Denne blog har knap 20 læsere i gennemsnit om dagen. Min engelske ligger lige i hælene med godt 15 individuelle klik pr. dag.
Nogle gange er det lidt underligt at tænke på, at folk, jeg ikke kender, læser det, jeg skriver her. Begge blogs var oprindeligt tænkt som en erstatning for de meter-lange fællesmails, jeg ellers har sendt hjem, når jeg har været ude i den store verden. Der er formentlig alligevel ingen udover min mor, der læser dem, og så kan man sætte billeder og andet gejl på bloggen. Det gør det hele lidt mere læseligt-spiseligt.
Som antallet af læsere er steget, er bloggen også blevet en anelse mere upersonlig. Detaljerne om mine op- og nedture, mit arbejde og min hverdag generelt, forsøger jeg at holde på et minimum. I stedet er det blevet til en slags oplevelses rejse-dagbog. Der er dog nogle emner, jeg har holdt mig langt fra.
Indtil nu.
Det at være dansk-koreansk pige med et udseende tæt op af det vietnamesiske har de sidste tre måneder ført til nogle oplevelser, der næppe kan klassificeres som positive.
Vietnam er utroligt gammeldags på mange områder, og udover ambassaden har en dresscode, er der meget tøj, der er helt normalt hjemme, som herude bliver betragtet som "billigt". Jeg forsøger at klæde mig respektabelt, men nogle gange er det bare ikke nok. Good girls går ikke i byen; ergo er man ikke god, hvis man går i byen.
Det har blandt andet resulteret i nogle lidt for kærlige taxa-chauffører og xe-om drivere, og det må alt andet lige siges at være ubehageligt at blive forsøgt befamlet, mens man bare forsøger at komme sikkert hjem fra en nat i byen. Desværre har det ikke "kun" været de vietnamesiske mænd, der har haft lange fingre.
Første gang vi var i byen på Hanois meste populære sted efter kl. 1, var der en mildest talt fed mand på omkring halvtreds, der forsøgte at rage på mig uden så meget som at have sagt goddag. Jeg skubbede ham væk og bad ham om at skride, hvorefter han gik hen til den næste asiatiske pige og gjorde det samme. Til min store forfærdelse lod hun ham gøre det.
Jeg er af en ambassade-ansat blevet fortalt en historie, om en tidligere ambassade-ansat, der i nattelivet tog fejl af en praktikant fra ambassaden, der var af vietnamesisk oprindelse og en luder. Tog fejl som i: Asistisk pige, der henvender sig i byen = til salg.
Mine oplevelser, betragtninger i forhold til asiastiske piger og "hvide mænd" har jeg selvfølgelig delt med min omgangskreds herude, og en af mine veninder kaldte mændene, der kommer herud for at finde lidt "sjov" eller en kone "rejects of Europe". En anden blogger benævnte den amerikanske udgave af slagsen "Losers Back Home".
Læg mærke til, at jeg ikke henviser til alle mænd, der slår sig ned i Asien end sige tager på ferie her, men mænd, der kommer her med ovenstående formål.
Vietnamesiske piger er efter min mening utroligt kønne -i hvert fald mange af dem. De har fine delikate træk, og mange af dem er opdraget til at blive "gode koner", idet ligestilling vist kun eksisterer på papir. Ja, jeg forstår godt, hvorfor det lyder attraktivt, og hvorfor man rejser det halve af jorden rundt for at finde den kærlighed, kun penge kan købe. Især hvis man tilhører en gruppe, som samfundet derhjemme har svært ved at acceptere eller omvendt. Og i nogle tilfælde skal jeg da ikke udelukke, at det ender med et lykkeligt ægteskab med gensidig respekt og forståelse.
Hvorfor kvinderne gør det, er der vel ikke så meget videnskab i. Det er en vej ud af fattigdom. Sex-industrien er blomstrende her i landet, og det forlyder, at der eksisterer steder, hvor op til 500 kvinder er linet op klar til udvægelse.
Hvad jeg så bræger over? Min forargelse går i høj grad på mændenes manglende respekt for (asiatiske) kvinder generelt. Det er (åbenbart) muligt, at en fuld mand ikke kan se forskel på mig og én, der er til salg, men at man finder ud ved bare at rage sig frem, er simpelthen respektløs og viser i den grad, hvilken tilgang man har til asiatiske kvinders værd. Jeg har svært ved at forestille mig, at man med sådan en holdning kan komme langt i et såkaldt normalt forhold. Jeg synes, det er direkte ulækkert, og jeg grimmer mig over den del af den vestlige kultur, der har fostret mænd af den kaliber. Den del, som vel i samarbejde med de fattigdomsprægede områder af den asiatiske verdensdel, har skabt et forvrænget billede af en verden, hvor asiatiske kvinder kan købes for en slik og respekt ligger i pengepungen.
Derfor kan jeg ikke undgå at tænke, om det nu er kærlighed, når jeg ser en hvid mand og en asiastisk kvinde gå hånd i hånd og tale sammen på gebrokkent engelsk. Dette scenarium gælder for øvrigt ikke kun Vietnam.
Og så tænker jeg; Gad vide om andre tænker det samme, hvis de ser mig med en hvid mand?
tirsdag, oktober 31, 2006
søndag, oktober 29, 2006
Super kok på Cook & Cook
Mens jeg havde familie-besøg, var vi selvfølgelig ude at spise på nogle af Hanois mange restauranter - en af aftenerne besluttede min lillesøster og jeg, at vi gerne ville prøve koreansk teppanayaki.
Konceptet er som følger: Man sidder i sit eget lille aflukke, hvor der er et bord hovedsageligt bestående af en stor grillplade. Så har man sin helt egen kok, som tryller med mad, knive og ild; og voilá har man lækker mad!
Det var virkelig en oplevelse både kulinarisk og indtryksmæssigt pga. det vilde show kokken udførte. Her er en video, hvor man høre min lillesøsters begejstring ; )
Flere billeder her
PS: I har fået lov at sove en time længere i nat - det har jeg ikke, hvorfor tidsforskellen nu er 6 timer.
Konceptet er som følger: Man sidder i sit eget lille aflukke, hvor der er et bord hovedsageligt bestående af en stor grillplade. Så har man sin helt egen kok, som tryller med mad, knive og ild; og voilá har man lækker mad!
Det var virkelig en oplevelse både kulinarisk og indtryksmæssigt pga. det vilde show kokken udførte. Her er en video, hvor man høre min lillesøsters begejstring ; )
Flere billeder her
PS: I har fået lov at sove en time længere i nat - det har jeg ikke, hvorfor tidsforskellen nu er 6 timer.
torsdag, oktober 26, 2006
Hoa Lu
Sammen med mine forældre og min lillesøster tog jeg i sidste uge på en heldagstur til Hoa Lu godt 2 timers kørsel syd fra Hanoi i Ninh Binh-provinsen.
