Saigon

For at komme til Phu Quoc skal man over Saigon, så jeg tænkte, jeg lige så godt kunne lave et lille stop over på vej tilbage til Hanoi. På mange måder er Saigon mere udviklet end Hanoi, idet det finansielle centrum ligger her. Jeg valgte at bo i backpacker kvarteret – mest af økonomiske årsager. Da jeg kom frem til hotellet, var der det sædvanlige bøvl med, at de ikke liiige havde mit værelse klar endnu, så jeg måtte forstå bla bla bla. Efter snart et halvt år i Asien, er jeg udmærket godt klar over, at kundeservice er noget, man betaler sig til, ikke en selvfølgelig. Nogle gange kan de små gnidninger være charmerende, og man trækker på smilebåndet og tænker, at det hele nok løser sig. Andre gange tæller man til 10 (eller 100) indeni for ikke at eksplodere. ”Sorry” er bare ikke altid nok til at kompensere for, at man ikke får, hvad man har bestilt og betalt for.

Jeg ville ønske, jeg var tilpas laissez-faire til altid at smile være afslappet, men denne lørdag morgen i Saigon havde jeg mest lyst til at råbe og skrige af manden i receptionen. Mit blodsukker var lavt, da jeg ikke havde fået morgenmad, og klokken nærmede sig frokost tid. Han foreslog, jeg fik et andet værelse uden aircon, men med større seng. Mit toneleje steg en anelse, mens jeg prøvede at forklare ham, at en større seng ikke opvejede manglende aircon. ”Sorry, Sorry, but you have to understand”, startede han sætningen med. Så knækkede filmen for mig, og jeg forklarede ham venligt men bestemt, at jeg som kunde ikke skulle forstå noget som helst. Kunden har altid ret, og han måtte finde en bedre løsning. Det endte med, han fandt mig et andet værelse på et nærliggende hotel – på 5. sal uden elevator vel og mærket! Prisen var det samme, men morgenmad var ikke inkluderet, men da orkede jeg ikke at diskutere mere.

Heldigvis lå der en dejlig kaffebar lige overfor mit nye hotel, den var i bedste starbucks stil, og jeg tænkte, jeg fortjente en fed bacon-cheeseburger med pommes til morgenmad. Kunne dog ikke helt komme udenom, at jeg trods alt er i Sydøstasien, så i stedet for cola, bestilte jeg frisk frugt juice.



Da jeg har været i Saigon før, og har set turist sights både i og omkring Saigon, tullede jeg bare rundt i de små gader og tog en masse billeder af folk. Som by synes jeg ikke, Saigon er så hyggelig som Hanoi, til gengæld er der mere sydlandsk stemning over Saigon, og jeg elsker de små gadesælgere, der sælger frisk frugt og kokos juice. Jeg kan ikke blende ind på samme måde som i Hanoi, da folk her er mørkere i huden. Desuden er det to helt forskellige accenter, så hvad end jeg kan på ”nordvietnameisk” går sig ikke godt i Saigon. Dels fordi nogle ord er forskellige, dels fordi der som i så mange andre lande med to store byer er en fejde mellem de to byer om hvilken, der er ”bedst”. Det er naturligvis en helt igennem subjektiv bedømmelse, hvor fejden aldrig kan vindes eller tabes. Dog tror jeg, at mit asiatiske udseende og mit gebrokne vietnamesisk nogle gange har hjulpet mig til at gå mere ubemærket rundt, når jeg har taget billeder.

Phu Quoc - Vietnams paradis

Første juledag efter tre timers søvn smuttede jeg fra oprydningen og tog flyet over Saigon til Phu Quoc. Phu Quoc er Vietnams største ø og ligger nede ved Cambodia. 30 minutter efter jeg var checket ind i min lille bungalow på Coco Beach lå jeg fladet ud på den hvide sandstrand og gloede ud over det tyrkisblå vand, mens det eneste bemærkelsværdige baggrundsstøj var lyden fra vinden i palmerne. Oh Paradis!

På 3. dagen lejede Aske og jeg en moto og kørte sydpå. Hele turen ned til øens spids foregik af røde grusveje med uendelig mange sten og huller i. Udsigten på højre hånd; blåt hav, palmer og hvid sandstrand kompenserede dog tilnærmelsesvis for det. Mere eller mindre ved et tilfælde endte vi på øens efter sigende flotteste strand. Den var i sandhed flot, men turister blev kørt dertil i minibus (okay måske én minibus, og det drejede sig om 8 mennesker), men det var tydeligt at status som øens flotteste strand havde tiltrukket en del turister, så der lå plastik rundt omkring. Der var kun en lille restaurant på stranden, og jeg fik helt fantastiske kæmperejer i tamarind sauce med ris… mmmm

Dagen efter var vi på bådtur – Aske og hans forældre skulle dykke, men med mine klaustrofobiske tendenser og angst for at møde moræner (selv om der er jo ikke er nogen), skulle jeg ikke nyde noget af det og valgte i stedet at snorkle. Vi stoppede to forskellige steder, og selv om det selvfølgelig var flot og sjovt at se fisk i mange farver, så var det slet ikke så imponerende som steder, hvor jeg har snorklet i Thailand.

