Privatliv i Vietnam

I dag havde jeg en interessant samtale med en af mine lokale kollegaer om privatliv i Vietnam. Der er stadig et meget striks kodeks for, hvordan man opfører sig, som ung.
For det første bor langt de fleste hjemme, til de er gift. Både min respektive kollega og hendes bror på henholdvis 30 og 33 er stadig ugifte og bor derfor hjemme. Udover det er det stadig ikke almindeligt, at man som nygift flytter for sig selv. Det er normalt, man flytter ind hos gommens familie. Det er dog ved at ændre sig til en mere moderne tilgang, hvor det at blive gift betyder, at man starter sit eget hjem.
For det andet er det meget normalt, familierne bor i meget små huse/lejligheder, og privatliv hører ikke til livets små glæder. I Danmark har enhver teenager med respekt for sig selv sit eget værelse, veludstyret med tv, dvd, computer osv. Her deler man (selvfølgelig afhængig af indkomstklasse) ofte værelse med brødre og søstre. Og som min kollega udtrykte det, var hun nu i en alder af 30 ved at være lidt træt af, at man altid skulle stemme om, hvilken tv kanal, man skulle se, eller at der aldrig var fred til at læse en bog.
Når de unge mennesker (nu lyder jeg meget gammel) skal mødes, kører de ud på deres scooter, køber is, kører lidt rundt til caféer og ellers fræser de bare rundt i trafikken, indtil det er sengetid. At køre på scooter er også en god undskyldning til at komme tæt på det modsatte køn (eller det samme, hvis det er den vej, man svinger), da en scooter ofte kan bære 3-4 vietnamesere. Skulle man være i den situation, at denne køren rundt resulterer i en kæreste, opstår endnu et problem!
Privatliv er jo som nævnt ikke eksisterende, og hvad gør man så i et samfund, hvor det at holde hånd og kysse offentligt først er noget, man er ved at vænne sig til? De fleste kører ud til søerne, som ligger rundt omkring i Hanoi og sætter sig på en bænk og hænger ud der og forsøger at røre lidt ved hinanden i smug (i virkeligheden er det ofte ikke særligt diskret). Ved nogle af de større søer, kan man leje vandcykelsvaner, og eftersigende er disse svaner også et yndet udflugtsmål, hvis man skal have lidt mere privatliv. Endelig er der de såkaldt "Love hotels", der kan lejes på timebasis. De ligger dog lidt udenfor centrum...

Slutteligt bør jeg nok lige tilføje, at abortraten i Vietnam er en af verdens højeste. Men som I sikkert kan læse fra ovenstående post, er der jo ingen pæne piger, der indlader sig på fysiske aktiviteter før ægteskabet. Dobbeltmoralen længe leve!

Det komfortable expat liv

Man kan hurtigt vænne sig til livsstilen herude. Vi bor 1 min.'s gang fra ambassaden. Vi har en husalf (maid), der klarer de fleste af de daglige pligter for os. Da jeg tog hjemmefra, tænkte jeg, at det ville være ret underligt at have en ansat til de sure pligter. I starten vaskede vi vores service op efter morgenmaden, men det fik vi pænt besked på af Nuong, at det skulle vi lade stå!
Hver morgen ligger jeg mit vasketøj frem, og når jeg kommer hjem fra arbejde, hænger det til tørre på på 3. sal klar til at blive hentet. Eneste minus er den kinesiske vaskemaske, som er meget hård ved tøjet.
Opvasken fra morgenmaden er klaret, toilettet er gjort rent, der er købt håndsæbe, toiletpapir, der er vand i vores vandkøler/varmer, min seng er redt, og som tidligere nævnt, står der frisk frugt på køkkenbordet. Vi deler hendes løn mellem os, og jeg betaler den latterlige sum af 150 kr pr. måned for hendes service. Hendes løn er dog relativ høj i forhold til mange andre herude. Mange lever stadig under 1$ om dagen (ca 6 kr), selv om fattigdomsraten kraftigt reduceres med de høje vækstrater.

En gang fodmassage med udsigt over Hoan Kiem søen - og vi snakker en time med fodbad, varmepuder, lidt kropsmassage, the og hele molevitten koster 40 kr. En times kropmassage koster det samme, men det ser simpelthen så voldsomt ud, så det har jeg holdt mig fra. Jeg har stadig manicure og pedicure til gode, men jeg bliver nok nødt til at prøve det, inden jeg skal hjem.
Mit shoppegen bliver vældigt plejet. Selv om Hanoi ikke ligefrem er modemekka, er det muligt at finde amerikanske/britiske mærker, som produceres herude og sælges for 20% af prisen derhjemme. Jeg er ikke gået amok (endnu), men jeg regner helt klart med at få akkumuleret en stor mængde tøj og sko, inden februar. Hvis ikke fra Vietnam, så fra Bangkok hvor tøjstilen er som derhjemme - eller rettere; tøjet produceres jo i Thailand eller Cambodia og sælges for en slik ; )
Og er man ikke lige str. 34/xs så er det jo også billigt at få skræddersyet tøj! Det er dyrere her i Ha Noi end i Hoi An længere syd på, hvor hele byen næsten kun er skræddere. Men stadigvæk ret billigt.

Stort set alle restauranter, der sælger vestligt mad, bringer ud, så det er bare at løfte røret, og straks kommer der en vietnameser susende på sin moto med frisklavet mad. Jeg bruger ca. 20-40 kr på aftensmad. 100 hvis det går helt amok på fin restaurant med vin osv. Det kan gøres langt billigere på gadekøkkener, og selvfølgelig også dyrere. Vi har kun lavet mad hjemme en aften her den første måned; det kan simpelthen ikke svare sig økonomisk. Jeg er endnu ikke blevet træt af at gå på restaurant, men måske det kommer med tiden.
På ambassaden står frokosten parat kl. 12 - kvaliteten er svingende, men jeg bliver altid mæt. Det koster mig 3,5 kr pr. dag. Der er frisk frugt, og jeg kan lave lige så mange café lattés, som jeg vil.

Synes I, det lyder ekstravagant? tja - det er ingenting i forhold til mange andre expats, med "rigtige" lønninger. Selv om jeg med SU+ambassade tilskud har ustyrteligt mange penge efter vietnamesiske forhold (alt er så selvfølgelig også dyrere for mig - eller i hvert fald når man skal prutte om prisen), er det ingenting sammenlignet med udsendte.
De bor ved West Lake, som er det mondæne kvarter her i byen - de fleste har chauffør, kok og maid. De fleste har jo familier med, og det er ikke ualmindeligt, det kun er manden, der arbejder - så er konen med som spouse. De lærer at spille tennis, drikker kaffe, spiser frokost, tager fjernundervisning, laver frivilligt arbejde, søger for deres stab kører huset tilfredstillende, går i fitness center og arrangerer playdates for deres børn, der går i de internatinale skoler.
En anelse anderledes end en stilling i KBH, hvor to akademikerlønninger ikke er nok til en 3-værelses lejlighed, hvis man ikke har til indskuddet!
Det kommer til at lyde så negativt, men egentlig har jeg stor respekt for de kvinder, der opgiver deres karrierer eller sætter den på stand by for et rum tid. Det er sjældent, det kan lykkes jobs til begge.

Når man bliver ansat i UM, træffer man et livstilsvalg. Man er tvunget til udstationering, og det kan være, man har ønsket Beijing, men ender i Budapest. Ens børn bliver de såkaldte "third culture kids", ofte multi-linguale og vil i løbet af de første 18 år have boet i flere forskellige lande, ofte på forskellige kontinenter. I denne del af verden er udstationering lig en meget komfortabel livsstil, da købekraften øges med en milliard (ahr måske ikke helt så meget) i forhold til derhjemme. Helt samme luksus kan nok ikke købes, hvis man f.eks sendes til New York.
Jeg snakkede med en af danskerne på ambassaden om det forleden. Hun var bange for, hendes børn ville blive kropumulige, når de kom hjem til DK, da hendes 5-årige søn allerede havde fundet fidusen med, at maiden kommer rendende, når han kalder, rydder hans legetøj op osv.

Jeg har ikke haft de store samvittighedskvaler, som jeg gruede for, før jeg kom herud. Min konklusion er, at det ofte er på ture for turister, man møder tiggere og andre, der ser ud som om/lyder som om, deres eksistens afhænger af, om DU køber en flaske vand hos dem eller ej. Det er meget muligt, det rent faktisk forholder sig sådan. Jeg er nok bare lidt for meget kujon til at ville konfronteres med det. Da jeg ikke som i 2003 har været på turistede ture, har jeg ikke mødt samme fattigdom og desperation. En del af det bør nok også tilskrives vækstrater på 7-8%, men som i de fleste lande i rivende udvikling, er fordelingen af den nye rigdom meget skæv, og som i Kina øges uligheden nærmest eksponetielt med vækstraterne her (det har jeg intet videnskabeligt belæg for at sige, men det lød meget flot, og er ikke helt usandt).
Der er stadig nogle - især børn og gamle på gaden - der straks stikker hånden frem, når de ser turister. Dem, der kender mig vil vide, at jeg aldrig kunne finde på at give penge på den måde, og at jeg faktisk bliver lidt provokeret af det. Måske det er deres levevej, måske de intet valg har - det føler jeg bare ikke, jeg kan tage ansvar for. Og har du givet én, kan du være sikker på, du har en hord omkring dig 2 sekunder senere. Nej, det har jeg desværre ikke nok "red-verden-gen" i mig til. Jeg har ingen ambitioner om at redde verden, ej heller "blot" Vietnam. Tilgengæld vil jeg gerne gøre et godt stykke arbejde i min tid på ambassaden, og måske i sidste ende en eller anden får nytte af det papirnusseri, som jeg beskæftiger mig med i min dagligdag.

Mit liv herude står i kraftig kontrast til den gængse vietnamesers - jeg lever det komfortable expat liv.

Marked

I dag efter arbejde var jeg på marked - her er par smagsprøver på, hvad man kunne købe.





Der er desuden nye billeder i fotoalbummet

Frisk frugt

Hver dag, når vi kommer hjem fra arbejde, har vores lille husalf Nuong redt seng, vasket tøj, vasket op, gjort rent, købt blomster og ikke mindst frisk frugt.
Hun får naturligvis frugten til lokal priser - og det er virkelig billigt! Hun køber lidt forskelligt hver dag. Lige nu har vi vandmelon, mango, bananer, rambutan og dragon fruit. De to sidste nævnte er såkaldte "eksotiske frugter" - man kan sagtens købe dem i Føtex, de hører bare ikke under 10 stk. for 25 kr-tilbuddet.

Dragon fruit er de lyserøde. Kødet er hvidt med sorte sten. Konsistenen er lidt som kiwi

Rambutan - det er ligner lidt et lille øjeæble. Der er en sort sten indeni. De smager sødt og er meget saftige.

Her er nogle af de frugter, som vi har fået til frokost på ambassaden. Jeg ved ikke, hvad de hedder på dansk. Den bagerste ligner rambutan indeni. De er dog sødere.
- den forreste ligner lidt dragon fruit bare med større kerne. De er helt bløde, selv om de ser hårde ud. Konsistenen er lidt mærkelig. Det er næsten som om, der er puttet sukker i frugten.