Hoa Lu var landets hovedstad mellem 968-980 under Dinh dynastiet. Man besluttede så at flytte hovedstaden til Hanoi, hvor der var bedre adgang til handel via den røde flod.
Området er utroligt smukt med limstensklipper, der skyder direkte op af det ellers flade landskab.
Se flere billeder her
Hoa Lu var landets hovedstad mellem 968-980 under Dinh dynastiet. Man besluttede så at flytte hovedstaden til Hanoi, hvor der var bedre adgang til handel via den røde flod.
Området er utroligt smukt med limstensklipper, der skyder direkte op af det ellers flade landskab.
Se flere billeder her
onsdag, oktober 25, 2006
Royalister II
Jeg har tidligere skrevet om, hvor store royalister thaierne er. Se evt. her.
På vej tilbage til Bangkok fra Tiger Temple i Kanchanaburi opdagede min far, at der ingen trafik var i modsatte side af den 2x3 sporede motorvej. Langs vejen ved hver udkørsel stod soldater, og biler og andre køretøjer var gennet ud til siden. Sådan var scenariet i flere kilometer - yderst mærkeligt!
Efter godt 10 minutter kom en karavane politibiler med blink, ca 20 mercer'ere, 2 bleg-gule limo'er (selvfølgelig var de gule) og vist nok også nogle BMW'ere fræsende forbi i hæsblæsende fart - og soldaterne langs vejkanten gjorde honør. Det var sq kongen. Selveste kongen, idolet over alle idoler!
Resten af vejen tilbage til storbyen undrede vi også vældigt over, hvor langt kongen skulle - han bor i Hua Hin nogle timers kørsel fra Bangkok, og hvis vejen skulle ryddes hele vejen og soldater opstilles ved hver en lille udkørsel, kunne en smuttur til Bangkok godt blive en større organisatorisk affærre for politi og militær!
For øvrigt kunne man på ingen måde mærke, at Thailand et par uger forinden havde gennem gået endnu et militær kup. Der var ingen tanks (det havde jeg ellers lidt håbet, så jeg kunne forevige det med digi-cam) eller soldater i gaderne.
Jeg snakkede lidt med to af de mange taxachauffører, som vi kørte med i løbet af ferien. Den ene syntes, det var ærgeligt, Thaksin var blevet væltet, den anden var glad for det. Begge syntes de dog at have affundet sig med situationen og indstillingen var noget i stil med "livet går videre uanset hvem, der sidder på magten".
På vej tilbage til Bangkok fra Tiger Temple i Kanchanaburi opdagede min far, at der ingen trafik var i modsatte side af den 2x3 sporede motorvej. Langs vejen ved hver udkørsel stod soldater, og biler og andre køretøjer var gennet ud til siden. Sådan var scenariet i flere kilometer - yderst mærkeligt!
Efter godt 10 minutter kom en karavane politibiler med blink, ca 20 mercer'ere, 2 bleg-gule limo'er (selvfølgelig var de gule) og vist nok også nogle BMW'ere fræsende forbi i hæsblæsende fart - og soldaterne langs vejkanten gjorde honør. Det var sq kongen. Selveste kongen, idolet over alle idoler!
Resten af vejen tilbage til storbyen undrede vi også vældigt over, hvor langt kongen skulle - han bor i Hua Hin nogle timers kørsel fra Bangkok, og hvis vejen skulle ryddes hele vejen og soldater opstilles ved hver en lille udkørsel, kunne en smuttur til Bangkok godt blive en større organisatorisk affærre for politi og militær!
For øvrigt kunne man på ingen måde mærke, at Thailand et par uger forinden havde gennem gået endnu et militær kup. Der var ingen tanks (det havde jeg ellers lidt håbet, så jeg kunne forevige det med digi-cam) eller soldater i gaderne.
Jeg snakkede lidt med to af de mange taxachauffører, som vi kørte med i løbet af ferien. Den ene syntes, det var ærgeligt, Thaksin var blevet væltet, den anden var glad for det. Begge syntes de dog at have affundet sig med situationen og indstillingen var noget i stil med "livet går videre uanset hvem, der sidder på magten".
tirsdag, oktober 24, 2006
Ferie billeder
Min familie har lige været på besøg, og vi tilbragte 5 dage af vores ferie i Thailand. Læs evt. mere på min engelske blog og se billeder her
Lak Village
For et par uger siden, var vi som sædvanlig på søndagsudflugt ud af Hanoi.
Jeg kunne naturligvis ikke nå at indhente Julie og Katrine, så jeg sad bag på Askes motordrevne jernhest, hvor vi indhentede dem. Desværre var de og vi vist faret lidt vild, og de fire fyre på moto, vi spurgte om vej, pegede i 4 forskellige retninger og var derfor ikke til megen hjælp.
Vi kørte ind i en landsby og spurgte igen om vej og blev hi-jacked af en mand, der havde en lak-fabrik. Lak landsbyen, hvor de lakerer bambus var målet, så vi tøffede efter ham. Det viste sig at være en falsk lak-landsby - i hvert fald havde den ikke det samme navn, som den vi ledte efter. Ude i gården sad en hel masse mennesker og polerede lak-ting. Nogle af dem så mistænkeligt unge ud, men børnearbejde er ikke det folk går mest op i sådan en søndag eftermiddag i en naboprovins til Hanoi.
Turen var ikke helt, som vi havde regnet - men vi fik da set en lak-fabrik og nogle produkter
Den falske lak landsby lå i Ha Tay provinsen - nabo provins til Hanoi - og den er efter sigende kendt for sit hundekød. Billedet er taget i fuld fart på vej tilbage til Hanoi....
Jeg havde vovet mig op på jernhesten, men til min store forskrækkelse virkede bremserne ikke, og jeg havde nær ramt en bil - eller omvendt! Vi fandt det nærmeste værksted, hvor manden pillede ved bremserne og trykkede lidt, men ikke rigtigt syntes at forstå, hvad problemet var.
Efter ca 5 minutter sprang bremsen helt af, og han slog opgivende ud med armene.
Så jeg trak pænt det grønne lyn tilbage til Casa de Trainees, hvor vi har vores egen lille lokale cykelsmed ude foran porten. 1-2-3 og havde han fixet problemet. Faktisk gik det lidt for hurtigt, for af sikkerhedsmæssige årsager havde jeg min taske viklet rundt om styret - og nok blev bremsen fixet, men men med tasken permanent snorret fast mellem bremsekabel og styr! På den igen og vups var det klaret med et smil.
Vores lokale cykelsmed på sin plads i krydset
Så jeg trak pænt det grønne lyn tilbage til Casa de Trainees, hvor vi har vores egen lille lokale cykelsmed ude foran porten. 1-2-3 og havde han fixet problemet. Faktisk gik det lidt for hurtigt, for af sikkerhedsmæssige årsager havde jeg min taske viklet rundt om styret - og nok blev bremsen fixet, men men med tasken permanent snorret fast mellem bremsekabel og styr! På den igen og vups var det klaret med et smil.
Vores lokale cykelsmed på sin plads i krydset
Vi kørte ind i en landsby og spurgte igen om vej og blev hi-jacked af en mand, der havde en lak-fabrik. Lak landsbyen, hvor de lakerer bambus var målet, så vi tøffede efter ham. Det viste sig at være en falsk lak-landsby - i hvert fald havde den ikke det samme navn, som den vi ledte efter. Ude i gården sad en hel masse mennesker og polerede lak-ting. Nogle af dem så mistænkeligt unge ud, men børnearbejde er ikke det folk går mest op i sådan en søndag eftermiddag i en naboprovins til Hanoi.
Turen var ikke helt, som vi havde regnet - men vi fik da set en lak-fabrik og nogle produkter
Den falske lak landsby lå i Ha Tay provinsen - nabo provins til Hanoi - og den er efter sigende kendt for sit hundekød. Billedet er taget i fuld fart på vej tilbage til Hanoi....
mandag, oktober 09, 2006
Moon festival
De sidste par uger har der været optakt til moon-party her i Vietnam. Dette er en helt og aldeles anerledes udgave end den månedlige tilbagevendende, som nogle måske kender fra Ko Pha Ngan i Thailand, hvor fulde unge mennesker danser rundt til techno og ild show på stranden. Jeg har dog kun selv oplevet et halfmoon party, og det var nu ret afslappet.
Nå, men den vietnamesiske udgave af månefesten kaldes Tet Trung Thu - eller Mid-Autumn moon festival. Den fejres på den 15. dag i den 8. måned i lunar kalenderen og kan dateres 15.000-20.000 år tilbage i tiden. Det er en fest for børnene, og der arrangeres forskellige begivenheder rundt om i byen op til selve dagen til glæde for børnene, som vist nok render rundt med papirlanterne - det fik jeg nu ikke fornøjelsen af at se.
Men vi så blandt andet "dragedans", hvor to drager (2x2 mænd i kostume) kæmpede mod hinanden til trommer, mens en lille mand iført måne-ansigts maske hopppede og sprang rundt mellem dem. Jeg kan ikke helt huske, hvad de forskellige ting symboliserede, men helt sikkert noget ying/yang - feminint/maskulint.
I fredags kulminerede det hele - og der var en så mange mennesker i gaden, at moto'erne ikke kunne komme frem! Normalt tager de bare fortovet i brug, men da det også fungerer som moto-parkeringsplads, var det umuligt at køre der, da mængden af parkerede oversteg det normale. Folk var nødt til at hoppe af deres moto midt på vejen, fordi den normale undvige manøvre bare ville resultere i styrt, da man så ville køre direkte ind i den næste modkørende!
Månefesten er vist blevet en kende kommercielt - i hvert fald kunne man købe alt muligt gejl, som man også kan finde til Kors Kro Hestemarked og festivaller - f.eks. pandebånd med lysende horn og med kaninører. Men det fungerer også lidt som en slags fastalavn og børnene kan klæde sig ud, hvis de vil.
En anden tradition, der hører sig med, er de såkaldte månekager. Vi har fået dem på ambassaden, og sjældent har jeg smagt noget, der er blevet så fejlnavngivet som "kage". Udenpå ligner de sandkager, men massen indeni består blandt andet af kværnet bønnemasse og hele æggeblommer. Jeg har efterhånden prøvet min del madvarer, som vietnameserne kalder for "dessert", men det her var direkte ulækkert.
Det var nu meget sjovt at gå rundt i de tætpakkede gader og opleve Hanoi fejre månefesten, men det satte nu også min klaustrofobiske tendenser lidt på prøve, da vietnameserne i forvejen maser og skubber, hvis det passer dem - her er ingen, der underskylder, hvis de bumper ind i een. Og med hele byen i gaderne nærmest presset ind i det gamle kvarter, var det lidt pres :)
Nå, men den vietnamesiske udgave af månefesten kaldes Tet Trung Thu - eller Mid-Autumn moon festival. Den fejres på den 15. dag i den 8. måned i lunar kalenderen og kan dateres 15.000-20.000 år tilbage i tiden. Det er en fest for børnene, og der arrangeres forskellige begivenheder rundt om i byen op til selve dagen til glæde for børnene, som vist nok render rundt med papirlanterne - det fik jeg nu ikke fornøjelsen af at se.
Men vi så blandt andet "dragedans", hvor to drager (2x2 mænd i kostume) kæmpede mod hinanden til trommer, mens en lille mand iført måne-ansigts maske hopppede og sprang rundt mellem dem. Jeg kan ikke helt huske, hvad de forskellige ting symboliserede, men helt sikkert noget ying/yang - feminint/maskulint.
I fredags kulminerede det hele - og der var en så mange mennesker i gaden, at moto'erne ikke kunne komme frem! Normalt tager de bare fortovet i brug, men da det også fungerer som moto-parkeringsplads, var det umuligt at køre der, da mængden af parkerede oversteg det normale. Folk var nødt til at hoppe af deres moto midt på vejen, fordi den normale undvige manøvre bare ville resultere i styrt, da man så ville køre direkte ind i den næste modkørende!
Månefesten er vist blevet en kende kommercielt - i hvert fald kunne man købe alt muligt gejl, som man også kan finde til Kors Kro Hestemarked og festivaller - f.eks. pandebånd med lysende horn og med kaninører. Men det fungerer også lidt som en slags fastalavn og børnene kan klæde sig ud, hvis de vil.
En anden tradition, der hører sig med, er de såkaldte månekager. Vi har fået dem på ambassaden, og sjældent har jeg smagt noget, der er blevet så fejlnavngivet som "kage". Udenpå ligner de sandkager, men massen indeni består blandt andet af kværnet bønnemasse og hele æggeblommer. Jeg har efterhånden prøvet min del madvarer, som vietnameserne kalder for "dessert", men det her var direkte ulækkert.
Det var nu meget sjovt at gå rundt i de tætpakkede gader og opleve Hanoi fejre månefesten, men det satte nu også min klaustrofobiske tendenser lidt på prøve, da vietnameserne i forvejen maser og skubber, hvis det passer dem - her er ingen, der underskylder, hvis de bumper ind i een. Og med hele byen i gaderne nærmest presset ind i det gamle kvarter, var det lidt pres :)
søndag, oktober 08, 2006
Mozart opera dåb
For dem af jer, der ikke ved det, kan jeg infomere om, at det er i år er 250 år siden, Mozart blev født. Det har man fejret her i Hanoi! Jeg fik for to uger siden min opera-dåb; 3½ stive timers tysk sang/vietnamesisk tale opført af vietnamesere. Stykket var "The Magic Flute".