Den efterfølgende dag lejede vi igen en moto. Aske havde været ret utilfreds med 3.dagens moto tilstand og bad om en Honda Wave Alpha, som er den model, han og x-antal millioner andre kører på i Hanoi. Det resulterede i et større cirkus, hvor den ene moto-udlejer efter den næste troppede op med cykler, der i hvert fald ikke var den rigtige model. Én var endda gået så langt, at han forsøgte at sætte et klistermærke over Yamaha mærket. Mens seancen udspillede sig, snakkede jeg med den ellers meget søde receptionist. Han kunne ikke forstå, at Aske hellere ville have en Honda Wave Alpha, når de modeller, han blev tilbudt nu kostede 10.000.000 VND (ca 3700kr) mere end Hondaen. Jeg prøvede at forklare ham, at købsprisen var rimelig irrelevant, når nu bremserne stort set ikke virkede, men det syntes han ikke at kunne forstå. For ham var prestige ved at køre en dyr model langt vigtigere end sikkerheden!
Det endte med at Aske opgav, og ved et tilfælde mødte han en mand på en Honda Wave Alpha, som han fik lov at leje for 100.000 VND.

Selv om vi nu var udstyret med et kort, havde vi alligevel ikke sindssygt meget styr på, hvor vi kørte, og faktisk tog det os 45 minutter at komme ind til hovedbyen og ud af den igen, fordi vi blev ved med at ramme veje, hvor vi ikke kunne komme i den retning, som vi gerne ville. På bedste vietnamesisk stil pegede folk i forskellige retninger, hver gang vi spurgte om vej.
Vi endte på en strand nord for hovedbyen. Til dansker julefrokosten ugen før, havde vi mødt en dansker, som bestyrede et resort på Phu Quoc, og det lå sjovt nok på den strand. Stranden var super lækker og på ingen måde turistet. Da vi kom tilbage inviterede Askes forældre os ud at spise på øens fineste sted, og så fik vi ellers østers, mens vi sad med fødderne begravet i sandet!

Phu Quoc var helt fantastisk. Hver morgen fik jeg pandekager med mango og banan til morgenmad på stranden, skyllet ned med en ananas-shake, men de lokale fiskere gjorde klar til at høste dagens første fangst. Jeg drak kokosjuice af nyligt nedfaldne kokosnødder og spiste rejer i alle afskygninger. Vandet var 30 grader, og når vi tog den sidste aften dukkert efter solnedgang, var vandet varmere end luften. Bungalowen lå så tæt på vandet, at jeg faldt i søvn til bølgerne brusen, og det første syn, der mødte mig om morgnen var palmer. Gid jeg havde sådan en juleferie hvert år!

Der var overraskende mange turister på øen, og vi mødte ikke mindre end 4 danske familier på ferie. Der er dog begrænset kapacitet, både hvad angår fly/båd til og fra øen og hotel/bungalows, så stedet er endnu ikke overrendt. 70% af øen er stadig skov, der er kun asfalt veje inde i byen og på den ene side af øen, nogle dage havde vi ikke strøm før efter kl. 18 og bungalows på vores ressort havde ikke varmt vand. Primitivt kan det dog næppe beskrives som, men masse turismen har heller ikke indfundet sig helt endnu. Det er dog planlagt at lufthavnen snart skal udvides, og der bygges mange steder. Man kan kun håbe, at de sørger for, at rydde op på strandene, så de fremstår hvide og lækre og ikke fyldt med plastik og coladåser.

Hvis I vil se Vietnams største ø, før det ender i turisthelvede, er det med andre ord nu, man skal tage af sted!

Se flere billeder her

Kuala Lumpur

Takket være Air Asia har selv en fattig studerende (næsten) råd til at tage på forlænget weekend i et andet land. Air Asia er et af Sydøstasiens bud på Ryanair og har base i Kuala Lumpur. Hanoi-Kuala Lumpur ruten åbnede i oktober, og da jeg syntes, det kunne være spændende at besøge en multi-etnisk asiatisk storby, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne benytte mig af kun et være 3½ time væk i fly.
Med argumentet at der sikkert går mange år, før jeg igen får muligheden i tasken, drog jeg forrige weekend sydøst om til KL.


