Tilbage på land igen begyndte vi at trekke op til en hule, som lå længere oppe på bjerget. De mere magelige kunne tage en svævebane - men vi begav os lystigt ud på eventyr. Det var egentlig ikke så hårdt, men man svedte som en gal, og stierne var stejle og glatte, og i det hele taget var jeg ikke helt tryg ved situationen. Efter godt en time nåede vi toppen - og fik her rundvisning i en kolonorm klippehule, som efter sigende er et af buddhismens oprindelsessteder. Der var forskellige drypsten, som man skulle røre, hvis man f.eks. gerne ville have et drengebarn, hvis man gerne ville være rig og/eller leve et langt liv.
De tre andre begav sig ned af de snørklede stiger, men jeg valgte som resten af gruppen svævebanen. Det var noget af en mærkelig kontrast til det ellers meget primitive område at sidde i sådan en konstruktion. Man kunne for så vidt sagtens kunne have været i et af Europas skisportsområder, havde det ikke været det mere eksotiske landskab under én. Jeg har svært ved at begribe, hvordan de har fået materialer op på bjerget, når eneste adgangsvej er via en flod. Ikke desto mindre var det meget behageligt at slippe for en hårrejsende nedgang.
Ved foden af bjerget fik vi en velfortjent frokost, og derefter så vi pagoden, som vi var kommet for at se. I det kinesiske nytår (som oftest falder i februar) valfarter buddhisterne til pagoden for at bede - denne pagogde er den allerhelligste - og svarer til muslimernes mekka. På den tid af året, er floden proppet med de små både fyldt op med vietnamesere.
Da vi havde set pagoden, tog vi sejl- og bustur tilbage til Hanoi.
Det var rart at komme lidt ud af byen og væk fra smog, os og dyt-lyde!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar