En dekadent weekend

For et par uger siden var der lagt op til det helt store show, da Danmark og Vietnam fejrede 35 år jubilæet for diplomatiske relationer de to lande i mellem.
Showet foregik i Hanoi Opera med dansk importeret medvært Gorm (ham fra "Hvornår var det nu, det var) og indslag fra Swing Sisters, som også havde været det danske indslag i den europæiske jazz festival i samme uge.

Jeg havde fået syet en fin kjole til lejligheden og følte mig en kende "over-dressed", da jeg kom ud på gaden og ventede på taxaen. Det hjalp selvfølgelig lidt, at de andre praktikanter også var iklædt fineste puds.

Showet var trods et par tekniske kiks meget fedt, især break dance nummeret til sidst fik både ministre, vice-ministre og ambassadøren til at smile.

Ud over at fejre diplomatiets 35 års jubilæum, fejrede vi også Troels' 27 års fødselsdag. Og nu da vi alligevel var fine i tøjet, hvorfor så ikke spise på Hanois dyreste restaurant?

Praktikanthuset % Julie + Inge (praktikant i dansk virksomhed) og Line (ansat ved Jysk Rejser)

Dagen efter var jeg til det vildste VIP party, som jeg formentlig nogen sinde kommer med til. Det var åbningsfesten for Ipa Nimas nye butik. Det var "P-fest", så man skulle have noget, der startede med p på. Jeg trak i en nysyet lilla kjole, og så var den klaret. Andre var betydeligt mere innovative og kom klædt ud som paven, pigs, pirate, pilot, med paryk - you name it. Selve rammerne var totalt overdrevne. Gaden var spærret af, området foran butikken pakket ind i pink hegn, og så var der ellers security på. Selve billetten kom i en speciallavet tundåse. Når man åbnede dåsen, var der en overdådig nøglering med charms i pink og purple, som så udgjorde billetten.

Der var projektører, rød løber og høj musik - jeg forestiller mig, det er sådan at være kendt!
Så gik den ellers løs med pink drinks og en noget dekadent udgave af pindemadder. Efter et par timer blev det annonceret, at vi nu skulle videre. Et ukendt antal busser stod klar ude på gaden til at fragte os videre. Til hver passager var der en lille madpakke med en flaske vin og lidt mad - man skulle jo nødig sulte på vejen! Vi blev kørt til et af byens 5-stjernede hoteller, hvor en bar var lejet og udsmykket i pink og lilla med Ipa Nima logo. Så var der ellers free flow af pink drinks og shots indbygget i en isfigur.

Aftenens højde punkt var Ipa Nima Dream Girls danseshow.
Der var efter sigende gratis tasker til alle, men det var jeg nok for fuld til at opdage ;)
Og hvordan kom jeg, som slet ikke er VIP, med til sådan en fest? En af mine veninder er en Dream Girl...

Jeg glæder mig i denne tid

Julesneen falder dog ej hvid; det er 22 grader, solen skinner, og i øvrigt fejrer man ikke rigtigt jul i Vietnam.
Men jeg glæder mig. Og i tråd med julens ånd, vil jeg fokusere på mad og dele forventningens glæde med jer.

Jeg glæder mig til:

• Fed feta ost
  
• Store grønne oliven i olie med mandler i
  
• Tzatziki med masser af hvidløg
  
• Ristede ciabatta boller
• Humus
  
• Serano skinke
• Chorizo fra slagteren
• Skummetmælk
• Softkernet rugbrød
• Brun sovs i spandevis og kartofler
  
• Leverpostej med agurk
• Kartoffelspegepølse fra slagteren
• Squash sodavand
• Nachos med centimter tyk cheddar ost og guacamole
• Rødt kød
• Lakridspuder fra Fanø Bolsche Fabrik
  
• Selv at lave mad

Men jeg kommer også til at savne:

• Friske sommerruller (dampede)
• Stegte forårsruller
• Catfish forårsruller med wasabi sauce til
• Pho ga (nuddel suppe med kylling)
• Bun Cha (nudler med grillet svinekød og friske urter)
• Frisk frugt hver morgen
  
• Cha Ca (fisk stegt med masser af urter i olie)
• Sheratons champagne brunch
• At have råd til sushi
• Frisk lemon juice
• Kæmpe rejer
• Varm mad til frokost
• Søndags dim sum på Sofitel Plaza
• Frugt shakes
• Green mango salat
  
• Konditor kager
• Sweet mango chicken
  
• Lotus blads salat
• Pizza med frisk ananas
• At gå ud at spise

Påfaldende hvor lidt af det, jeg rent faktisk glæder mig til, der har rødder i dansk madtradition - oh well, man lever vel i en globaliseret verden :)

Kuala Lumpur

Takket være Air Asia har selv en fattig studerende (næsten) råd til at tage på forlænget weekend i et andet land. Air Asia er et af Sydøstasiens bud på Ryanair og har base i Kuala Lumpur. Hanoi-Kuala Lumpur ruten åbnede i oktober, og da jeg syntes, det kunne være spændende at besøge en multi-etnisk asiatisk storby, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne benytte mig af kun et være 3½ time væk i fly.
Med argumentet at der sikkert går mange år, før jeg igen får muligheden i tasken, drog jeg forrige weekend sydøst om til KL.


Jeg fik krydset mig turist-sightseeing liste af, men blev også klar over, hvor træt jeg er af at fare fra et sightseeing spot til det næste. Det er et luksus-problem skabt af min intensive rejsen de sidste 6 mdr, men ikke desto mindre trængte jeg til en slapper allerede efter en dags faren rundt i moderne KL.

Udsigt fra Twin Towers på 41. etage

Lørdag aften mødtes jeg med Dea, som var i sidste weekend af sit udvekslingsophold i Malaysia. Dea og venner tog mig med på homo-bar, hvilket må siges at være en ekstrem oplevelse på mange måder. Dels fordi det var en super tjekket klub, dels gik folk helt amok og dansede på podier, dels fordi Malaysia er overvejende muslimsk og man kan få pisk for at være homo! Men en sjov aften og en god påminder om, hvor billigt det er at drikke i Hanoi i forhold til (stort set) resten af verden. Det gjorde lidt ondt i pengepungen...

Monorail i by-billedet

Søndag slappede jeg bare af og daskede rundt og plejede tømmermændene. Og så fik jeg powershoppet! Og nej, det var hverken tøj, sko eller tasker... Men bøger! Malaysia er tidligere britisk koloni, og deres bogbutikker bugnede af lækre engelsk sprogede bøger. Faktisk var en af bogbutikkerne udstyret med en helt statskundskabsafdeling, og så gik der nørd i den, og jeg fik købt en del af de "store værker", som jeg altid har tænkt, jeg burde læse : )

Hawker stall - mere avanceret gadekøkken end i VN

Om aftnen tog KL-praktikanterne mig med på fancy bar uden åben himmel med udsigt til KL tower. Ugen foriden var de + 2 andre danskere i Hanoi, så der var det vores tur til at være værter. Nu bliver det lidt indviklet; det var faktisk, da jeg var på besøg i praktikant-lejligheden i Beijing, jeg fik idéen til at kontakte KL-praktikanterne, da en af KL-praktikanterne også havde været på besøg i Beijing - og så viste det sig, at de skulle til Hanoi - og jeg til KL : ) Næsten et helt lille praktikant netværk herude i det store Asien, hvor afstandene egentlig er ret så store.

Mandag skulle jeg tilbage til Vietnam. Jeg har vænnet mig til udviklingniveauet i Vietnam, fattigdommen på gaden, de nye butikker, der skyder op, trafikkaos hver dag og relativt få, der taler engelsk. Det kan være helt omvendt kulturchok at komme hjem, efter en tur udenlands - det bliver mærkeligt at kommet tilbage til Europa om ikke så længe!

Lufthavnen ligger 101 km fra KL by - det tog ca. en time i taxa. Lufthavnen her i Hanoi ligger ca. 45 km fra byen - det tager ca. en time i taxa! Det siger lidt om infrastrukturen.

Byen med 9 millioner cykler

Efter Hong Kong eventyret tog jeg til Beijing. Ifølge Katie Melua er der 9 millioner cykler i byen - jeg ved nu ikke helt, om det passer, men cykler, det var der i hvert fald.




Flere billeder her

Hong Kong eventyr og visum problemer

For at spare 1200 kr pr. billet fløj vi ikke direkte til Hong Kong, men til Guangzhou 3 timers kørsel derfra. Det gik som sådan fint nok - vi havde en del besvær med at finde ud af, hvilken bus vi skulle med for at komme ind til togstationen, men det lykkedes at finde en kineser, der syntes at forstå, hvor vi ville hen. Vi satte os ind og blev noget paffe over byens størrelse - vi kørte og kørte og kørte. Guangzhou ligger i en af de økonomiske special zoner, (SEZ), hvor man har givet industrien fordelagtige betingelser - resultatet er en super moderne by med 10 millioner indbyggere!
Bussen satte os af - og så stod vi dér. I en by med godt to gange Danmarks befolkning. Og sjovt nok ikke ved nogen togstation....

Vi spurgte resolut den første og den bedste kineser - som var super sød og prajede os en ikke snydende taxa. Vi satte vores lid til, at hun forstod, hvor vi ville hen, og ganske rigtigt ankom vi til en togstation.
Så langt så godt - da vi så skulle boarde toget, gik vi gennem immigration. Katrine og jeg kiggede på hinanden, da vi kom ud på den anden side - og kiggede på vores pas. Vi havde kun en gang entry til Kina, og nu var lige rejst ud?! Vi skulle jo ligesom også hjem igen?! Så Kina ville ikke have os ind igen - og Hong Kong ville kun have os et par uger (hvis det endelig skulle være)...
Under hele togturen til Hong Kong så vi overskrifterne rulle:

"4 danske ambassade trainees fanget mellem Hong Kong og Kina"

" Dumme danske praktikanter skaber politisk twist - sidder fast immigrationen i landet med to systemer"

"Kold luft mellem Danmark og Kina - 4 ambassade ansatte skaber visum ravage"

Jo, det var en hyggelig tre timers togtur. Jeg må indrømme, jeg ikke havde skænket det en tanke at "et land, to systemer"-modellen (hvorpå Hong Kong tilhører Kina) betød, at de havde selvstændigt immigrationssystem. Jeg, som plejer at læse ALT, inden jeg tager til et nyt sted og som egentlig elsker at researche nye destinationer var blevet doven og havde kun printet et par sider ud fra nettet til at læse under rejsen. Dumt, meget dumt, for der stod der selvfølgelig også, at HK har selvstændigt immigrations system!
Det mest åndsvage er, at vi bare kunne have søgt om multi-entry, da vi søgte visum ved den kinesiske ambassade i Hanoi. Men det var selvfølgelig alt for sent, og den blå kuglepensstreg over visummet markerede ikke alene at visummet var brugt, men også vores totale dumhed og uvidenhed!

Da vi ankom til Kowloon station i Hong Kong viste det sig dog, at det var meget let at få visum til Kina (meget lettere end da vi skulle have det i Hanoi). De skulle bare have vores pas, en god bunke penge, og så ville vi have et nyt visum 2 arbejdsdage senere. Fab, just fab.

Yderst lettede og en del fattigere checkede vi ind på vores slum hostel, som dog var rent og pænt. Vi gik en tur ned til havnen, hvor udsigten til Hong Kong island fuldstændig slog benene væk under os alle 4.


