Vietnam under huden

Jeg tror knap mine egne ord, mens jeg skriver dette. Tiden er løbet fra mig. Det er blevet tid til at forlade Vietnam og flyve videre ud i verden. Om få dage bor jeg igen i Skandinavien, dog ikke i Danmark.

Jeg har endnu ikke besluttet, hvorvidt jeg vil blogge fra min nye destination i det kolde nord, men hvis jeg gør, sætter jeg et link på denne side.

Det sidste halve år har været helt fantastisk. Vietnam er kommet under huden på mig på godt og ondt. Jeg må indrømme, jeg har svært ved at tage af sted, og jeg tænker allerede på, hvornår jeg igen kan komme til Asien.

Da jeg i 2002 forlod Kos, var det stortudende. Måske det var pga. den voldsomme mængde whisky, jeg få timer tidligere havde fået hældt i halsen af mine tidligere chefer, måske var det fordi, Camilla og jeg overhørte vækkeuret og missede bussen til lufthavnen og med kroppen fyldt at stress og alkohol måtte haste derud i en taxa, måske var det fordi svenske Stephanie græd som pisket, måske var det fordi, jeg vidste, jeg aldrig ville komme tilbage?

Da jeg året efter tog fra Dublin, græd jeg ikke. Jeg stod op tidligt om morgnen forlod vores fantastiske lejlighed og tog lufthavnsbussen med en følelse af mæthed. At bo i Irland havde været en god oplevelse. Det var mit første 9-5 kontorjob, jeg havde gode venner og en god indkomst, men jeg var også klar til nye eventyr, og jeg vidste, at jeg blot en måned efter skulle backpacke i Sydøstasien. Allerede året efter var jeg tilbage på ferie, og jeg satser stærkt på, at jeg igen i år skal gæste Dublin. Dublin siger jeg ikke farvel til, for så længe jeg har venner boende der, vil jeg blive ved at komme tilbage. Om end ”på gensyn” kan være tårevædede, så er de betryggende, idet visheden om, at man ses igen, giver tryghed mens man er fra hinanden.

Hanoi, Vietnam. Byen udvikler sig foran øjnene på os. Dag for dag ændrer bybilledet sig, og den moderne tid gør sit indtog. Det er spændende at være her nu, hvor Vietnam i lyntempo omstiller sig fra et land med en lukket økonomi til en åben med alt, hvad der følger med. Der er stadig et utal af mennesker, der lever på smertegrænsen til fattigdom eller måske endda under.

Mennesker som jeg møder på mine gåture i Hanoi, gør ondt at se på, fordi de er så afhængige af den ene dollar om dagen, de tjener ved at hulte sig rundt i gaderne og sælge deres tjenester eller varer. Jeg tænkte over det forleden, mens vi irriterede sagde nej til den ene xe om chauffør efter den anden, gjorde lidt grin med cyclo-kørernes: ”Madame, where you go?”, ”Ecuuuse me, cyclo?”. Det er deres eksistens grundlag, men jeg anser dem af og til for en pestilens og en invadering i min privatsfære, idet de ikke viger for at stille sig op lige foran mig og tilbyde deres kørsel. Jeg må tage mig selv i ikke at have ondt af dem for deres utaknemmelig job og omvendt forsøge ikke at blive irriteret pga. deres pågående salgsmetoder. Vil de være her om 5 år? Eller er det kun for turisterne, som cycloerne næsten allerede er blevet?

Den lille mand, der sidder i vores kryds og pumper cykler og hæver og sænker sadler, hvad skal han leve af, når ingen cykler mere? Han er så flink, og nikker altid hej, når vi haster over krydset for ikke at blive kørt ned. I går sad han der stadig kl. 21. Måske han ikke havde tjent nok til dagen og vejen?

Man kan ikke bekymre sig om alle de skæbner, der skraber sig gennem tilværelsen (om end med stolthed). Engang i mellem gør det at bo i et u-land, som Vietnam trods alt stadig er, at man bliver hård i flinten. Min købekraft her har tilladt mig at spise chokolade buffet på Sofitel Metropole, Brunch på Sheraton, bestille to retter mad, hvis jeg ville og shoppe som en gal. Jeg har følt mig heldig, privilegeret og haft dårlig samvittighed på samme tid. Men for at (over)leve mere eller mindre omgivet af fattigdom, må man lukke konfrontationerne med andres realiteter ude fra tid til anden. Det kan ikke nytte noget at lade den dårlige samvittighed over ens købekraft overtage og ødelægge enhver oplevelse, som koster penge.