Ja, siden da er det gået stærkt, for allerede i sidste uge, var jeg igen i operaen, denne gang for at se "School for Lovers", italiensk sang, men opført af svenskere og vietnamesere!
Faktisk synes jeg, opera lyder rigtigt flot. Min tålmodighed og koncentrationsevne rækker bare ikke helt til 3-4 timer, hvor man ikke forstår, hvad de synger - så man er nødt til skiftevis at holde fokus på scencen og de oversættelser, der kører på en lille skærm over scencen. Jeg går simpelthen død efter ca 2 timer! Men om ikke andet har det da været oplevelser, jeg sikkert ikke ville have haft, havde jeg været i DK.
Her følger et par billeder fra operaen
Ja, siden da er det gået stærkt, for allerede i sidste uge, var jeg igen i operaen, denne gang for at se "School for Lovers", italiensk sang, men opført af svenskere og vietnamesere!
Faktisk synes jeg, opera lyder rigtigt flot. Min tålmodighed og koncentrationsevne rækker bare ikke helt til 3-4 timer, hvor man ikke forstår, hvad de synger - så man er nødt til skiftevis at holde fokus på scencen og de oversættelser, der kører på en lille skærm over scencen. Jeg går simpelthen død efter ca 2 timer! Men om ikke andet har det da været oplevelser, jeg sikkert ikke ville have haft, havde jeg været i DK.
Her følger et par billeder fra operaen
torsdag, oktober 05, 2006
Hvordan smider man 100.000 Dong ud af vinduet?
Ingredienser:
En pengeautomat
Et visakort
En Kathrine
Visakortet i pengeautomaten - alt forløber fint. Jeg vælger "english", "withdraw", "current".... stadig fint.
Men så gik maskinen ligesom i hak - der skete ingenting på skærmen... "Hmm", tænkte jeg.
... vente vente... stadig ingenting.
Tålmodigheden løber så småt ud - maskinen har trods alt mit visakort - mit økonomiske holdepunkt herude i det store udland. Sveden begynder diskret at pible fra panden.
Yes, så oprandt tålmodigheden! Trykker lettere febrilsk på alle knapperne ude i siden!
2 billeder flimrer hurtigt forbi på skærmen.
I min iver efter at få kortet ud igen, kom jeg til at vælge 100.000 Dong, i stedet for de 2.000.000 som er maks beløbet, man kan hæve.
Regnestykke:
Transaktion med visa i udlandet = 30 kr
Transaktion med visa vietnamesisk gebyr = 8 kr
I alt = 38 kr
Hævet = 100.000 VND = ca 38 kr
Så det kostede mig 100.000 VND at hæve 100.000 VND - sådan kan man smide 100.000 VND ud af vinduet....
En pengeautomat
Et visakort
En Kathrine
Visakortet i pengeautomaten - alt forløber fint. Jeg vælger "english", "withdraw", "current".... stadig fint.
Men så gik maskinen ligesom i hak - der skete ingenting på skærmen... "Hmm", tænkte jeg.
... vente vente... stadig ingenting.
Tålmodigheden løber så småt ud - maskinen har trods alt mit visakort - mit økonomiske holdepunkt herude i det store udland. Sveden begynder diskret at pible fra panden.
Yes, så oprandt tålmodigheden! Trykker lettere febrilsk på alle knapperne ude i siden!
2 billeder flimrer hurtigt forbi på skærmen.
I min iver efter at få kortet ud igen, kom jeg til at vælge 100.000 Dong, i stedet for de 2.000.000 som er maks beløbet, man kan hæve.
Regnestykke:
Transaktion med visa i udlandet = 30 kr
Transaktion med visa vietnamesisk gebyr = 8 kr
I alt = 38 kr
Hævet = 100.000 VND = ca 38 kr
Så det kostede mig 100.000 VND at hæve 100.000 VND - sådan kan man smide 100.000 VND ud af vinduet....
søndag, oktober 01, 2006
Hoi An i regn...
Sidste weekend tog 5 af praktikant-husets 6 beboere forventningsfulde en times flyvning sydpå med en Boeing 777 - nærmere bestemt Hoi An.
Hoi An er en lille hyggelig by ved kysten i det centrale Vietnam. Byen ligger på de fleste backpackeres "to-do-liste", og Jes og jeg tilbragte 5-6 dage i byen i 2003. Hoi An er blevet er "UNESCO World Heritage", men for os var hovedattraktionerne nu de mange skræddere, små caféer og stranden 5 km fra byen. Det var min yndlingsby i Vietnam, sidst jeg var her.
Fredag aften tog vi flyet fra Hanoi til Da Nang lufthavn, ca 30 km fra Hoi An. Efter at være blevet snydt (lidt) af taxachaufføren på vej til lufthavnen i Hanoi var tålmodigheden ikke til endnu en taxa-tur med et taxameter med fast-forward-snyd-de-dumme-turister-indstilling, så vi forsøgte at få en fast pris på turen, hvilket den gode taxachauffør lovede os. Det blev dog til en større diskussion, da det viste sig, manden ikke havde tænkt sig at overholde aftalen med fast pris, og taxameteret lystigt tikkede derud af, mens vi futtede af sted mod Hoi An.
Men hvad kan man gøre? Ingenting. Episoden frembragte nogle af de indebrændte aggressioner, jeg forlod Vietnam med efter at være blevet snydt igen og igen i 2003.
Nå, men vi nåede helskindede frem til Hoi An, hvor det godt nok var begyndt at regne en del. Vi var dog fortrøstningsfulde - vi bor i Vietnam, hvor monsunen hærger halvdelen af året. Lidt regn slår ingen mand af hesten. Efter at have indlogeret os på samme hotel, som jeg boede på sidst, gik vi i seng og drømte sødt om den lækre strand med hvidt sand, blåt hav og svajende palmer, vi skulle sole os på den efterfølgende dag.
Næste morgen regnede det stadig i lårfedestråler. Egentlig gjorde det ikke så meget, for vi var jo også kommet til Hoi An for at benytte os af de mange skræddere, som er i byen. Priserne er sindssygt lave - nogle gange er kvaliteten derefter, men man kan også være super heldig at få lavet et par lækre busker til 90 kr, der sidder perfekt.
Så vi valgte stof, mønstre og snit, og aftalte at komme til den første fitting senere på dagen - og så skulle vi på stranden. Troede vi.
Regnen forsatte ufortrødent og uden hensyn til 5 danske turister, der gerne ville have lidt farve, bade og nyde at man trods alt bor i et land med skønne strande. Hmm.... Lørdag gik med at bestille mere tøj, prøve tøj, rette til, spise god mad og prøve mere tøj. Men hey - vi havde jo stadig en hel søndag og skulle først af sted nordpå sen eftermiddag.