Dagen efter på vej ned fra Victoria Peak, udsigtspunkt på Hong Kong island, mødte vi en amerikansk diplomat, som tilbød at tage os med ud på hans lille sejlbåd på sydsiden af øen. Vi prajede en taxa og kørte de godt 30 minutter over på den anden side af øen. Det var super fedt at se en anden side af Hong Kong, som er langt mindre udviklet, meget mere hyggelig og provins agtig. Selv om bølgerne fra tid til anden blev lige høje nok (vi var trods alt ude på åbent hav), var det en sindssyg oplevelse at sejle rundt i en lille båd i det Sydkinesiske hav med udsigt til de omkringliggende øer, mens solen gik ned. Det oplever man ikke hver dag.


Ud over Victoria Peak var vi HK cultural center og se moderne dans, på havnerundfart, ude at shoppe, i botanisk have, på et lukket Stanley Marked - og ellers gik tiden bare med at nyde den fede stemning. Forresten kan man shoppe til klokken 2 om natten i nogle centre - det er virkelig en by efter min smag ; )

Ja, ja jeg ved det godt

Jeg har været sløv - bloggen har stået stille alt alt for længe.
Men, der er nu en meget god forklaring, og I kære læsere er nogen af de første i verden , som hører denne nyhed:

I'm in loooove!

Ja, det måtte jo ske på et eller andet tidspunkt. Der er nu gået et par uger siden denne helt fantastiske følelse indtog min verden. Jeg havde det egentlig lidt på fornemmelsen, det ville ske. Allerede for et par måneder siden begyndte fascinationen at indfinde sig, og langsomt men sikkert havde jeg bygget forventninger op til stævnemødet. Og jeg blev heldigvis ikke skuffet! Jeg mødte ham for første gang i egen høje person d.11 november og desværre blev det kun til tre alt for korte dage i hans selv sublime selskab. Jeg håber, at jeg snarest kan vende tilbage, måske for en længere periode. Jeg er sikker på, det her er mere end en ferieflirt.

Vild, tæmmet, moderne og konservativ på samme tid, det er næsten ikke til at forstå et en kan rumme så meget på een gang. Fuld af liv, oplevelser og historie - Helt fantastisk! Desværre må det blive et langdistance forhold, jeg ved ikke engang, hvornår jeg kan vende tilbage for at se ham. Han bor langt væk, 2 timers fly fra Hanoi. Det er så trist, så trist.

Kan I gætte, hvem det er? Nej, hvordan skulle I dog også kunne det. Jeg tror faktisk ikke, de fleste af jer (jeg kender), har mødt ham. Men jeg håber en dag at kunne introducere ham for jer, og at I bliver lige så betagede som jeg er. Men dem af jer, der kender mig godt, vil vide, at han er lige min type : )

Han hedder Hong Kong og er en x-britisk koloni, som nu tilhører Kina
; ) I'm in love....
Se billeder her

Dans på gaden

Teenage-drenge breaker ved Lenin-statuen



3 børn, der prøver at efterligne teenage-drengene. Drengen har vist mest succes med det : ) - det er for øvrigt de tre, man kan høre på forrige klip. De kiggede mig over skulderen, mens jeg filmede.

Flere billeder her

APEC-feberen raser over Hanoi!

Vietnam har i år APEC formandskab (Asia-Pacific Economic Coorporation). Det har betydet en lang række aktiviteter og møder spredt ud over Vietnam det meste af året. Det hele kulminerer 12-19 november, hvor Hanoi danner ramme for topmøderne.
Statslederne for samtlige 21 medlemsøkonomier ventes at deltage. Vi snakker Bush, Putin og den kaliber. Derfor har Hanoi selvfølgelig været på den anden ende for at gøre klar til de høje herrers besøg.