Jeg fik krydset mig turist-sightseeing liste af, men blev også klar over, hvor træt jeg er af at fare fra et sightseeing spot til det næste. Det er et luksus-problem skabt af min intensive rejsen de sidste 6 mdr, men ikke desto mindre trængte jeg til en slapper allerede efter en dags faren rundt i moderne KL.

Udsigt fra Twin Towers på 41. etage

Lørdag aften mødtes jeg med Dea, som var i sidste weekend af sit udvekslingsophold i Malaysia. Dea og venner tog mig med på homo-bar, hvilket må siges at være en ekstrem oplevelse på mange måder. Dels fordi det var en super tjekket klub, dels gik folk helt amok og dansede på podier, dels fordi Malaysia er overvejende muslimsk og man kan få pisk for at være homo! Men en sjov aften og en god påminder om, hvor billigt det er at drikke i Hanoi i forhold til (stort set) resten af verden. Det gjorde lidt ondt i pengepungen...

Monorail i by-billedet

Søndag slappede jeg bare af og daskede rundt og plejede tømmermændene. Og så fik jeg powershoppet! Og nej, det var hverken tøj, sko eller tasker... Men bøger! Malaysia er tidligere britisk koloni, og deres bogbutikker bugnede af lækre engelsk sprogede bøger. Faktisk var en af bogbutikkerne udstyret med en helt statskundskabsafdeling, og så gik der nørd i den, og jeg fik købt en del af de "store værker", som jeg altid har tænkt, jeg burde læse : )

Hawker stall - mere avanceret gadekøkken end i VN

Om aftnen tog KL-praktikanterne mig med på fancy bar uden åben himmel med udsigt til KL tower. Ugen foriden var de + 2 andre danskere i Hanoi, så der var det vores tur til at være værter. Nu bliver det lidt indviklet; det var faktisk, da jeg var på besøg i praktikant-lejligheden i Beijing, jeg fik idéen til at kontakte KL-praktikanterne, da en af KL-praktikanterne også havde været på besøg i Beijing - og så viste det sig, at de skulle til Hanoi - og jeg til KL : ) Næsten et helt lille praktikant netværk herude i det store Asien, hvor afstandene egentlig er ret så store.

Mandag skulle jeg tilbage til Vietnam. Jeg har vænnet mig til udviklingniveauet i Vietnam, fattigdommen på gaden, de nye butikker, der skyder op, trafikkaos hver dag og relativt få, der taler engelsk. Det kan være helt omvendt kulturchok at komme hjem, efter en tur udenlands - det bliver mærkeligt at kommet tilbage til Europa om ikke så længe!

Lufthavnen ligger 101 km fra KL by - det tog ca. en time i taxa. Lufthavnen her i Hanoi ligger ca. 45 km fra byen - det tager ca. en time i taxa! Det siger lidt om infrastrukturen.

Byen med 9 millioner cykler

Efter Hong Kong eventyret tog jeg til Beijing. Ifølge Katie Melua er der 9 millioner cykler i byen - jeg ved nu ikke helt, om det passer, men cykler, det var der i hvert fald.




Flere billeder her

Hong Kong eventyr og visum problemer

For at spare 1200 kr pr. billet fløj vi ikke direkte til Hong Kong, men til Guangzhou 3 timers kørsel derfra. Det gik som sådan fint nok - vi havde en del besvær med at finde ud af, hvilken bus vi skulle med for at komme ind til togstationen, men det lykkedes at finde en kineser, der syntes at forstå, hvor vi ville hen. Vi satte os ind og blev noget paffe over byens størrelse - vi kørte og kørte og kørte. Guangzhou ligger i en af de økonomiske special zoner, (SEZ), hvor man har givet industrien fordelagtige betingelser - resultatet er en super moderne by med 10 millioner indbyggere!
Bussen satte os af - og så stod vi dér. I en by med godt to gange Danmarks befolkning. Og sjovt nok ikke ved nogen togstation....

Vi spurgte resolut den første og den bedste kineser - som var super sød og prajede os en ikke snydende taxa. Vi satte vores lid til, at hun forstod, hvor vi ville hen, og ganske rigtigt ankom vi til en togstation.
Så langt så godt - da vi så skulle boarde toget, gik vi gennem immigration. Katrine og jeg kiggede på hinanden, da vi kom ud på den anden side - og kiggede på vores pas. Vi havde kun en gang entry til Kina, og nu var lige rejst ud?! Vi skulle jo ligesom også hjem igen?! Så Kina ville ikke have os ind igen - og Hong Kong ville kun have os et par uger (hvis det endelig skulle være)...
Under hele togturen til Hong Kong så vi overskrifterne rulle:

"4 danske ambassade trainees fanget mellem Hong Kong og Kina"

" Dumme danske praktikanter skaber politisk twist - sidder fast immigrationen i landet med to systemer"

"Kold luft mellem Danmark og Kina - 4 ambassade ansatte skaber visum ravage"

Jo, det var en hyggelig tre timers togtur. Jeg må indrømme, jeg ikke havde skænket det en tanke at "et land, to systemer"-modellen (hvorpå Hong Kong tilhører Kina) betød, at de havde selvstændigt immigrationssystem. Jeg, som plejer at læse ALT, inden jeg tager til et nyt sted og som egentlig elsker at researche nye destinationer var blevet doven og havde kun printet et par sider ud fra nettet til at læse under rejsen. Dumt, meget dumt, for der stod der selvfølgelig også, at HK har selvstændigt immigrations system!
Det mest åndsvage er, at vi bare kunne have søgt om multi-entry, da vi søgte visum ved den kinesiske ambassade i Hanoi. Men det var selvfølgelig alt for sent, og den blå kuglepensstreg over visummet markerede ikke alene at visummet var brugt, men også vores totale dumhed og uvidenhed!

Da vi ankom til Kowloon station i Hong Kong viste det sig dog, at det var meget let at få visum til Kina (meget lettere end da vi skulle have det i Hanoi). De skulle bare have vores pas, en god bunke penge, og så ville vi have et nyt visum 2 arbejdsdage senere. Fab, just fab.

Yderst lettede og en del fattigere checkede vi ind på vores slum hostel, som dog var rent og pænt. Vi gik en tur ned til havnen, hvor udsigten til Hong Kong island fuldstændig slog benene væk under os alle 4.


Dagen efter på vej ned fra Victoria Peak, udsigtspunkt på Hong Kong island, mødte vi en amerikansk diplomat, som tilbød at tage os med ud på hans lille sejlbåd på sydsiden af øen. Vi prajede en taxa og kørte de godt 30 minutter over på den anden side af øen. Det var super fedt at se en anden side af Hong Kong, som er langt mindre udviklet, meget mere hyggelig og provins agtig. Selv om bølgerne fra tid til anden blev lige høje nok (vi var trods alt ude på åbent hav), var det en sindssyg oplevelse at sejle rundt i en lille båd i det Sydkinesiske hav med udsigt til de omkringliggende øer, mens solen gik ned. Det oplever man ikke hver dag.


Ud over Victoria Peak var vi HK cultural center og se moderne dans, på havnerundfart, ude at shoppe, i botanisk have, på et lukket Stanley Marked - og ellers gik tiden bare med at nyde den fede stemning. Forresten kan man shoppe til klokken 2 om natten i nogle centre - det er virkelig en by efter min smag ; )

Ja, ja jeg ved det godt

Jeg har været sløv - bloggen har stået stille alt alt for længe.
Men, der er nu en meget god forklaring, og I kære læsere er nogen af de første i verden , som hører denne nyhed:

I'm in loooove!

Ja, det måtte jo ske på et eller andet tidspunkt. Der er nu gået et par uger siden denne helt fantastiske følelse indtog min verden. Jeg havde det egentlig lidt på fornemmelsen, det ville ske. Allerede for et par måneder siden begyndte fascinationen at indfinde sig, og langsomt men sikkert havde jeg bygget forventninger op til stævnemødet. Og jeg blev heldigvis ikke skuffet! Jeg mødte ham for første gang i egen høje person d.11 november og desværre blev det kun til tre alt for korte dage i hans selv sublime selskab. Jeg håber, at jeg snarest kan vende tilbage, måske for en længere periode. Jeg er sikker på, det her er mere end en ferieflirt.

Vild, tæmmet, moderne og konservativ på samme tid, det er næsten ikke til at forstå et en kan rumme så meget på een gang. Fuld af liv, oplevelser og historie - Helt fantastisk! Desværre må det blive et langdistance forhold, jeg ved ikke engang, hvornår jeg kan vende tilbage for at se ham. Han bor langt væk, 2 timers fly fra Hanoi. Det er så trist, så trist.

Kan I gætte, hvem det er? Nej, hvordan skulle I dog også kunne det. Jeg tror faktisk ikke, de fleste af jer (jeg kender), har mødt ham. Men jeg håber en dag at kunne introducere ham for jer, og at I bliver lige så betagede som jeg er. Men dem af jer, der kender mig godt, vil vide, at han er lige min type : )

Han hedder Hong Kong og er en x-britisk koloni, som nu tilhører Kina
; ) I'm in love....
Se billeder her

Hoa Lu

Sammen med mine forældre og min lillesøster tog jeg i sidste uge på en heldagstur til Hoa Lu godt 2 timers kørsel syd fra Hanoi i Ninh Binh-provinsen.