Ja, søndag regnede det, som I nok kan gætte stadigvæk. Vi fik hentet vores tøj (og sko), turbo-sightset en smule, tog en taxa til stranden, hvor Aske bevægede sig ud i de meterhøje og måske også lidt farlige bølger, mens taxamanden var så flink at vente. Stranden var smuk, som da jeg forlod den sidst, og havde det ikke været for vejret, ville det have været et fantastisk get-away til solbadning og en dukkert i det sydkinesiske hav. Men sådan ville vejrguderne det ikke denne gang.
Vi tog en taxa til Da Nang lufthavn kun for at finde ud af, weekendens regnvejr havde gjort landingsbanerne glatte, så det store Boeing fly, der skulle lande fra Ho Chi Minh og så flyve os til Hanoi kunne ikke lande og var vendt om og fløjet til Ho Chi Minh igen.
I Da Nang lufthavn var det ikke muligt at opdrive noget aftensmadsagtigt udover kiks, chips, instant noodle og chokolade. Det var en rimelig trist affære. Efter 5 timers venten kom vi endelig i luften og aldrig har en tør sandwich med skinke smagt så godt!
Lettere slukørede ankom vi til praktikanthuset 1.30 natten til mandag. En regnvåd oplevelse og for mit vedkommende 4 par bukser, 6 skjorter, en kjole, en top, en nederdel og et par sko rigere :) Nu tror jeg, jeg er tøjmæssigt rustet til at gå en ambassade-korrekt-klædt-Hanoi-vinter i møde.
Hoi An gadebillede
En af de tre skræddere hvor jeg fik syet tøj
Den bedste burger i Vietnam indtil nu!
Aske udfordrer bølgerne
Hoi An er en lille hyggelig by ved kysten i det centrale Vietnam. Byen ligger på de fleste backpackeres "to-do-liste", og Jes og jeg tilbragte 5-6 dage i byen i 2003. Hoi An er blevet er "UNESCO World Heritage", men for os var hovedattraktionerne nu de mange skræddere, små caféer og stranden 5 km fra byen. Det var min yndlingsby i Vietnam, sidst jeg var her.
Fredag aften tog vi flyet fra Hanoi til Da Nang lufthavn, ca 30 km fra Hoi An. Efter at være blevet snydt (lidt) af taxachaufføren på vej til lufthavnen i Hanoi var tålmodigheden ikke til endnu en taxa-tur med et taxameter med fast-forward-snyd-de-dumme-turister-indstilling, så vi forsøgte at få en fast pris på turen, hvilket den gode taxachauffør lovede os. Det blev dog til en større diskussion, da det viste sig, manden ikke havde tænkt sig at overholde aftalen med fast pris, og taxameteret lystigt tikkede derud af, mens vi futtede af sted mod Hoi An.
Men hvad kan man gøre? Ingenting. Episoden frembragte nogle af de indebrændte aggressioner, jeg forlod Vietnam med efter at være blevet snydt igen og igen i 2003.
Nå, men vi nåede helskindede frem til Hoi An, hvor det godt nok var begyndt at regne en del. Vi var dog fortrøstningsfulde - vi bor i Vietnam, hvor monsunen hærger halvdelen af året. Lidt regn slår ingen mand af hesten. Efter at have indlogeret os på samme hotel, som jeg boede på sidst, gik vi i seng og drømte sødt om den lækre strand med hvidt sand, blåt hav og svajende palmer, vi skulle sole os på den efterfølgende dag.
Næste morgen regnede det stadig i lårfedestråler. Egentlig gjorde det ikke så meget, for vi var jo også kommet til Hoi An for at benytte os af de mange skræddere, som er i byen. Priserne er sindssygt lave - nogle gange er kvaliteten derefter, men man kan også være super heldig at få lavet et par lækre busker til 90 kr, der sidder perfekt.
Så vi valgte stof, mønstre og snit, og aftalte at komme til den første fitting senere på dagen - og så skulle vi på stranden. Troede vi.
Regnen forsatte ufortrødent og uden hensyn til 5 danske turister, der gerne ville have lidt farve, bade og nyde at man trods alt bor i et land med skønne strande. Hmm.... Lørdag gik med at bestille mere tøj, prøve tøj, rette til, spise god mad og prøve mere tøj. Men hey - vi havde jo stadig en hel søndag og skulle først af sted nordpå sen eftermiddag.
Ja, søndag regnede det, som I nok kan gætte stadigvæk. Vi fik hentet vores tøj (og sko), turbo-sightset en smule, tog en taxa til stranden, hvor Aske bevægede sig ud i de meterhøje og måske også lidt farlige bølger, mens taxamanden var så flink at vente. Stranden var smuk, som da jeg forlod den sidst, og havde det ikke været for vejret, ville det have været et fantastisk get-away til solbadning og en dukkert i det sydkinesiske hav. Men sådan ville vejrguderne det ikke denne gang.
Vi tog en taxa til Da Nang lufthavn kun for at finde ud af, weekendens regnvejr havde gjort landingsbanerne glatte, så det store Boeing fly, der skulle lande fra Ho Chi Minh og så flyve os til Hanoi kunne ikke lande og var vendt om og fløjet til Ho Chi Minh igen.
I Da Nang lufthavn var det ikke muligt at opdrive noget aftensmadsagtigt udover kiks, chips, instant noodle og chokolade. Det var en rimelig trist affære. Efter 5 timers venten kom vi endelig i luften og aldrig har en tør sandwich med skinke smagt så godt!
Lettere slukørede ankom vi til praktikanthuset 1.30 natten til mandag. En regnvåd oplevelse og for mit vedkommende 4 par bukser, 6 skjorter, en kjole, en top, en nederdel og et par sko rigere :) Nu tror jeg, jeg er tøjmæssigt rustet til at gå en ambassade-korrekt-klædt-Hanoi-vinter i møde.
Den kraftige regn skyldtes for øvrigt en tropisk storm, som ramte området mandag og krævede adskillige liv. Lige i kølvandet på den fulgte tyfonen, Xangsane, som er den kraftigste af sin slags i 11 år. Godt vi kom hjem til Hanoi!
Vejret var en regnslagssælgers drøm
Vejret var en regnslagssælgers drøm
Hoi An gadebillede
En af de tre skræddere hvor jeg fik syet tøj
Den bedste burger i Vietnam indtil nu!
Aske udfordrer bølgernefredag, september 29, 2006
Silkelandsbyen
Forrige søndag tog vi på udflugt til Silke Landsbyen, der ligger godt 15 km fra Hanoi centrum. Stort set alle landsbyer har deres specielle håndværk, som hele landsbyen producerer; keramik, møbler, silke, lakerede ting, bambus, hatte, fuglebure - you name it.