Det ventes, at 10.000 mennesker fra APEC-økonomierne gør deres entré i Hanoi i løbet af ugen

• 3000 journalister er tilmeldt til at dække begivenheden
• 8000 hotelværelser er udlejet, heraf 2000 på 5-stjernede hoteller.
• 400 restauranter er udvalgt til at servicere gæsterne - de bliver holdt under opsyn af sundhedsvæsenet (vi kan jo ikke have en statsleder med dårlig mave)
• Et nyt konference center er blevet bygget
• 500 biler står til rådighed for deltagerne - alle chaufførerne er gået igennem et sundhedscheck
• Der er blevet arbejdet i 3-holds skift for at nå at få blomsterdekorationerne i byen og ved indfaldsvejene klar
• 1800 mennesker i turist-branchen er blevet uddannede til at håndtere APEC-gæsterne
• 70 informationsstande er blevet opstillet
• Et 15 mand stort hold er sat på at sørge for, de sundhedsmæssige foranstaltninger er på plads; de skal blandt andet søge at hindre eventuelle epidemi udbrud
• 25-udryknings teams er klar i tilfælde af uheld og ulykker

Sådanne forberedelser må være en ikke uvæsentlig udgiftspost på budgettet! Man stille spørgsmålstegn ved, at man i et land, som stadig klassificeres som et u-land vælger at bruge en enorm sum penge på at istandsætte sådan en forestilling til ære for en flok statsledere, der med al sandsynlighed knap øjner omgivelserne. Men det er nok en del af showet....
Lidt flere informationer på ambs hjemmeside

Den lyse side... - eller en af dem

Nogle gange giver det at være dansk expat i Hanoi mulighed for oplevelser med dansk islæt, som jeg aldrig ville være kommet i nærheden af derhjemme.

I fredags tog dansker huset + et stk's. dansk speciale stud. fra Landbohøjskolen (KVL) på Cyclo restaurant for at spise (hold nu fast) stegt andebryst på kartoffelkage bund i æblesauce med gedeost og grøntsager! ... Og drikke rødvin.
Det var i den grad en kulinarisk oplevelse udover det sædvanlige, og til den sølle pris af 42 kr pr. kuvert.

Hastigt tog vi en taxa videre til Hanois formentlig mest prominente klub; Mosaïque. Det koster 100 USD (ca 600 kr) pr. år for medlemskab, og klubben har ca. 300 medlemmer bestående af expats og rige vietnamesere.

Vi skyndte os, fordi vi skulle til koncert med færøske Teitur, og vi ville have gode pladser. Da vi kom frem, viste det sig, at vi havde reserverede pladser, og at det var en intim koncert for knap 40 mennesker! Langt de fleste var danskere - enten herboende eller Teiturs medbragte venner.

Det var ret fedt at sidde på første række med en lækker drink og få serveret fancy "finger food". Ja, hvis det ikke var fordi, der åbenbart var et eller andet i den lille forårsrulle, jeg jo måtte prøve, der udløste en allergisk reaktion, så min overlæbe begyndte at hæve, og det krillede i halsen! Gode råd var dyre, Natascha havde nummeret på SOS International (den internationale skadestue), men en flaske vand til 40.000 (de koster 5000 dong på gaden) hjalp, og hævelsen begyndte at falde, før Teitur nåede at gå på.

Jeg må indrømme, jeg er ikke var særligt bekendt med ham ud over, at jeg havde hørt hans navn og et hit eller to på P3. Men det var en fed oplevelse, og jeg blev ret vild med hans lettere melankolske klang. Efter koncerten var der lodtrækning, og tre af husets beboere vandt et års medlemskab til Mosaïque, mens Natascha og jeg måtte nøjes med et en-dags-entré-kort.

Efter koncerten tog vi i byen til noget, der næsten må klassificeres som skandinavisk træf. Vi mødtes med den norske ambassade praktikant og en masse svenske udvekslingsstuderende, og det udviklede sig til en våd aften!

Hanois barer har oprindeligt kun lov til at servere indtil kl.1, men det almindeligt praktiseret, at skodderne lukkes, musikken slukkes, lyset dæmpes, og man beder gæsterne om at være stille, når politiet patruljerer. Skiltet de to glade bar-arbejdere peger på, hænger ude på gaden, så det er ikke fordi, der er noget hemmeligt i det.