Men det er en balancegang. Jeg har mødt eksempler på mennesker, som i mine øjne har haft svært ved at håndtere den pludselige kraftigt øgede købekraft, både hvad angår materielle goder samt den billige arbejdskraft. Penge er et middel blandt mange til at opnå, hvad du ønsker. Men hvis man behandler mennesker som materielle goder, går glansen for mig af sedlerne. Penge er ikke værdighed eller respekt, tværtimod befordrer omgang med mange penge efter vietnamesisk standard uden respekt en ny-kolonistisk levestil, som er til at få dårlig smag i munden over.

Jeg satser på en dag at vende tilbage til Vietnam. Jeg vil gerne se, hvordan de håndterer udviklingen. Om de formår at bevare det gamle Vietnam i den nye verden.

Vil globalisering udradere tradition og vietnamesiske værdier til fordel for amerikanske kæder og vestlig levestil? Vil de rydde hele gader med små huse for at få plads til nye brede veje, når bilerne tager over? Vil det gamle kvarter med al dens lebel fremstå som en kulisse på linje med de Gamle by i Århus? Vil livet på gaden, som jeg elsker Vietnam for, trække ind bag murene, når man får råd til at bo i lejligheder med stue?

Vil samfundet blive skævvredent, eller vil regeringen formå at trække bunden med op i det økonomiske opsving? Vil man løsne grebet om ytringsfrihed, demokratitanker, religiøse tilhørsforhold? Vil de ødelægge Halong Bay med masseturismens indtog (eller det er måske sket?)

Gad vide, om jeg kan genkende Vietnam, når jeg engang vender tilbage?

Jeg har mange historier, tanker og diskussioner om udvikling, handel, Vietnam, globalisering og livet som expat, som jeg ikke når at nedfælde her. Måske det egentlig er okay. Jeg har delt så meget af min Vietnam oplevelse med jer, som jeg har formået, og jeg håber, I har syntes om det. Tak til trofaste læsere samt flygtige bekendtskaber. Pas på jer selv i den verden, der af og til er uendeligt stor - af og til forbavsende lille, så vil jeg forsøge at gøre det samme.

Ja, ja jeg ved det godt

Jeg har været sløv - bloggen har stået stille alt alt for længe.
Men, der er nu en meget god forklaring, og I kære læsere er nogen af de første i verden , som hører denne nyhed:

I'm in loooove!

Ja, det måtte jo ske på et eller andet tidspunkt. Der er nu gået et par uger siden denne helt fantastiske følelse indtog min verden. Jeg havde det egentlig lidt på fornemmelsen, det ville ske. Allerede for et par måneder siden begyndte fascinationen at indfinde sig, og langsomt men sikkert havde jeg bygget forventninger op til stævnemødet. Og jeg blev heldigvis ikke skuffet! Jeg mødte ham for første gang i egen høje person d.11 november og desværre blev det kun til tre alt for korte dage i hans selv sublime selskab. Jeg håber, at jeg snarest kan vende tilbage, måske for en længere periode. Jeg er sikker på, det her er mere end en ferieflirt.

Vild, tæmmet, moderne og konservativ på samme tid, det er næsten ikke til at forstå et en kan rumme så meget på een gang. Fuld af liv, oplevelser og historie - Helt fantastisk! Desværre må det blive et langdistance forhold, jeg ved ikke engang, hvornår jeg kan vende tilbage for at se ham. Han bor langt væk, 2 timers fly fra Hanoi. Det er så trist, så trist.

Kan I gætte, hvem det er? Nej, hvordan skulle I dog også kunne det. Jeg tror faktisk ikke, de fleste af jer (jeg kender), har mødt ham. Men jeg håber en dag at kunne introducere ham for jer, og at I bliver lige så betagede som jeg er. Men dem af jer, der kender mig godt, vil vide, at han er lige min type : )

Han hedder Hong Kong og er en x-britisk koloni, som nu tilhører Kina
; ) I'm in love....
Se billeder her

Den mørke side... - eller en af dem

Denne blog har knap 20 læsere i gennemsnit om dagen. Min engelske ligger lige i hælene med godt 15 individuelle klik pr. dag.

