidenhed!

Da vi ankom til Kowloon station i Hong Kong viste det sig dog, at det var meget let at få visum til Kina (meget lettere end da vi skulle have det i Hanoi). De skulle bare have vores pas, en god bunke penge, og så ville vi have et nyt visum 2 arbejdsdage senere. Fab, just fab.

Yderst lettede og en del fattigere checkede vi ind på vores slum hostel, som dog var rent og pænt. Vi gik en tur ned til havnen, hvor udsigten til Hong Kong island fuldstændig slog benene væk under os alle 4.


Dagen efter på vej ned fra Victoria Peak, udsigtspunkt på Hong Kong island, mødte vi en amerikansk diplomat, som tilbød at tage os med ud på hans lille sejlbåd på sydsiden af øen. Vi prajede en taxa og kørte de godt 30 minutter over på den anden side af øen. Det var super fedt at se en anden side af Hong Kong, som er langt mindre udviklet, meget mere hyggelig og provins agtig. Selv om bølgerne fra tid til anden blev lige høje nok (vi var trods alt ude på åbent hav), var det en sindssyg oplevelse at sejle rundt i en lille båd i det Sydkinesiske hav med udsigt til de omkringliggende øer, mens solen gik ned. Det oplever man ikke hver dag.


Ud over Victoria Peak var vi HK cultural center og se moderne dans, på havnerundfart, ude at shoppe, i botanisk have, på et lukket Stanley Marked - og ellers gik tiden bare med at nyde den fede stemning. Forresten kan man shoppe til klokken 2 om natten i nogle centre - det er virkelig en by efter min smag ; )

Ja, ja jeg ved det godt

Jeg har været sløv - bloggen har stået stille alt alt for længe.
Men, der er nu en meget god forklaring, og I kære læsere er nogen af de første i verden , som hører denne nyhed:

I'm in loooove!

Ja, det måtte jo ske på et eller andet tidspunkt. Der er nu gået et par uger siden denne helt fantastiske følelse indtog min verden. Jeg havde det egentlig lidt på fornemmelsen, det ville ske. Allerede for et par måneder siden begyndte fascinationen at indfinde sig, og langsomt men sikkert havde jeg bygget forventninger op til stævnemødet. Og jeg blev heldigvis ikke skuffet! Jeg mødte ham for første gang i egen høje person d.11 november og desværre blev det kun til tre alt for korte dage i hans selv sublime selskab. Jeg håber, at jeg snarest kan vende tilbage, måske for en længere periode. Jeg er sikker på, det her er mere end en ferieflirt.

Vild, tæmmet, moderne og konservativ på samme tid, det er næsten ikke til at forstå et en kan rumme så meget på een gang. Fuld af liv, oplevelser og historie - Helt fantastisk! Desværre må det blive et langdistance forhold, jeg ved ikke engang, hvornår jeg kan vende tilbage for at se ham. Han bor langt væk, 2 timers fly fra Hanoi. Det er så trist, så trist.

Kan I gætte, hvem det er? Nej, hvordan skulle I dog også kunne det. Jeg tror faktisk ikke, de fleste af jer (jeg kender), har mødt ham. Men jeg håber en dag at kunne introducere ham for jer, og at I bliver lige så betagede som jeg er. Men dem af jer, der kender mig godt, vil vide, at han er lige min type : )

Han hedder Hong Kong og er en x-britisk koloni, som nu tilhører Kina
; ) I'm in love....
Se billeder her

Ferie billeder

Min familie har lige været på besøg, og vi tilbragte 5 dage af vores ferie i Thailand. Læs evt. mere på min engelske blog og se billeder her