Nå men selve byen var ikke det store at råbe hurra for. Faktisk var der kun masse silkeforhandlere, der solgte det samme. Ved lidt research og køren rundt i selve landsbyen, fandt vi et sted, hvor de spandt silken og fik lov til at komme ind at processen. Se billeder fra turen og flere nye fotos her
Nedenstående billeder tog jeg på turen. Det mest absurde må være det øverste skilt, da Hanois trafik er kendetegnet ved usandsynligt megen dytten.
Nå men selve byen var ikke det store at råbe hurra for. Faktisk var der kun masse silkeforhandlere, der solgte det samme. Ved lidt research og køren rundt i selve landsbyen, fandt vi et sted, hvor de spandt silken og fik lov til at komme ind at processen. Se billeder fra turen og flere nye fotos her
Nedenstående billeder tog jeg på turen. Det mest absurde må være det øverste skilt, da Hanois trafik er kendetegnet ved usandsynligt megen dytten.
tirsdag, september 26, 2006
Grådighed og hårdt arbejde
For et par uger siden cyklede vi en tur ud til Etnologisk Museum, som ligger ca. 8 km fra centrum. Museet består af en stor bygning med udstillinger i flere etager samt en have med traditionelle minoritets huse.
Minoritets hus - kan ikke huske hvilken stamme
Indenfor var der udstillinger om de forskellige minoritetsgrupper, der findes her i Vietnam. Hver gruppe har sine helt egne ritualer, klæder, byggestil, sprog osv.
Der var desuden en udstilling om, hvordan livet i Hanoi var subsidie systemet, der varede fra 1975-1986. Alle varer var rationeret, og man fik udleveret rationsmærker efter hvilken klasse i samfundet, man tilhørte. Forskellige steder i byen var der varelagre, hvor man måtte stå i kø i timer for at få sin ration ris, der ofte var rådne. Folk boede på uendelig lidt plads! Der var en kopi af en lejlighed på 36m2, hvor en familie på 8 mennesker var stuvet sammen. Ikke nok med det; for at tjene lidt ekstra til føden holdt familien grise på badeværelset. Ja, grise! Det var åbenbart normalt at have grise eller høns i lejlighederne, som man så kunne sælge og derved oppe familiens levestandard en lillebitte smule. Der må have været en ulidelig stank med 8 mennesker og 3 grise på 36m2 i Hanois fugtige sommerhede.
Udstillingen gav et indblik i, hvordan den generation, som har skabt den økonomiske vækst, levede. Jeg tror, en del af motivationen for den hårdt arbejdende stil mange vietnamesere ligger for dagen, skal findes i de fattige kår, de i så mange år levede under, og den pludselige mulighed for at tjene penge. Det må have været noget af en omvæltning for den generation at gå fra at være ludfattige og bekymre sig om dagens måltid - til i dag hvor mange (dog ikke alle) har opnået en livsstil fyldt med vestens materialistiske indflydelse.
Min forståelse for den umiddelbare grådighed og manglende forståelse for bæredygtig udvikling, som jeg til tider synes præger den vietnamesiske tilgang til den økonomiske vækst, er blevet langt større. Hvis man levet under vilkår, hvor en af livets største glæder var en risration, der ikke var halvrådden, og nu står med muligheden for at tjene hurtige penge, er det nok svært at tænke langsigtet.
En stor del bistandsarbejdet herude er kapacitetsopbygning i de vietnamesiske institutioner. Det kan lyde helt "koloni-herre-agtigt", men en del af arbejdet handler om at søge at videregive erfaringer fra vesten, hvor økonomien og udviklingen alt andet lige har været en succeshistorie. Herude foregår den udvikling, som man oplevede i Vesteuropa over 100 år bare på 10, og det skaber nogle enorme skævvridninger i forhold til udviklingsniveauet økonomisk og socialt.
Bygninger skyder op i udkanten af Hanoi - KÆMPE - lejlighedskomplekser med den ene skyskraber efter den anden. Det er til de rige expats og den voksende middelklasse vietnameser. I den anden ende af skalaen har vi den ufaglærte arbejder. En tjener på en café tjener godt 50 USD (300 kr) om måneden. Det giver altså kun 10 kr om dagen til at spise, sove og måske endda fodre børn for.
Alle her vil frem - der skal tjenes penge, og det skal gå hurtigt! Bæredygtig udvikling både økonomisk, socialt og ikke mindst miljømæssigt er ikke noget den almene vietnameser bekymrer sig synderligt om. Penge her og nu er noget, man kan forstå. Fremtiden? Tja for bare 10 år siden havde man end ikke i de vildeste fantasier forestillet sig Vietnam ville være på vej ind i middelklasse indkomst kategorien hvad BNP pr. indbygger angår - hvorfor så ikke levet i nuet og skrabe alt hvad man kan til sig?
Jeg håber bare lidt af bistandsarbejdet bidrager til større forståelse af nødvendigheden i at se frem, hvis ikke på langt sigt, så i det mindste på mellemlangt.
Minoritets hus - kan ikke huske hvilken stammeDer var desuden en udstilling om, hvordan livet i Hanoi var subsidie systemet, der varede fra 1975-1986. Alle varer var rationeret, og man fik udleveret rationsmærker efter hvilken klasse i samfundet, man tilhørte. Forskellige steder i byen var der varelagre, hvor man måtte stå i kø i timer for at få sin ration ris, der ofte var rådne. Folk boede på uendelig lidt plads! Der var en kopi af en lejlighed på 36m2, hvor en familie på 8 mennesker var stuvet sammen. Ikke nok med det; for at tjene lidt ekstra til føden holdt familien grise på badeværelset. Ja, grise! Det var åbenbart normalt at have grise eller høns i lejlighederne, som man så kunne sælge og derved oppe familiens levestandard en lillebitte smule. Der må have været en ulidelig stank med 8 mennesker og 3 grise på 36m2 i Hanois fugtige sommerhede.
Udstillingen gav et indblik i, hvordan den generation, som har skabt den økonomiske vækst, levede. Jeg tror, en del af motivationen for den hårdt arbejdende stil mange vietnamesere ligger for dagen, skal findes i de fattige kår, de i så mange år levede under, og den pludselige mulighed for at tjene penge. Det må have været noget af en omvæltning for den generation at gå fra at være ludfattige og bekymre sig om dagens måltid - til i dag hvor mange (dog ikke alle) har opnået en livsstil fyldt med vestens materialistiske indflydelse.
Min forståelse for den umiddelbare grådighed og manglende forståelse for bæredygtig udvikling, som jeg til tider synes præger den vietnamesiske tilgang til den økonomiske vækst, er blevet langt større. Hvis man levet under vilkår, hvor en af livets største glæder var en risration, der ikke var halvrådden, og nu står med muligheden for at tjene hurtige penge, er det nok svært at tænke langsigtet.