Nogle gange er det lidt underligt at tænke på, at folk, jeg ikke kender, læser det, jeg skriver her. Begge blogs var oprindeligt tænkt som en erstatning for de meter-lange fællesmails, jeg ellers har sendt hjem, når jeg har været ude i den store verden. Der er formentlig alligevel ingen udover min mor, der læser dem, og så kan man sætte billeder og andet gejl på bloggen. Det gør det hele lidt mere læseligt-spiseligt.

Som antallet af læsere er steget, er bloggen også blevet en anelse mere upersonlig. Detaljerne om mine op- og nedture, mit arbejde og min hverdag generelt, forsøger jeg at holde på et minimum. I stedet er det blevet til en slags oplevelses rejse-dagbog. Der er dog nogle emner, jeg har holdt mig langt fra.
Indtil nu.

Det at være dansk-koreansk pige med et udseende tæt op af det vietnamesiske har de sidste tre måneder ført til nogle oplevelser, der næppe kan klassificeres som positive.

Vietnam er utroligt gammeldags på mange områder, og udover ambassaden har en dresscode, er der meget tøj, der er helt normalt hjemme, som herude bliver betragtet som "billigt". Jeg forsøger at klæde mig respektabelt, men nogle gange er det bare ikke nok. Good girls går ikke i byen; ergo er man ikke god, hvis man går i byen.

Det har blandt andet resulteret i nogle lidt for kærlige taxa-chauffører og xe-om drivere, og det må alt andet lige siges at være ubehageligt at blive forsøgt befamlet, mens man bare forsøger at komme sikkert hjem fra en nat i byen. Desværre har det ikke "kun" været de vietnamesiske mænd, der har haft lange fingre.

Første gang vi var i byen på Hanois meste populære sted efter kl. 1, var der en mildest talt fed mand på omkring halvtreds, der forsøgte at rage på mig uden så meget som at have sagt goddag. Jeg skubbede ham væk og bad ham om at skride, hvorefter han gik hen til den næste asiatiske pige og gjorde det samme. Til min store forfærdelse lod hun ham gøre det.

Jeg er af en ambassade-ansat blevet fortalt en historie, om en tidligere ambassade-ansat, der i nattelivet tog fejl af en praktikant fra ambassaden, der var af vietnamesisk oprindelse og en luder. Tog fejl som i: Asistisk pige, der henvender sig i byen = til salg.

Mine oplevelser, betragtninger i forhold til asiastiske piger og "hvide mænd" har jeg selvfølgelig delt med min omgangskreds herude, og en af mine veninder kaldte mændene, der kommer herud for at finde lidt "sjov" eller en kone "rejects of Europe". En anden blogger benævnte den amerikanske udgave af slagsen "Losers Back Home".
Læg mærke til, at jeg ikke henviser til alle mænd, der slår sig ned i Asien end sige tager på ferie her, men mænd, der kommer her med ovenstående formål.

Vietnamesiske piger er efter min mening utroligt kønne -i hvert fald mange af dem. De har fine delikate træk, og mange af dem er opdraget til at blive "gode koner", idet ligestilling vist kun eksisterer på papir. Ja, jeg forstår godt, hvorfor det lyder attraktivt, og hvorfor man rejser det halve af jorden rundt for at finde den kærlighed, kun penge kan købe. Især hvis man tilhører en gruppe, som samfundet derhjemme har svært ved at acceptere eller omvendt. Og i nogle tilfælde skal jeg da ikke udelukke, at det ender med et lykkeligt ægteskab med gensidig respekt og forståelse.
Hvorfor kvinderne gør det, er der vel ikke så meget videnskab i. Det er en vej ud af fattigdom. Sex-industrien er blomstrende her i landet, og det forlyder, at der eksisterer steder, hvor op til 500 kvinder er linet op klar til udvægelse.

Hvad jeg så bræger over? Min forargelse går i høj grad på mændenes manglende respekt for (asiatiske) kvinder generelt. Det er (åbenbart) muligt, at en fuld mand ikke kan se forskel på mig og én, der er til salg, men at man finder ud ved bare at rage sig frem, er simpelthen respektløs og viser i den grad, hvilken tilgang man har til asiatiske kvinders værd. Jeg har svært ved at forestille mig, at man med sådan en holdning kan komme langt i et såkaldt normalt forhold. Jeg synes, det er direkte ulækkert, og jeg grimmer mig over den del af den vestlige kultur, der har fostret mænd af den kaliber. Den del, som vel i samarbejde med de fattigdomsprægede områder af den asiatiske verdensdel, har skabt et forvrænget billede af en verden, hvor asiatiske kvinder kan købes for en slik og respekt ligger i pengepungen.