Parfume Pagoden

I dag tog Katrine, Aske, Julie og jeg en heldags tur ud til noget, der hedder "Parfume Pagoden". Vi lagde ud med 2 timers tur i minibus ud til en lille havn, hvorfra vi skulle videre med en lille båd, som blev roet af en pige. Ikke noget med motorer her! Sejlturen tog ca en time - det var tydeligt, at den seneste tids kraftige regnskyld havde forårsaget en voldsom stigning i vandstanden - de fleste bygninger var oversvømmede.

Tilbage på land igen begyndte vi at trekke op til en hule, som lå længere oppe på bjerget. De mere magelige kunne tage en svævebane - men vi begav os lystigt ud på eventyr. Det var egentlig ikke så hårdt, men man svedte som en gal, og stierne var stejle og glatte, og i det hele taget var jeg ikke helt tryg ved situationen. Efter godt en time nåede vi toppen - og fik her rundvisning i en kolonorm klippehule, som efter sigende er et af buddhismens oprindelsessteder. Der var forskellige drypsten, som man skulle røre, hvis man f.eks. gerne ville have et drengebarn, hvis man gerne ville være rig og/eller leve et langt liv.
De tre andre begav sig ned af de snørklede stiger, men jeg valgte som resten af gruppen svævebanen. Det var noget af en mærkelig kontrast til det ellers meget primitive område at sidde i sådan en konstruktion. Man kunne for så vidt sagtens kunne have været i et af Europas skisportsområder, havde det ikke været det mere eksotiske landskab under én. Jeg har svært ved at begribe, hvordan de har fået materialer op på bjerget, når eneste adgangsvej er via en flod. Ikke desto mindre var det meget behageligt at slippe for en hårrejsende nedgang.
Ved foden af bjerget fik vi en velfortjent frokost, og derefter så vi pagoden, som vi var kommet for at se. I det kinesiske nytår (som oftest falder i februar) valfarter buddhisterne til pagoden for at bede - denne pagogde er den allerhelligste - og svarer til muslimernes mekka. På den tid af året, er floden proppet med de små både fyldt op med vietnamesere.
Da vi havde set pagoden, tog vi sejl- og bustur tilbage til Hanoi.

Det var rart at komme lidt ud af byen og væk fra smog, os og dyt-lyde!

Husk på, at livet skal leves og bruges

I går fik jeg en sørgelig besked. Jeg fik at vide, at Carsten, som jeg gik på efterskole med på BI, var ude for en trafikulykke i sidste uge, og at han døde i torsdags. Han kørt galt på motorcykel - og der var ikke andre involveret i ulykken.

Jeg har ikke haft kontakt med ham i flere år, og har kun gennem andre hørt om hans færden. De fleste af jer har aldrig mødt ham. Men hvis I havde, ville I vide, at han var et prægtigt stykke mand; over 1,90 høj, krop som en græsk gud (seriøst), tyk vestjysk accent, et smukt ansigt og altid et glimt i øjet. Da vi gik på efterskole, vidste alle piger i miles omkreds - eller i hvert fald i Stadil/Vedersø/Bøvlingbjerg/Lomborg og omegn - hvem Carsten var - det var "ham den lækre". Hans far var købmand, og han yndede at kalde sig selv "Æ' Kjømen". Alle piger fra andre efterskoler jagtede Carsten, men æ' kjømen, han jagtede kun én - en vis pige fra Lemvig. Og paradoksalt nok kunne drengen, der havde horder af fnisende piger i kølvandet ikke få hende, han ville have. Det lykkedes vist endelig en sen aften i Allan Bøndergaards (renoverede) stald, hvor vi holdt vores efterskolefester. Måske var det en imponerende omgang markræs tidligere på aftenen, der fik hende overbevist?
Men hun mistede hurtigt interessen, og Carsten brugte resten af året på at jagte hende.

Jeg sidder herude på den anden side af jorden og kan ikke komme til begravelsen i dag. Jeg håber, det bliver en flot begravelse, der er ham værdig. 24 år er alt for tidlig en alder at dø i - så viser livet sig virkelig fra sin uretfærdige side. Jeg håber, han havde nået bare nogle af de mål, han havde sat sig for livet.