Nogle af barerne har dog en god aftale med politiet (læs: bestikkelse), så et par enkelte har åbent efter 1, og her samles folk i store mængder som regel. Hanois natteliv er ikke prangende, men denne aften var nu en af de bedre.

Faktisk skete der noget ret bemærkelsesværdigt. Katrine havde i et øjebliks manglende opmærksomhed lagt sin pung på fortovet udenfor en bar; hun og Natascha sad og trak lidt frisk luft. Da hun kom ind igen, opdagede hun, at pungen var væk og trods intensiv eftersøgning, var den ingen steder at se. Hun fik spærret sit visa-kort, og vi tog videre. Efter et par timer fik hun pungen tilbage! En moto-chauffør havde fundet den og givet den videre til bar-damen (mod lovning af dusør), som gav den videre til en af de svenske piger, som gav den videre til den norske praktikant, som gav den videre til Katrine! Hvem skulle have troet det? Så også på den front fik aftenen en happy ending : )

Den mørke side... - eller en af dem

Denne blog har knap 20 læsere i gennemsnit om dagen. Min engelske ligger lige i hælene med godt 15 individuelle klik pr. dag.

Nogle gange er det lidt underligt at tænke på, at folk, jeg ikke kender, læser det, jeg skriver her. Begge blogs var oprindeligt tænkt som en erstatning for de meter-lange fællesmails, jeg ellers har sendt hjem, når jeg har været ude i den store verden. Der er formentlig alligevel ingen udover min mor, der læser dem, og så kan man sætte billeder og andet gejl på bloggen. Det gør det hele lidt mere læseligt-spiseligt.

Som antallet af læsere er steget, er bloggen også blevet en anelse mere upersonlig. Detaljerne om mine op- og nedture, mit arbejde og min hverdag generelt, forsøger jeg at holde på et minimum. I stedet er det blevet til en slags oplevelses rejse-dagbog. Der er dog nogle emner, jeg har holdt mig langt fra.
Indtil nu.

Det at være dansk-koreansk pige med et udseende tæt op af det vietnamesiske har de sidste tre måneder ført til nogle oplevelser, der næppe kan klassificeres som positive.

Vietnam er utroligt gammeldags på mange områder, og udover ambassaden har en dresscode, er der meget tøj, der er helt normalt hjemme, som herude bliver betragtet som "billigt". Jeg forsøger at klæde mig respektabelt, men nogle gange er det bare ikke nok. Good girls går ikke i byen; ergo er man ikke god, hvis man går i byen.

Det har blandt andet resulteret i nogle lidt for kærlige taxa-chauffører og xe-om drivere, og det må alt andet lige siges at være ubehageligt at blive forsøgt befamlet, mens man bare forsøger at komme sikkert hjem fra en nat i byen. Desværre har det ikke "kun" været de vietnamesiske mænd, der har haft lange fingre.

Første gang vi var i byen på Hanois meste populære sted efter kl. 1, var der en mildest talt fed mand på omkring halvtreds, der forsøgte at rage på mig uden så meget som at have sagt goddag. Jeg skubbede ham væk og bad ham om at skride, hvorefter han gik hen til den næste asiatiske pige og gjorde det samme. Til min store forfærdelse lod hun ham gøre det.

Jeg er af en ambassade-ansat blevet fortalt en historie, om en tidligere ambassade-ansat, der i nattelivet tog fejl af en praktikant fra ambassaden, der var af vietnamesisk oprindelse og en luder. Tog fejl som i: Asistisk pige, der henvender sig i byen = til salg.

Mine oplevelser, betragtninger i forhold til asiastiske piger og "hvide mænd" har jeg selvfølgelig delt med min omgangskreds herude, og en af mine veninder kaldte mændene, der kommer herud for at finde lidt "sjov" eller en kone "rejects of Europe". En anden blogger benævnte den amerikanske udgave af slagsen "Losers Back Home".
Læg mærke til, at jeg ikke henviser til alle mænd, der slår sig ned i Asien end sige tager på ferie her, men mænd, der kommer her med ovenstående formål.