En stor del bistandsarbejdet herude er kapacitetsopbygning i de vietnamesiske institutioner. Det kan lyde helt "koloni-herre-agtigt", men en del af arbejdet handler om at søge at videregive erfaringer fra vesten, hvor økonomien og udviklingen alt andet lige har været en succeshistorie. Herude foregår den udvikling, som man oplevede i Vesteuropa over 100 år bare på 10, og det skaber nogle enorme skævvridninger i forhold til udviklingsniveauet økonomisk og socialt.
Bygninger skyder op i udkanten af Hanoi - KÆMPE - lejlighedskomplekser med den ene skyskraber efter den anden. Det er til de rige expats og den voksende middelklasse vietnameser. I den anden ende af skalaen har vi den ufaglærte arbejder. En tjener på en café tjener godt 50 USD (300 kr) om måneden. Det giver altså kun 10 kr om dagen til at spise, sove og måske endda fodre børn for.
Alle her vil frem - der skal tjenes penge, og det skal gå hurtigt! Bæredygtig udvikling både økonomisk, socialt og ikke mindst miljømæssigt er ikke noget den almene vietnameser bekymrer sig synderligt om. Penge her og nu er noget, man kan forstå. Fremtiden? Tja for bare 10 år siden havde man end ikke i de vildeste fantasier forestillet sig Vietnam ville være på vej ind i middelklasse indkomst kategorien hvad BNP pr. indbygger angår - hvorfor så ikke levet i nuet og skrabe alt hvad man kan til sig?
Jeg håber bare lidt af bistandsarbejdet bidrager til større forståelse af nødvendigheden i at se frem, hvis ikke på langt sigt, så i det mindste på mellemlangt.
mandag, september 25, 2006
Vietnamesiske sprogvanskeligheder!
Jeg har været lidt sløv til at opdatere bloggen - der har været rigeligt at se til på arbejde, og så er vi begyndt på vietnamesisk undervisning 2 gange om ugen. Det kan godt være lidt hårdt efter 8 timer på arbejde at sætte sig på skolebænken i 1½ time for at forsøge at udtale lyde, som man aldrig før har hørt!
Vores lærer kommer hjem til os, og så sidder vi og vrider vores tunge rundt for at sige simple sætninger som - "Jeg hedder", "Jeg er syg" osv. (nord) Vietnamesisk har 6 toner - på skrift er det udtrykt ved at tilføje tegn til bogstaverne. F.eks betyder en prik under en vokal en meget kort lyd. Det vil sige, at "chao" kan betyde 6 forskellige ting alt efter hvilket tegn, der er over eller under bogstaverne. Chào betyder "hej"! Nuanceforskellene mellem de 6 forskellige toner er usandsynligt små - og man skal virke slå lyttelapperne ud for at indentificere, om lyden er kort, lidt kort, går op eller ned osv.
Så er der problematikken, når man tiltaler folk. På vietnamesisk sjusser man sig frem til forskellige alderskategorier (i forhold til en selv), som man så tiltaler folk efter. Yngre end en selv tiltales Em, kvinder der er ældre, men ikke så meget ældre end en selv Chi (med en prik under i'et). Cô er hvis kvinden er ca 20 år ældre, og Bà er til en meget meget gammel kvinde! Samme system gælder for mænd - man kan hurtigt komme til at fornærme nogen, hvis man ikke lige kan gætte deres alder!
Tilgengæld er grammatikken meget simpel - men der er vi ikke helt kommet til endnu. Jeg har svært nok ved at udgyde 5 ord i rækkefølge uden at skulle tænke på grammatikken : )
Mit ambtionsniveau er forholdsvist lavt. Jeg skal kun være her 4 mdr endnu, og folk der har været her i årevis, kager stadig rundt i "meget meget gammel dame", "oksekød" og "tre", som alle tre staves ba, men udtales forskelligt alt efter hvilket tegn, der er sat over/under a'et.
Vores lærer kommer hjem til os, og så sidder vi og vrider vores tunge rundt for at sige simple sætninger som - "Jeg hedder", "Jeg er syg" osv. (nord) Vietnamesisk har 6 toner - på skrift er det udtrykt ved at tilføje tegn til bogstaverne. F.eks betyder en prik under en vokal en meget kort lyd. Det vil sige, at "chao" kan betyde 6 forskellige ting alt efter hvilket tegn, der er over eller under bogstaverne. Chào betyder "hej"! Nuanceforskellene mellem de 6 forskellige toner er usandsynligt små - og man skal virke slå lyttelapperne ud for at indentificere, om lyden er kort, lidt kort, går op eller ned osv.
Så er der problematikken, når man tiltaler folk. På vietnamesisk sjusser man sig frem til forskellige alderskategorier (i forhold til en selv), som man så tiltaler folk efter. Yngre end en selv tiltales Em, kvinder der er ældre, men ikke så meget ældre end en selv Chi (med en prik under i'et). Cô er hvis kvinden er ca 20 år ældre, og Bà er til en meget meget gammel kvinde! Samme system gælder for mænd - man kan hurtigt komme til at fornærme nogen, hvis man ikke lige kan gætte deres alder!
Tilgengæld er grammatikken meget simpel - men der er vi ikke helt kommet til endnu. Jeg har svært nok ved at udgyde 5 ord i rækkefølge uden at skulle tænke på grammatikken : )
Mit ambtionsniveau er forholdsvist lavt. Jeg skal kun være her 4 mdr endnu, og folk der har været her i årevis, kager stadig rundt i "meget meget gammel dame", "oksekød" og "tre", som alle tre staves ba, men udtales forskelligt alt efter hvilket tegn, der er sat over/under a'et.
tirsdag, september 19, 2006
Vietnamesisk skolefest
Aske underviser engelsk på et engelsk center godt 30-40 minutters kørsel fra Hanoi. Hans elever havde inviteret ham på vietnamesisk mad og tilskyndet ham at tage engelsk-talende venner med.
Vi havde været på sightseeing og se litteratur templet om eftermiddagen, og havde ikke taget invitationen til kl.17.30 særligt højtideligt. Ud fra Askes beskrivelse af arrangementet var det en uhøjtidelig sammenkomst med lidt mad.
Aske, Katrine, Julie, Inge (praktikant hos dansk firma herude) og jeg tog en taxa lidt i seks fra Hanoi centrum. Da vi endelig ankom sad der der et helt klasseværelse fyldt med vietnamesere og ventede på os! De gik først i gang med maden - lau (krydret boullion, hvori man koger grøntsager, kød, fisk og skaldyr) - da vi kom. Det var ret så pinligt. De vietnamesiske engelsk-lærere hældte lystigt alkohol på os. Knap havde man taget en tår, før glasset var fyldt igen. I baggrunden kørte blandt andet Michael Learns To Rock som kareoke. Tidlig 90'er pop er stadig et hit herude.