Vores slutsang fra musical på efterskole - jeg håber, jeg husker den korrekt:

Det var vort spil, vi tror, at kampen må til.
Tro på at du skal kæmpe og gro
Husk på at livet skal leves og bruges
Vi har en drøm, der siger, at vi kan blive fri

Stemningsbilleder fra Hanoi

Sikkerhedsforanstaltninger er der ingen af på byggepladser. De arbejder og bor på pladsen

Er man træt nok, kan man sove alle steder....

Hygiene er heller ikke noget, man går så højt op i ; )

Gadebillede fra det gamle kvarter

Krydset lige ved Hoan Kiem søen ved det gamle kvarter - det der med højre og venstre kørebane blive der også set stort på.

Monsoon

I dag da jeg skulle ud at finde noget frokost, skinnede solen for en gangs skyld, og jeg tænkte, at jeg nok ikke behøvede at tage min paraply med.

Efter at spist lidt sushi (ja, det kan man også få her, om end det er en kende dyrere end i Thailand og Singapore) begav jeg mig ud i varmen. Jeg bestilte en ananasjuice på gaden og fik udleveret en sugarcane juice i stedet - nå jaja, sådan går det jo engang i mellem...
Frisk og fredig gik jeg op mod Hoan Kiem søen, og lige pludselig (uden varsel) åbnede himlen sig, og det stod ned i lårfede stråler. Jeg søgte ly i porten til en p-kælder.

Efter godt 20 min. kom en af p-vagterne op med en stol til mig - kort tid efter gjorde han tegn til, at jeg skulle fotografere dem. Det gjorde jeg så - jeg tænkte sådan set, at det var fordi, de gerne ville se sig selv på displayet, men 2 sekunder efter hev manden en avanceret kameramobil frem og forevigede så også lige mig! De kunne ikke rigtigt tale engelsk, så jeg hev mit nyerhvervede visitkort frem for at vise dem mit navn. Det resulterede i at alle tre p-vagter gestikulerede, at de gerne ville have mit visitkort! Regen loddede af for en stund, jeg sagde tak for lån af stol og skyndte mig videre.
Jeg aner ikke, hvad de vil bruge mit visitkort til - der står selvfølgelig mail og tlf nummer, men eftersom de ikke kunne tale engelsk, vil vi jo ikke kunne kommunikere. Selv om de ikke ligefrem var forretningsforbindelser, fik jeg da endelig delt et par stykker ud :)

At (for)blive hvid

Her i landet svarer skønhedsidealet, hvad hudfarve angår, til Louis d. 14's Frankrig. Det er in at være bleg. Hvis man er bleg, betyder det, man ikke behøver at arbejde udenfor - og man har derfor højere status.
Derfor kan man købe skjorter med ekstralange ærmer, der dækker hænderne, mens man kører på "moto"(motorcykel/scooter/knallert), så man ikke bliver solbrændt, mens man kører rundt. Ligeledes er der mange, der kører med lange handsker! For mig, der hver sommer forsøger at blive så "sort" som muligt, virker det absurd at iklæde sig så meget tøj i denne stegende hede - men for mig handler min hudfarve selvfølgelig heller ikke om status.
Når man skal have sig en ny creme, bør man desuden være opmærksom på, at de fleste cremer indeholder "whitening effect". Jeg ved ikke præcist, hvad det vil sige, men jeg kan ikke forestille mig, det er godt for huden!

For øvrigt mister jeg dag for dag min solbrændthed : ( Dels sidder jeg på kontor hver dag - og dels skinner solen faktisk meget sjældent her, selv om det er sindssygt varmt. De fleste dage er det overskyet, og hvis solen bryder igennem, er det kun for et par timer.