Derfor kan jeg ikke undgå at tænke, om det nu er kærlighed, når jeg ser en hvid mand og en asiastisk kvinde gå hånd i hånd og tale sammen på gebrokkent engelsk. Dette scenarium gælder for øvrigt ikke kun Vietnam.
Og så tænker jeg; Gad vide om andre tænker det samme, hvis de ser mig med en hvid mand?

Hvordan smider man 100.000 Dong ud af vinduet?

Ingredienser:

En pengeautomat
Et visakort
En Kathrine

Visakortet i pengeautomaten - alt forløber fint. Jeg vælger "english", "withdraw", "current".... stadig fint.
Men så gik maskinen ligesom i hak - der skete ingenting på skærmen... "Hmm", tænkte jeg.
... vente vente... stadig ingenting.

Tålmodigheden løber så småt ud - maskinen har trods alt mit visakort - mit økonomiske holdepunkt herude i det store udland. Sveden begynder diskret at pible fra panden.
Yes, så oprandt tålmodigheden! Trykker lettere febrilsk på alle knapperne ude i siden!
2 billeder flimrer hurtigt forbi på skærmen.

I min iver efter at få kortet ud igen, kom jeg til at vælge 100.000 Dong, i stedet for de 2.000.000 som er maks beløbet, man kan hæve.

Regnestykke:
Transaktion med visa i udlandet = 30 kr
Transaktion med visa vietnamesisk gebyr = 8 kr
I alt = 38 kr

Hævet = 100.000 VND = ca 38 kr

Så det kostede mig 100.000 VND at hæve 100.000 VND - sådan kan man smide 100.000 VND ud af vinduet....

Grådighed og hårdt arbejde

For et par uger siden cyklede vi en tur ud til Etnologisk Museum, som ligger ca. 8 km fra centrum. Museet består af en stor bygning med udstillinger i flere etager samt en have med traditionelle minoritets huse.

Minoritets hus - kan ikke huske hvilken stamme

Indenfor var der udstillinger om de forskellige minoritetsgrupper, der findes her i Vietnam. Hver gruppe har sine helt egne ritualer, klæder, byggestil, sprog osv.

Der var desuden en udstilling om, hvordan livet i Hanoi var subsidie systemet, der varede fra 1975-1986. Alle varer var rationeret, og man fik udleveret rationsmærker efter hvilken klasse i samfundet, man tilhørte. Forskellige steder i byen var der varelagre, hvor man måtte stå i kø i timer for at få sin ration ris, der ofte var rådne. Folk boede på uendelig lidt plads! Der var en kopi af en lejlighed på 36m2, hvor en familie på 8 mennesker var stuvet sammen. Ikke nok med det; for at tjene lidt ekstra til føden holdt familien grise på badeværelset. Ja, grise! Det var åbenbart normalt at have grise eller høns i lejlighederne, som man så kunne sælge og derved oppe familiens levestandard en lillebitte smule. Der må have været en ulidelig stank med 8 mennesker og 3 grise på 36m2 i Hanois fugtige sommerhede.

Udstillingen gav et indblik i, hvordan den generation, som har skabt den økonomiske vækst, levede. Jeg tror, en del af motivationen for den hårdt arbejdende stil mange vietnamesere ligger for dagen, skal findes i de fattige kår, de i så mange år levede under, og den pludselige mulighed for at tjene penge. Det må have været noget af en omvæltning for den generation at gå fra at være ludfattige og bekymre sig om dagens måltid - til i dag hvor mange (dog ikke alle) har opnået en livsstil fyldt med vestens materialistiske indflydelse.
Min forståelse for den umiddelbare grådighed og manglende forståelse for bæredygtig udvikling, som jeg til tider synes præger den vietnamesiske tilgang til den økonomiske vækst, er blevet langt større. Hvis man levet under vilkår, hvor en af livets største glæder var en risration, der ikke var halvrådden, og nu står med muligheden for at tjene hurtige penge, er det nok svært at tænke langsigtet.