Under måltidet nævnte en af lærerne "special programme - foreigners sing", vi havde ikke forstået aftenens koncept og tilskrev hans middelmådige engelsk manglende forklaring på dette særprægede programpunkt.
Med fyldte maver trak folk ud i skolegården, hvor der var stillet en stor scence op. Vi var de sidste, der blev gennet ud. Det gik endelig op for os, at vi var æresgæster og skulle side på forreste række til det forestående show! Totalt uforberedte på denne status var vi en anelse beklemte ved situationen. Opvartningen forsatte. Foran os stod to store frugtfade, vand og sodavand.
Det storstilede foretagen tiltrak hele nabolaget, som stod som sild i tønde op af hegnet for at glo ind på løjerlighederne. Selve showet bestod af elever, der optrådte med forskellige sange. Selv om jeg tilnærmelsesvis er tonedøv og ikke forstår en pip af sproget, kunne jeg godt høre, de sang rent. Efter 7-8 meget enslydende sange, var vi dog ved at være godt møre. Men det var der råd for, for lige pludselig blev vi kaldt på scencen. Uden varsel blev vi bedt om at synge en sang, som om det var det naturligste i verden! Ingen af os var udrustet med store sangstemmer, og jeg hader at stå på en scene. Desuden gik klappen ned for alle 5, og det bedste vi kunne komme på, var nationalsangen. På trods af forreste række engelsk-elever sad med hænderne for ørene for at skærme for de horrible danske sangstemmer, blev vi af lærene bedt om at synge en sang sammen med dem. Men hvilken sang kender både vietnamesere og danskere?!Det blev til en forfærdelig udgave af Happy Birthday. Og som om det ikke var nok, ville de have mere! Mere pinlig udlænding - mere mere... Så vi sang "højt fra træets grønne top". Åh sjældent har jeg oplevet noget så pinligt!
Bagefter forsatte showet med dans og sang. Vi var ved at brygge en undskyldning om, at vi skulle tidligt op dagen efter, men heldigvis lukkede politiet festen kl. 22, og vi kunne tage en taxa tilbage til Hanoi og nyde en velfortjent drink på en af byens barer! Hele aftenen blev de ved med at spørge, om vi ikke også ville undervise på deres English center, og havde det ikke ligget så helvedes langt væk, ville jeg da være fristet for oplevelsens skyld. Oh well, det var en spændende og oplevelsrig aften, som jeg sent glemmer :)
Se billeder her - vælg "Ngay hoi cua hoc vien"
Vi havde været på sightseeing og se litteratur templet om eftermiddagen, og havde ikke taget invitationen til kl.17.30 særligt højtideligt. Ud fra Askes beskrivelse af arrangementet var det en uhøjtidelig sammenkomst med lidt mad.
Aske, Katrine, Julie, Inge (praktikant hos dansk firma herude) og jeg tog en taxa lidt i seks fra Hanoi centrum. Da vi endelig ankom sad der der et helt klasseværelse fyldt med vietnamesere og ventede på os! De gik først i gang med maden - lau (krydret boullion, hvori man koger grøntsager, kød, fisk og skaldyr) - da vi kom. Det var ret så pinligt. De vietnamesiske engelsk-lærere hældte lystigt alkohol på os. Knap havde man taget en tår, før glasset var fyldt igen. I baggrunden kørte blandt andet Michael Learns To Rock som kareoke. Tidlig 90'er pop er stadig et hit herude.
Under måltidet nævnte en af lærerne "special programme - foreigners sing", vi havde ikke forstået aftenens koncept og tilskrev hans middelmådige engelsk manglende forklaring på dette særprægede programpunkt.
Med fyldte maver trak folk ud i skolegården, hvor der var stillet en stor scence op. Vi var de sidste, der blev gennet ud. Det gik endelig op for os, at vi var æresgæster og skulle side på forreste række til det forestående show! Totalt uforberedte på denne status var vi en anelse beklemte ved situationen. Opvartningen forsatte. Foran os stod to store frugtfade, vand og sodavand.
Det storstilede foretagen tiltrak hele nabolaget, som stod som sild i tønde op af hegnet for at glo ind på løjerlighederne. Selve showet bestod af elever, der optrådte med forskellige sange. Selv om jeg tilnærmelsesvis er tonedøv og ikke forstår en pip af sproget, kunne jeg godt høre, de sang rent. Efter 7-8 meget enslydende sange, var vi dog ved at være godt møre. Men det var der råd for, for lige pludselig blev vi kaldt på scencen. Uden varsel blev vi bedt om at synge en sang, som om det var det naturligste i verden! Ingen af os var udrustet med store sangstemmer, og jeg hader at stå på en scene. Desuden gik klappen ned for alle 5, og det bedste vi kunne komme på, var nationalsangen. På trods af forreste række engelsk-elever sad med hænderne for ørene for at skærme for de horrible danske sangstemmer, blev vi af lærene bedt om at synge en sang sammen med dem. Men hvilken sang kender både vietnamesere og danskere?!Det blev til en forfærdelig udgave af Happy Birthday. Og som om det ikke var nok, ville de have mere! Mere pinlig udlænding - mere mere... Så vi sang "højt fra træets grønne top". Åh sjældent har jeg oplevet noget så pinligt!
Bagefter forsatte showet med dans og sang. Vi var ved at brygge en undskyldning om, at vi skulle tidligt op dagen efter, men heldigvis lukkede politiet festen kl. 22, og vi kunne tage en taxa tilbage til Hanoi og nyde en velfortjent drink på en af byens barer! Hele aftenen blev de ved med at spørge, om vi ikke også ville undervise på deres English center, og havde det ikke ligget så helvedes langt væk, ville jeg da være fristet for oplevelsens skyld. Oh well, det var en spændende og oplevelsrig aften, som jeg sent glemmer :)
Se billeder her - vælg "Ngay hoi cua hoc vien"
søndag, september 17, 2006
Moderne ballet i Hanoi Opera
I sidste uge var i Hanoi Opera for at se moderne ballet. Det var arrangeret af L'espace, som er det franske kultur center her i Hanoi. Selve opera bygningen er super flot, det er en gammel restaureret bygning fra kolonitiden - I må dog have et billede til gode. Det er et af de få steder, jeg endnu ikke har foreviget med mit elskede kamera.
Showet bestod af to akter. De første var 6-7 små serier, både solo og med flere dansere. Andet akt var en historie om en kvinde, der måtte ofres - hvorfor fandt jeg aldrig helt ud af. Danserne var, så vidt jeg forstod, det første hold professionelle dansere uddannet i Hanoi. Jeg synes egentlig meget godt om showet, men som gammel gymnast kunne jeg ikke undgå at bide mærke i, at danserne til tider var lidt dårlige til at ramme deres markeringer. Alt i alt var det nu en spændende aften.
Abonner på:
Opslag (Atom)