Hoa Lu var landets hovedstad mellem 968-980 under Dinh dynastiet. Man besluttede så at flytte hovedstaden til Hanoi, hvor der var bedre adgang til handel via den røde flod.

Området er utroligt smukt med limstensklipper, der skyder direkte op af det ellers flade landskab.

Se flere billeder her

Ferie billeder

Min familie har lige været på besøg, og vi tilbragte 5 dage af vores ferie i Thailand. Læs evt. mere på min engelske blog og se billeder her

Lak Village

For et par uger siden, var vi som sædvanlig på søndagsudflugt ud af Hanoi.

Jeg havde vovet mig op på jernhesten, men til min store forskrækkelse virkede bremserne ikke, og jeg havde nær ramt en bil - eller omvendt! Vi fandt det nærmeste værksted, hvor manden pillede ved bremserne og trykkede lidt, men ikke rigtigt syntes at forstå, hvad problemet var.

Efter ca 5 minutter sprang bremsen helt af, og han slog opgivende ud med armene.

Så jeg trak pænt det grønne lyn tilbage til Casa de Trainees, hvor vi har vores egen lille lokale cykelsmed ude foran porten. 1-2-3 og havde han fixet problemet. Faktisk gik det lidt for hurtigt, for af sikkerhedsmæssige årsager havde jeg min taske viklet rundt om styret - og nok blev bremsen fixet, men men med tasken permanent snorret fast mellem bremsekabel og styr! På den igen og vups var det klaret med et smil.

Vores lokale cykelsmed på sin plads i krydset

Jeg kunne naturligvis ikke nå at indhente Julie og Katrine, så jeg sad bag på Askes motordrevne jernhest, hvor vi indhentede dem. Desværre var de og vi vist faret lidt vild, og de fire fyre på moto, vi spurgte om vej, pegede i 4 forskellige retninger og var derfor ikke til megen hjælp.


Vi kørte ind i en landsby og spurgte igen om vej og blev hi-jacked af en mand, der havde en lak-fabrik. Lak landsbyen, hvor de lakerer bambus var målet, så vi tøffede efter ham. Det viste sig at være en falsk lak-landsby - i hvert fald havde den ikke det samme navn, som den vi ledte efter. Ude i gården sad en hel masse mennesker og polerede lak-ting. Nogle af dem så mistænkeligt unge ud, men børnearbejde er ikke det folk går mest op i sådan en søndag eftermiddag i en naboprovins til Hanoi.
Turen var ikke helt, som vi havde regnet - men vi fik da set en lak-fabrik og nogle produkter

Den falske lak landsby lå i Ha Tay provinsen - nabo provins til Hanoi - og den er efter sigende kendt for sit hundekød. Billedet er taget i fuld fart på vej tilbage til Hanoi....

Moon festival

De sidste par uger har der været optakt til moon-party her i Vietnam. Dette er en helt og aldeles anerledes udgave end den månedlige tilbagevendende, som nogle måske kender fra Ko Pha Ngan i Thailand, hvor fulde unge mennesker danser rundt til techno og ild show på stranden. Jeg har dog kun selv oplevet et halfmoon party, og det var nu ret afslappet.

Nå, men den vietnamesiske udgave af månefesten kaldes Tet Trung Thu - eller Mid-Autumn moon festival. Den fejres på den 15. dag i den 8. måned i lunar kalenderen og kan dateres 15.000-20.000 år tilbage i tiden. Det er en fest for børnene, og der arrangeres forskellige begivenheder rundt om i byen op til selve dagen til glæde for børnene, som vist nok render rundt med papirlanterne - det fik jeg nu ikke fornøjelsen af at se.
Men vi så blandt andet "dragedans", hvor to drager (2x2 mænd i kostume) kæmpede mod hinanden til trommer, mens en lille mand iført måne-ansigts maske hopppede og sprang rundt mellem dem. Jeg kan ikke helt huske, hvad de forskellige ting symboliserede, men helt sikkert noget ying/yang - feminint/maskulint.

I fredags kulminerede det hele - og der var en så mange mennesker i gaden, at moto'erne ikke kunne komme frem! Normalt tager de bare fortovet i brug, men da det også fungerer som moto-parkeringsplads, var det umuligt at køre der, da mængden af parkerede oversteg det normale. Folk var nødt til at hoppe af deres moto midt på vejen, fordi den normale undvige manøvre bare ville resultere i styrt, da man så ville køre direkte ind i den næste modkørende!