En stor del bistandsarbejdet herude er kapacitetsopbygning i de vietnamesiske institutioner. Det kan lyde helt "koloni-herre-agtigt", men en del af arbejdet handler om at søge at videregive erfaringer fra vesten, hvor økonomien og udviklingen alt andet lige har været en succeshistorie. Herude foregår den udvikling, som man oplevede i Vesteuropa over 100 år bare på 10, og det skaber nogle enorme skævvridninger i forhold til udviklingsniveauet økonomisk og socialt.
Bygninger skyder op i udkanten af Hanoi - KÆMPE - lejlighedskomplekser med den ene skyskraber efter den anden. Det er til de rige expats og den voksende middelklasse vietnameser. I den anden ende af skalaen har vi den ufaglærte arbejder. En tjener på en café tjener godt 50 USD (300 kr) om måneden. Det giver altså kun 10 kr om dagen til at spise, sove og måske endda fodre børn for.

Alle her vil frem - der skal tjenes penge, og det skal gå hurtigt! Bæredygtig udvikling både økonomisk, socialt og ikke mindst miljømæssigt er ikke noget den almene vietnameser bekymrer sig synderligt om. Penge her og nu er noget, man kan forstå. Fremtiden? Tja for bare 10 år siden havde man end ikke i de vildeste fantasier forestillet sig Vietnam ville være på vej ind i middelklasse indkomst kategorien hvad BNP pr. indbygger angår - hvorfor så ikke levet i nuet og skrabe alt hvad man kan til sig?

Jeg håber bare lidt af bistandsarbejdet bidrager til større forståelse af nødvendigheden i at se frem, hvis ikke på langt sigt, så i det mindste på mellemlangt.

Privatliv i Vietnam

I dag havde jeg en interessant samtale med en af mine lokale kollegaer om privatliv i Vietnam. Der er stadig et meget striks kodeks for, hvordan man opfører sig, som ung.
For det første bor langt de fleste hjemme, til de er gift. Både min respektive kollega og hendes bror på henholdvis 30 og 33 er stadig ugifte og bor derfor hjemme. Udover det er det stadig ikke almindeligt, at man som nygift flytter for sig selv. Det er normalt, man flytter ind hos gommens familie. Det er dog ved at ændre sig til en mere moderne tilgang, hvor det at blive gift betyder, at man starter sit eget hjem.
For det andet er det meget normalt, familierne bor i meget små huse/lejligheder, og privatliv hører ikke til livets små glæder. I Danmark har enhver teenager med respekt for sig selv sit eget værelse, veludstyret med tv, dvd, computer osv. Her deler man (selvfølgelig afhængig af indkomstklasse) ofte værelse med brødre og søstre. Og som min kollega udtrykte det, var hun nu i en alder af 30 ved at være lidt træt af, at man altid skulle stemme om, hvilken tv kanal, man skulle se, eller at der aldrig var fred til at læse en bog.
Når de unge mennesker (nu lyder jeg meget gammel) skal mødes, kører de ud på deres scooter, køber is, kører lidt rundt til caféer og ellers fræser de bare rundt i trafikken, indtil det er sengetid. At køre på scooter er også en god undskyldning til at komme tæt på det modsatte køn (eller det samme, hvis det er den vej, man svinger), da en scooter ofte kan bære 3-4 vietnamesere. Skulle man være i den situation, at denne køren rundt resulterer i en kæreste, opstår endnu et problem!
Privatliv er jo som nævnt ikke eksisterende, og hvad gør man så i et samfund, hvor det at holde hånd og kysse offentligt først er noget, man er ved at vænne sig til? De fleste kører ud til søerne, som ligger rundt omkring i Hanoi og sætter sig på en bænk og hænger ud der og forsøger at røre lidt ved hinanden i smug (i virkeligheden er det ofte ikke særligt diskret). Ved nogle af de større søer, kan man leje vandcykelsvaner, og eftersigende er disse svaner også et yndet udflugtsmål, hvis man skal have lidt mere privatliv. Endelig er der de såkaldt "Love hotels", der kan lejes på timebasis. De ligger dog lidt udenfor centrum...

Slutteligt bør jeg nok lige tilføje, at abortraten i Vietnam er en af verdens højeste. Men som I sikkert kan læse fra ovenstående post, er der jo ingen pæne piger, der indlader sig på fysiske aktiviteter før ægteskabet. Dobbeltmoralen længe leve!