Vietnamesiske piger er efter min mening utroligt kønne -i hvert fald mange af dem. De har fine delikate træk, og mange af dem er opdraget til at blive "gode koner", idet ligestilling vist kun eksisterer på papir. Ja, jeg forstår godt, hvorfor det lyder attraktivt, og hvorfor man rejser det halve af jorden rundt for at finde den kærlighed, kun penge kan købe. Især hvis man tilhører en gruppe, som samfundet derhjemme har svært ved at acceptere eller omvendt. Og i nogle tilfælde skal jeg da ikke udelukke, at det ender med et lykkeligt ægteskab med gensidig respekt og forståelse.
Hvorfor kvinderne gør det, er der vel ikke så meget videnskab i. Det er en vej ud af fattigdom. Sex-industrien er blomstrende her i landet, og det forlyder, at der eksisterer steder, hvor op til 500 kvinder er linet op klar til udvægelse.

Hvad jeg så bræger over? Min forargelse går i høj grad på mændenes manglende respekt for (asiatiske) kvinder generelt. Det er (åbenbart) muligt, at en fuld mand ikke kan se forskel på mig og én, der er til salg, men at man finder ud ved bare at rage sig frem, er simpelthen respektløs og viser i den grad, hvilken tilgang man har til asiatiske kvinders værd. Jeg har svært ved at forestille mig, at man med sådan en holdning kan komme langt i et såkaldt normalt forhold. Jeg synes, det er direkte ulækkert, og jeg grimmer mig over den del af den vestlige kultur, der har fostret mænd af den kaliber. Den del, som vel i samarbejde med de fattigdomsprægede områder af den asiatiske verdensdel, har skabt et forvrænget billede af en verden, hvor asiatiske kvinder kan købes for en slik og respekt ligger i pengepungen.

Derfor kan jeg ikke undgå at tænke, om det nu er kærlighed, når jeg ser en hvid mand og en asiastisk kvinde gå hånd i hånd og tale sammen på gebrokkent engelsk. Dette scenarium gælder for øvrigt ikke kun Vietnam.
Og så tænker jeg; Gad vide om andre tænker det samme, hvis de ser mig med en hvid mand?

Super kok på Cook & Cook

Mens jeg havde familie-besøg, var vi selvfølgelig ude at spise på nogle af Hanois mange restauranter - en af aftenerne besluttede min lillesøster og jeg, at vi gerne ville prøve koreansk teppanayaki.

Konceptet er som følger: Man sidder i sit eget lille aflukke, hvor der er et bord hovedsageligt bestående af en stor grillplade. Så har man sin helt egen kok, som tryller med mad, knive og ild; og voilá har man lækker mad!

Det var virkelig en oplevelse både kulinarisk og indtryksmæssigt pga. det vilde show kokken udførte. Her er en video, hvor man høre min lillesøsters begejstring ; )



Flere billeder her

PS: I har fået lov at sove en time længere i nat - det har jeg ikke, hvorfor tidsforskellen nu er 6 timer.

Hoa Lu

Sammen med mine forældre og min lillesøster tog jeg i sidste uge på en heldagstur til Hoa Lu godt 2 timers kørsel syd fra Hanoi i Ninh Binh-provinsen.

Hoa Lu var landets hovedstad mellem 968-980 under Dinh dynastiet. Man besluttede så at flytte hovedstaden til Hanoi, hvor der var bedre adgang til handel via den røde flod.

Området er utroligt smukt med limstensklipper, der skyder direkte op af det ellers flade landskab.

Se flere billeder her

Royalister II

Jeg har tidligere skrevet om, hvor store royalister thaierne er. Se evt. her.
På vej tilbage til Bangkok fra Tiger Temple i Kanchanaburi opdagede min far, at der ingen trafik var i modsatte side af den 2x3 sporede motorvej. Langs vejen ved hver udkørsel stod soldater, og biler og andre køretøjer var gennet ud til siden. Sådan var scenariet i flere kilometer - yderst mærkeligt!