Månefesten er vist blevet en kende kommercielt - i hvert fald kunne man købe alt muligt gejl, som man også kan finde til Kors Kro Hestemarked og festivaller - f.eks. pandebånd med lysende horn og med kaninører. Men det fungerer også lidt som en slags fastalavn og børnene kan klæde sig ud, hvis de vil.

En anden tradition, der hører sig med, er de såkaldte månekager. Vi har fået dem på ambassaden, og sjældent har jeg smagt noget, der er blevet så fejlnavngivet som "kage". Udenpå ligner de sandkager, men massen indeni består blandt andet af kværnet bønnemasse og hele æggeblommer. Jeg har efterhånden prøvet min del madvarer, som vietnameserne kalder for "dessert", men det her var direkte ulækkert.

Det var nu meget sjovt at gå rundt i de tætpakkede gader og opleve Hanoi fejre månefesten, men det satte nu også min klaustrofobiske tendenser lidt på prøve, da vietnameserne i forvejen maser og skubber, hvis det passer dem - her er ingen, der underskylder, hvis de bumper ind i een. Og med hele byen i gaderne nærmest presset ind i det gamle kvarter, var det lidt pres :)

Hoi An i regn...

Sidste weekend tog 5 af praktikant-husets 6 beboere forventningsfulde en times flyvning sydpå med en Boeing 777 - nærmere bestemt Hoi An.

Hoi An er en lille hyggelig by ved kysten i det centrale Vietnam. Byen ligger på de fleste backpackeres "to-do-liste", og Jes og jeg tilbragte 5-6 dage i byen i 2003. Hoi An er blevet er "UNESCO World Heritage", men for os var hovedattraktionerne nu de mange skræddere, små caféer og stranden 5 km fra byen. Det var min yndlingsby i Vietnam, sidst jeg var her.

Fredag aften tog vi flyet fra Hanoi til Da Nang lufthavn, ca 30 km fra Hoi An. Efter at være blevet snydt (lidt) af taxachaufføren på vej til lufthavnen i Hanoi var tålmodigheden ikke til endnu en taxa-tur med et taxameter med fast-forward-snyd-de-dumme-turister-indstilling, så vi forsøgte at få en fast pris på turen, hvilket den gode taxachauffør lovede os. Det blev dog til en større diskussion, da det viste sig, manden ikke havde tænkt sig at overholde aftalen med fast pris, og taxameteret lystigt tikkede derud af, mens vi futtede af sted mod Hoi An.
Men hvad kan man gøre? Ingenting. Episoden frembragte nogle af de indebrændte aggressioner, jeg forlod Vietnam med efter at være blevet snydt igen og igen i 2003.

Nå, men vi nåede helskindede frem til Hoi An, hvor det godt nok var begyndt at regne en del. Vi var dog fortrøstningsfulde - vi bor i Vietnam, hvor monsunen hærger halvdelen af året. Lidt regn slår ingen mand af hesten. Efter at have indlogeret os på samme hotel, som jeg boede på sidst, gik vi i seng og drømte sødt om den lækre strand med hvidt sand, blåt hav og svajende palmer, vi skulle sole os på den efterfølgende dag.

Næste morgen regnede det stadig i lårfedestråler. Egentlig gjorde det ikke så meget, for vi var jo også kommet til Hoi An for at benytte os af de mange skræddere, som er i byen. Priserne er sindssygt lave - nogle gange er kvaliteten derefter, men man kan også være super heldig at få lavet et par lækre busker til 90 kr, der sidder perfekt.
Så vi valgte stof, mønstre og snit, og aftalte at komme til den første fitting senere på dagen - og så skulle vi på stranden. Troede vi.

Regnen forsatte ufortrødent og uden hensyn til 5 danske turister, der gerne ville have lidt farve, bade og nyde at man trods alt bor i et land med skønne strande. Hmm.... Lørdag gik med at bestille mere tøj, prøve tøj, rette til, spise god mad og prøve mere tøj. Men hey - vi havde jo stadig en hel søndag og skulle først af sted nordpå sen eftermiddag.

Ja, søndag regnede det, som I nok kan gætte stadigvæk. Vi fik hentet vores tøj (og sko), turbo-sightset en smule, tog en taxa til stranden, hvor Aske bevægede sig ud i de meterhøje og måske også lidt farlige bølger, mens taxamanden var så flink at vente. Stranden var smuk, som da jeg forlod den sidst, og havde det ikke været for vejret, ville det have været et fantastisk get-away til solbadning og en dukkert i det sydkinesiske hav. Men sådan ville vejrguderne det ikke denne gang.