Ambassade-liv

Jeg har endnu ikke skrevet som meget om arbejdet på ambassaden - og I må være tålmodige lidt endnu mht detajlerne omkring mit arbejde. Ambassaden er næsten i dvale, da mange af de danske udstationerede er hjemme på ferie + at man i UM kører på en slags udstationerings turnusordning, så man er i et land ca. 2 år, og derefter roterer videre eller hjem til DK - det betyder, at størstedelen af de danske konsulenter på ambassaden i Hanoi indenfor de næste måneder skal skiftes ud. Dette gælder dog ikke min respektive chefer. Desuden er mange forhandlinger vist også på "sommerferie" indtil september.
Min ene chef i fiskeri/politik er komme tilbage fra ferie, og jeg har allerede fået lidt fra hånden og været med til et par møder og en enkelt business-frokost. Jeg prøver at sætte min ind i de to programmer, jeg skal arbejde med samt udføre de ad hoc opgaver, jeg løbende bliver bedt om. Ellers suger jeg bare til mig af indtryk, især omkring arbejdsgangen på ambassaden, og hvad god etikette er. En af mine medpraktikanter var med sin chef ude til et møde og fandt ved den lejlighed ud af, man også i bilen placerer sig hierarkisk. Den højestestående sidder bagerst til højre - det er nok meget godt at vide!
Min anden chef i business er på ferie i DK til d.28 august, så ham har jeg endnu ikke mødt.

Som I har kunnet se på billedet af ambassaden, er det to gamle bygninger fra kolonitiden. De er bygget sammen med en lille "bro". Jeg sidder i bygningen til venstre på billedet på første sal og deler kontor med to vietnamesere, der arbejder i miljø og kultur afdelingerne. Der sidder vi så og indånder maler-dampe i stor stil. Ambassaden vrimler for tiden med malere og andre håndværkere - og herude er de der giftige dampe, malingen indeholder vist ikke noget, man tager særligt alvorligt. Der er bygninger nærmest klods op af ambassaden, og jeg har udsigt til en ældre dames terasse -jeg har ikke rigtigt regnet ud, hvad hun laver ud over at hænge tøj op og feje hele dagen! Det kan selvfølgelig også være, hun er maid... Hmm...
Temperaturen på kontoret er sat til 26 grader, hvilket jeg synes er skide koldt, da jeg sidder direkte i den retning, hvor den kolde luft bliver blæst ud. Ja, hvem skulle have troet, man ville synes 26 grader var koldt?!

Ambassaden har desuden en kantine, hvor en ikke-engelsk-talende kok laver vietnamesisk husmandskost til den nette som af 9000 Dong (ca 3,5 kr.) pr. frokost. De danske udsendte vover sig vist kun derned for at benytte sig af kaffemaskinen (mere om den senere). Alle vietnameserne spiser der tilgengæld, det inkluderer vagter, chaufførerer, rengøring, receptionist og ansatte i de forskellige afdelinger. Bølgerne går højt på vietnamesisk, og de lader til at hygge sig helt enormt. Jeg har bestilt mad hele denne uge, selv om det er rart at komme ud til frokost engang imellem, tror jeg nu, jeg i høj grad vil benytte mig af dette tilbud det meste af tiden. Til sammenligning koster en pizza på den nærmeste italienske restaurant 40 kr!
I går fik vi fisk med tomatsovs, ris, omelet og grøntsagssuppe. I dag stod den på tunsandwich og black bean suppe til dessert. Jeg aner ikke, hvad sidstnævnte er. Det smagte mest som sukkervand med bønner i og var helt sort. Eftersigende skulle det være godt for huden! Det er mig stadig en gåde, hvordan man kan producere et helt måltid til 3,5 kr pr. mand!