Efter godt 10 minutter kom en karavane politibiler med blink, ca 20 mercer'ere, 2 bleg-gule limo'er (selvfølgelig var de gule) og vist nok også nogle BMW'ere fræsende forbi i hæsblæsende fart - og soldaterne langs vejkanten gjorde honør. Det var sq kongen. Selveste kongen, idolet over alle idoler!

Resten af vejen tilbage til storbyen undrede vi også vældigt over, hvor langt kongen skulle - han bor i Hua Hin nogle timers kørsel fra Bangkok, og hvis vejen skulle ryddes hele vejen og soldater opstilles ved hver en lille udkørsel, kunne en smuttur til Bangkok godt blive en større organisatorisk affærre for politi og militær!

For øvrigt kunne man på ingen måde mærke, at Thailand et par uger forinden havde gennem gået endnu et militær kup. Der var ingen tanks (det havde jeg ellers lidt håbet, så jeg kunne forevige det med digi-cam) eller soldater i gaderne.
Jeg snakkede lidt med to af de mange taxachauffører, som vi kørte med i løbet af ferien. Den ene syntes, det var ærgeligt, Thaksin var blevet væltet, den anden var glad for det. Begge syntes de dog at have affundet sig med situationen og indstillingen var noget i stil med "livet går videre uanset hvem, der sidder på magten".

Ferie billeder

Min familie har lige været på besøg, og vi tilbragte 5 dage af vores ferie i Thailand. Læs evt. mere på min engelske blog og se billeder her

Lak Village

For et par uger siden, var vi som sædvanlig på søndagsudflugt ud af Hanoi.

Jeg havde vovet mig op på jernhesten, men til min store forskrækkelse virkede bremserne ikke, og jeg havde nær ramt en bil - eller omvendt! Vi fandt det nærmeste værksted, hvor manden pillede ved bremserne og trykkede lidt, men ikke rigtigt syntes at forstå, hvad problemet var.

Efter ca 5 minutter sprang bremsen helt af, og han slog opgivende ud med armene.

Så jeg trak pænt det grønne lyn tilbage til Casa de Trainees, hvor vi har vores egen lille lokale cykelsmed ude foran porten. 1-2-3 og havde han fixet problemet. Faktisk gik det lidt for hurtigt, for af sikkerhedsmæssige årsager havde jeg min taske viklet rundt om styret - og nok blev bremsen fixet, men men med tasken permanent snorret fast mellem bremsekabel og styr! På den igen og vups var det klaret med et smil.

Vores lokale cykelsmed på sin plads i krydset

Jeg kunne naturligvis ikke nå at indhente Julie og Katrine, så jeg sad bag på Askes motordrevne jernhest, hvor vi indhentede dem. Desværre var de og vi vist faret lidt vild, og de fire fyre på moto, vi spurgte om vej, pegede i 4 forskellige retninger og var derfor ikke til megen hjælp.


Vi kørte ind i en landsby og spurgte igen om vej og blev hi-jacked af en mand, der havde en lak-fabrik. Lak landsbyen, hvor de lakerer bambus var målet, så vi tøffede efter ham. Det viste sig at være en falsk lak-landsby - i hvert fald havde den ikke det samme navn, som den vi ledte efter. Ude i gården sad en hel masse mennesker og polerede lak-ting. Nogle af dem så mistænkeligt unge ud, men børnearbejde er ikke det folk går mest op i sådan en søndag eftermiddag i en naboprovins til Hanoi.
Turen var ikke helt, som vi havde regnet - men vi fik da set en lak-fabrik og nogle produkter

Den falske lak landsby lå i Ha Tay provinsen - nabo provins til Hanoi - og den er efter sigende kendt for sit hundekød. Billedet er taget i fuld fart på vej tilbage til Hanoi....