Vi tog en taxa til Da Nang lufthavn kun for at finde ud af, weekendens regnvejr havde gjort landingsbanerne glatte, så det store Boeing fly, der skulle lande fra Ho Chi Minh og så flyve os til Hanoi kunne ikke lande og var vendt om og fløjet til Ho Chi Minh igen.
I Da Nang lufthavn var det ikke muligt at opdrive noget aftensmadsagtigt udover kiks, chips, instant noodle og chokolade. Det var en rimelig trist affære. Efter 5 timers venten kom vi endelig i luften og aldrig har en tør sandwich med skinke smagt så godt!

Lettere slukørede ankom vi til praktikanthuset 1.30 natten til mandag. En regnvåd oplevelse og for mit vedkommende 4 par bukser, 6 skjorter, en kjole, en top, en nederdel og et par sko rigere :) Nu tror jeg, jeg er tøjmæssigt rustet til at gå en ambassade-korrekt-klædt-Hanoi-vinter i møde.

Den kraftige regn skyldtes for øvrigt en tropisk storm, som ramte området mandag og krævede adskillige liv. Lige i kølvandet på den fulgte tyfonen, Xangsane, som er den kraftigste af sin slags i 11 år. Godt vi kom hjem til Hanoi!

Vejret var en regnslagssælgers drøm

Hoi An gadebillede

En af de tre skræddere hvor jeg fik syet tøj

Den bedste burger i Vietnam indtil nu!

Aske udfordrer bølgerne

Silkelandsbyen

Forrige søndag tog vi på udflugt til Silke Landsbyen, der ligger godt 15 km fra Hanoi centrum. Stort set alle landsbyer har deres specielle håndværk, som hele landsbyen producerer; keramik, møbler, silke, lakerede ting, bambus, hatte, fuglebure - you name it.
Nå men selve byen var ikke det store at råbe hurra for. Faktisk var der kun masse silkeforhandlere, der solgte det samme. Ved lidt research og køren rundt i selve landsbyen, fandt vi et sted, hvor de spandt silken og fik lov til at komme ind at processen. Se billeder fra turen og flere nye fotos her

Nedenstående billeder tog jeg på turen. Det mest absurde må være det øverste skilt, da Hanois trafik er kendetegnet ved usandsynligt megen dytten.

Grådighed og hårdt arbejde

For et par uger siden cyklede vi en tur ud til Etnologisk Museum, som ligger ca. 8 km fra centrum. Museet består af en stor bygning med udstillinger i flere etager samt en have med traditionelle minoritets huse.

Minoritets hus - kan ikke huske hvilken stamme

Indenfor var der udstillinger om de forskellige minoritetsgrupper, der findes her i Vietnam. Hver gruppe har sine helt egne ritualer, klæder, byggestil, sprog osv.

Der var desuden en udstilling om, hvordan livet i Hanoi var subsidie systemet, der varede fra 1975-1986. Alle varer var rationeret, og man fik udleveret rationsmærker efter hvilken klasse i samfundet, man tilhørte. Forskellige steder i byen var der varelagre, hvor man måtte stå i kø i timer for at få sin ration ris, der ofte var rådne. Folk boede på uendelig lidt plads! Der var en kopi af en lejlighed på 36m2, hvor en familie på 8 mennesker var stuvet sammen. Ikke nok med det; for at tjene lidt ekstra til føden holdt familien grise på badeværelset. Ja, grise! Det var åbenbart normalt at have grise eller høns i lejlighederne, som man så kunne sælge og derved oppe familiens levestandard en lillebitte smule. Der må have været en ulidelig stank med 8 mennesker og 3 grise på 36m2 i Hanois fugtige sommerhede.

Udstillingen gav et indblik i, hvordan den generation, som har skabt den økonomiske vækst, levede. Jeg tror, en del af motivationen for den hårdt arbejdende stil mange vietnamesere ligger for dagen, skal findes i de fattige kår, de i så mange år levede under, og den pludselige mulighed for at tjene penge. Det må have været noget af en omvæltning for den generation at gå fra at være ludfattige og bekymre sig om dagens måltid - til i dag hvor mange (dog ikke alle) har opnået en livsstil fyldt med vestens materialistiske indflydelse.
Min forståelse for den umiddelbare grådighed og manglende forståelse for bæredygtig udvikling, som jeg til tider synes præger den vietnamesiske tilgang til den økonomiske vækst, er blevet langt større. Hvis man levet under vilkår, hvor en af livets største glæder var en risration, der ikke var halvrådden, og nu står med muligheden for at tjene hurtige penge, er det nok svært at tænke langsigtet.