Ellers benytter jeg mig flittigt af kaffemaskinen - den har sådan en mælkedamper-ting, så man kan lave lækker café latté, hvilket er rart nok, når man sidder og læser de tekniske detaljer i en eller anden rapport - det er sq lige så kedeligt som de økonomiske teorier, og hvad jeg ellers er blevet præsenteret for i løbet af de sidste tre år ; )

Dagene er indtil nu gået ret hurtigt - 8 timers arbejde, læse eller sove, finde aftensmad, surfe på nettet og så sove igen. Og så begynder det hele forfra....

Når man er rig i de varme lande

I dag fyldte Julie 25 og for at fejre det, tog vi en taxa til Sheraton hotel ude ved West Lake 10 min fra centrum. Der havde vi hørt, man kunne få god brunch.
For 23 USD (ca 135 DKR) var der champagne-brunch med alt, hvad hjertet begærer! Konceptet er enkelt - der er fri champagne, øl, vin og juice og mad i så store mængder, at det grænsede til det vulgære. Især når man tænker på, at hver 3. barn i Vietnam er underernæret.
Men omgivet af luksus fortrængte vi fattigdommen lige udenfor døren og besluttede at få det bedste ud af denne absurde oplevelse.

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte - Aldrig har jeg set så meget mad! Jeg kan ikke huske alt på buffeten - men måske jeg kan opremse den brøkdel, jeg prøvede - jeg kan da i hvert fald forsøge:
Sushi, kæmpemuslinger, en hel krabbe (hvor man selv skulle knække skallen på den), kæmpe tiger reje, 1 enkelt østers i et shotglas med tomatjuice, vodka og tabasco (det skulle prøves), melon med skinke, en dumpling med fyld af hakket grisekød (tror jeg), kartoffel croquette med parmasan ost, lammegryde, pandekage med and og grøntsager, seafood chowder, hashbrown patato, grillstegt tomat med ost, roastbeef rulle med grøntsager, desserter og ost! Ja, jeg spiste meget, men forsøgte at spise små portioner af det hele, så der var plads til at prøve mere forskelligt : )

Østers på køl

Fiskebordet

Aldrig har jeg set så mange desserter før

Chokoladefontaine (hvor smeltet chokolade flød ned af)

Min første dessert tallerken - bagerst praline mousse, vanilje mousse og tiramisu
To stykker frugt dækket af chokolade
Rambuthan (frugt med pigge), vandmelon og dragon fruit (hvid med sorte kerner)

Bagerst mango og cookie dough is, mango kage ting, dragon fruit mousse, vandmelon og ananas

Nå ja, og spiste jeg også et stykke fristbagt æble strudel, som de kom rundt med lige fra ovnen.

Mængden af mad, jeg konsumerede, var næsten klam - men det smagte sindssygt godt det hele. Mine fem medspisere udtrykte også deres forundring over, at jeg kunne spise så meget - de mente, at jeg måtte være den, der havde spist mest af os alle 6... og det er nok sandt ; )

En oplevelse man ikke får hver dag - og en man bestemt ikke bør have hver dag.

Danskere på toppen.... eller taget?

Den første arbejdsdag på ambassaden var også første tirsdag i måneden. Netop den dag forekommer to tilbagevendende begivenheder her i Hanoi:

1) Ambassaden er vært for en dansker-kom-sammen
2) Der er all-you-can-eat-is-buffet på Fanny's ved Hoan Kiem søen for 47.000 Dong

Førstomtalte arrangement var en (lettere) spøjs oplevelse. Arrangementet hedder "Danskere på taget" - men med en mindre sproglig modifikation blev det af en af deltagerne til: "Danskere på toppen"! ;) Det foregår på ambassadens tagterasse med udsigt over byen. Her er der installeret bar med Carlsberg fadølsanlæg. Kl. 17 ankom en "Carlsberg-pige" iført stram, grøn kjole med Carlsberg-logo. Hun skænkede fadøl og sørgede for, at der var snacks fordelt på borde. Når kruset var tomt, kom hun rundt med en kande og fyldte op igen!
Os nye praktikanter blev præsenteret for forsamlingen, der hovedsageligt bestod af udsendte med familier, så vidt jeg kunne forstå. Dernæst fik sponsoren mikrofonen! Gildet finansieres (åbenbart) af forskellige danske virksomheder i Vietnam, som på den måde får lidt opmærksomhed - et netværksskabende dansker arrangement pakket ind i lidt reklame og tilsat "pamper".

