Denne blog har knap 20 læsere i gennemsnit om dagen. Min engelske ligger lige i hælene med godt 15 individuelle klik pr. dag.
Nogle gange er det lidt underligt at tænke på, at folk, jeg ikke kender, læser det, jeg skriver her. Begge blogs var oprindeligt tænkt som en erstatning for de meter-lange fællesmails, jeg ellers har sendt hjem, når jeg har været ude i den store verden. Der er formentlig alligevel ingen udover min mor, der læser dem, og så kan man sætte billeder og andet gejl på bloggen. Det gør det hele lidt mere læseligt-spiseligt.
Som antallet af læsere er steget, er bloggen også blevet en anelse mere upersonlig. Detaljerne om mine op- og nedture, mit arbejde og min hverdag generelt, forsøger jeg at holde på et minimum. I stedet er det blevet til en slags oplevelses rejse-dagbog. Der er dog nogle emner, jeg har holdt mig langt fra.
Indtil nu.
Det at være dansk-koreansk pige med et udseende tæt op af det vietnamesiske har de sidste tre måneder ført til nogle oplevelser, der næppe kan klassificeres som positive.
Vietnam er utroligt gammeldags på mange områder, og udover ambassaden har en dresscode, er der meget tøj, der er helt normalt hjemme, som herude bliver betragtet som "billigt". Jeg forsøger at klæde mig respektabelt, men nogle gange er det bare ikke nok. Good girls går ikke i byen; ergo er man ikke god, hvis man går i byen.
Det har blandt andet resulteret i nogle lidt for kærlige taxa-chauffører og xe-om drivere, og det må alt andet lige siges at være ubehageligt at blive forsøgt befamlet, mens man bare forsøger at komme sikkert hjem fra en nat i byen. Desværre har det ikke "kun" været de vietnamesiske mænd, der har haft lange fingre.
Første gang vi var i byen på Hanois meste populære sted efter kl. 1, var der en mildest talt fed mand på omkring halvtreds, der forsøgte at rage på mig uden så meget som at have sagt goddag. Jeg skubbede ham væk og bad ham om at skride, hvorefter han gik hen til den næste asiatiske pige og gjorde det samme. Til min store forfærdelse lod hun ham gøre det.
Jeg er af en ambassade-ansat blevet fortalt en historie, om en tidligere ambassade-ansat, der i nattelivet tog fejl af en praktikant fra ambassaden, der var af vietnamesisk oprindelse og en luder. Tog fejl som i: Asistisk pige, der henvender sig i byen = til salg.
Mine oplevelser, betragtninger i forhold til asiastiske piger og "hvide mænd" har jeg selvfølgelig delt med min omgangskreds herude, og en af mine veninder kaldte mændene, der kommer herud for at finde lidt "sjov" eller en kone "rejects of Europe". En anden blogger benævnte den amerikanske udgave af slagsen "Losers Back Home".
Læg mærke til, at jeg ikke henviser til alle mænd, der slår sig ned i Asien end sige tager på ferie her, men mænd, der kommer her med ovenstående formål.
Vietnamesiske piger er efter min mening utroligt kønne -i hvert fald mange af dem. De har fine delikate træk, og mange af dem er opdraget til at blive "gode koner", idet ligestilling vist kun eksisterer på papir. Ja, jeg forstår godt, hvorfor det lyder attraktivt, og hvorfor man rejser det halve af jorden rundt for at finde den kærlighed, kun penge kan købe. Især hvis man tilhører en gruppe, som samfundet derhjemme har svært ved at acceptere eller omvendt. Og i nogle tilfælde skal jeg da ikke udelukke, at det ender med et lykkeligt ægteskab med gensidig respekt og forståelse.
Hvorfor kvinderne gør det, er der vel ikke så meget videnskab i. Det er en vej ud af fattigdom. Sex-industrien er blomstrende her i landet, og det forlyder, at der eksisterer steder, hvor op til 500 kvinder er linet op klar til udvægelse.
Hvad jeg så bræger over? Min forargelse går i høj grad på mændenes manglende respekt for (asiatiske) kvinder generelt. Det er (åbenbart) muligt, at en fuld mand ikke kan se forskel på mig og én, der er til salg, men at man finder ud ved bare at rage sig frem, er simpelthen respektløs og viser i den grad, hvilken tilgang man har til asiatiske kvinders værd. Jeg har svært ved at forestille mig, at man med sådan en holdning kan komme langt i et såkaldt normalt forhold. Jeg synes, det er direkte ulækkert, og jeg grimmer mig over den del af den vestlige kultur, der har fostret mænd af den kaliber. Den del, som vel i samarbejde med de fattigdomsprægede områder af den asiatiske verdensdel, har skabt et forvrænget billede af en verden, hvor asiatiske kvinder kan købes for en slik og respekt ligger i pengepungen.
Derfor kan jeg ikke undgå at tænke, om det nu er kærlighed, når jeg ser en hvid mand og en asiastisk kvinde gå hånd i hånd og tale sammen på gebrokkent engelsk. Dette scenarium gælder for øvrigt ikke kun Vietnam.
Og så tænker jeg; Gad vide om andre tænker det samme, hvis de ser mig med en hvid mand?
Udsigt fra Twin Towers på 41. etage
Monorail i by-billedet
Hawker stall - mere avanceret gadekøkken end i VN