En stor del bistandsarbejdet herude er kapacitetsopbygning i de vietnamesiske institutioner. Det kan lyde helt "koloni-herre-agtigt", men en del af arbejdet handler om at søge at videregive erfaringer fra vesten, hvor økonomien og udviklingen alt andet lige har været en succeshistorie. Herude foregår den udvikling, som man oplevede i Vesteuropa over 100 år bare på 10, og det skaber nogle enorme skævvridninger i forhold til udviklingsniveauet økonomisk og socialt.
Bygninger skyder op i udkanten af Hanoi - KÆMPE - lejlighedskomplekser med den ene skyskraber efter den anden. Det er til de rige expats og den voksende middelklasse vietnameser. I den anden ende af skalaen har vi den ufaglærte arbejder. En tjener på en café tjener godt 50 USD (300 kr) om måneden. Det giver altså kun 10 kr om dagen til at spise, sove og måske endda fodre børn for.

Alle her vil frem - der skal tjenes penge, og det skal gå hurtigt! Bæredygtig udvikling både økonomisk, socialt og ikke mindst miljømæssigt er ikke noget den almene vietnameser bekymrer sig synderligt om. Penge her og nu er noget, man kan forstå. Fremtiden? Tja for bare 10 år siden havde man end ikke i de vildeste fantasier forestillet sig Vietnam ville være på vej ind i middelklasse indkomst kategorien hvad BNP pr. indbygger angår - hvorfor så ikke levet i nuet og skrabe alt hvad man kan til sig?

Jeg håber bare lidt af bistandsarbejdet bidrager til større forståelse af nødvendigheden i at se frem, hvis ikke på langt sigt, så i det mindste på mellemlangt.

Søndagsudflugt til keramik landsby

For et par søndage siden tog Katrine, Julie, Aske og jeg på søndagstur til en keramik landsby ca. 10 km udenfor Hanoi. Julie og Katrine cyklede, og jeg sad bag på Askes moto.
Keramik landsbyen har i flere århundreder specialiseret sig i at lave keramik ting - skåle, tallerkner, vaser osv. Hver morgen kommer der busser med turister fra Hanoi for at kigge på og købe keramik. Vi var der nu om eftermiddagen, og der var stort set ikke andre turister end os. Selve landsbyen var ikke særligt spændende, men vi fik da set en hel del butikker med keramik, og vi var også på et værksted, hvor vi så, hvordan de sad og lavede det hele i hånden.
Turen frem og tilbage var en hel del mere spændende end selve besøget i landsbyen. Man skal ikke særligt langt udenfor Hanoi, før man kører på støvede veje omgivet af rismarker.
Her er nogle billeder fra turen

Parfume Pagoden

I dag tog Katrine, Aske, Julie og jeg en heldags tur ud til noget, der hedder "Parfume Pagoden". Vi lagde ud med 2 timers tur i minibus ud til en lille havn, hvorfra vi skulle videre med en lille båd, som blev roet af en pige. Ikke noget med motorer her! Sejlturen tog ca en time - det var tydeligt, at den seneste tids kraftige regnskyld havde forårsaget en voldsom stigning i vandstanden - de fleste bygninger var oversvømmede.

Tilbage på land igen begyndte vi at trekke op til en hule, som lå længere oppe på bjerget. De mere magelige kunne tage en svævebane - men vi begav os lystigt ud på eventyr. Det var egentlig ikke så hårdt, men man svedte som en gal, og stierne var stejle og glatte, og i det hele taget var jeg ikke helt tryg ved situationen. Efter godt en time nåede vi toppen - og fik her rundvisning i en kolonorm klippehule, som efter sigende er et af buddhismens oprindelsessteder. Der var forskellige drypsten, som man skulle røre, hvis man f.eks. gerne ville have et drengebarn, hvis man gerne ville være rig og/eller leve et langt liv.
De tre andre begav sig ned af de snørklede stiger, men jeg valgte som resten af gruppen svævebanen. Det var noget af en mærkelig kontrast til det ellers meget primitive område at sidde i sådan en konstruktion. Man kunne for så vidt sagtens kunne have været i et af Europas skisportsområder, havde det ikke været det mere eksotiske landskab under én. Jeg har svært ved at begribe, hvordan de har fået materialer op på bjerget, når eneste adgangsvej er via en flod. Ikke desto mindre var det meget behageligt at slippe for en hårrejsende nedgang.
Ved foden af bjerget fik vi en velfortjent frokost, og derefter så vi pagoden, som vi var kommet for at se. I det kinesiske nytår (som oftest falder i februar) valfarter buddhisterne til pagoden for at bede - denne pagogde er den allerhelligste - og svarer til muslimernes mekka. På den tid af året, er floden proppet med de små både fyldt op med vietnamesere.
Da vi havde set pagoden, tog vi sejl- og bustur tilbage til Hanoi.

Det var rart at komme lidt ud af byen og væk fra smog, os og dyt-lyde!