Jeg må indrømme, jeg endnu ikke har prøvet isbuffeten. Eftersom første arbejdsdag røg direkte over i fadøl ad libithum, havde jeg vist mest brug for at slappe lidt af hjemme ovenpå en dag med mange nye indtryk og informationer.
Men Fanny's er lidt af en isinstitution her i byen. I dag var første gang, jeg prøvesmagte isen. Jeg fik min sædvanlige favoritkombination, som jeg ofte har spist hos ParadIS hjemme i Århus: Mangosorbet og mørk chokolade. Mangosorbet smagte unægteligt mere af frugt, mens chokoladeisen ikke havde helt samme høje kvalitet som den italienske is på Nørre Allé. Men man kunne nok blive forfalden til en tur til Fanny's - isen smelter dog med lynets hast : )
Hvis en fadøl ikke tager den næste i hånden, håber jeg at få lejlighed til at gå om bord i isbuffeten den første tirsdag i september. 47.000 Dong svarer til 18,5 Dkr ; )

Hus + maid

Praktikanthuset er gået i arv fra praktikanthold til praktikanthold (eller trainees, som vi kaldes herude). Beliggenden er helt perfekt 1. minuts gang fra ambassaden.

Ambassaden

Man skal faktisk bare krydse gaden, ind af en port og så ligger huset til højre i bunden af gyden.
Jeg er rimelig imponeret over størrelsen. Nederst er der køkken, stue og toilet.

Køkken/stue

På første og 2. sal er der to værelser og bad. På 3. ligger et enkelt værelse og vaskerum. Der er desuden udgang til en tagteresse - og fra den terasse fører en trappe op til den øverste tagteresse med udsigt over Hanoi.

Nederste tagterasse

Alle 5 værelser er ret store - på størrelse med og større end mit derhjemme i Sølystgade. Der er heldigvis aircon på alle værelser - ellers kunne det godt blive en varm fornøjelse at være hjemme!

Jeg bor 1. th og er så heldig, at jeg har en lille altan. Det er så mindre heldigt, at luftfugtigheden kombineret med lukkede døre og vinduer dagen lang har skabt en lettere "slået" lugt på værelset. Jeg har prøvet at lufte ud, det bedste jeg har lært (og kan holde ud pga varmen), men det er som om, det sidder i alt.

Udsigt fra min altan
Mit værelse

Huset er ejet af Mr. Vu, som bor lige ved siden af os. Han har det bedst med at kommunikere med mænd (som de fleste gammeldags tænkende mænd herude), og det skal helst være den ældste, hvorfor Troels simpelthen har fået ansvaret for huset ifølge Mr. Vu. På sidste praktikanthold var der udelukkende piger, så den var helt gal!
Han havde vist meget svært ved at forholde sig til mig. Dels er jeg jo pige, men at jeg er dansk asiat kunne hans hoved slet ikke rumme. Han arbejder for regeringen og forklarede os, at vi skulle have to kontrakter, en til os og en til regeringen, så slap han med mindre i skat - "good for you, good for me", som han pointerede.

Ja, og så var vi jo en maid, hvilket vist er meget normalt herude, når man kommer op i en vis lønklasse. Hun er lillebitte dame (mindre end mig!), som gør vores værelser rent, vasker op, vasker tøj, køber frugt og blomster (til lokal-priser) og passer planterne på tagterassen. Det er vildt luksus, men også en smule underligt. Man skulle synes, vi sagtens selv kunne klare den slags, men samtidig må man tænke på, at det er hendes levebrød.