Det komfortable expat liv

Man kan hurtigt vænne sig til livsstilen herude. Vi bor 1 min.'s gang fra ambassaden. Vi har en husalf (maid), der klarer de fleste af de daglige pligter for os. Da jeg tog hjemmefra, tænkte jeg, at det ville være ret underligt at have en ansat til de sure pligter. I starten vaskede vi vores service op efter morgenmaden, men det fik vi pænt besked på af Nuong, at det skulle vi lade stå!
Hver morgen ligger jeg mit vasketøj frem, og når jeg kommer hjem fra arbejde, hænger det til tørre på på 3. sal klar til at blive hentet. Eneste minus er den kinesiske vaskemaske, som er meget hård ved tøjet.
Opvasken fra morgenmaden er klaret, toilettet er gjort rent, der er købt håndsæbe, toiletpapir, der er vand i vores vandkøler/varmer, min seng er redt, og som tidligere nævnt, står der frisk frugt på køkkenbordet. Vi deler hendes løn mellem os, og jeg betaler den latterlige sum af 150 kr pr. måned for hendes service. Hendes løn er dog relativ høj i forhold til mange andre herude. Mange lever stadig under 1$ om dagen (ca 6 kr), selv om fattigdomsraten kraftigt reduceres med de høje vækstrater.

En gang fodmassage med udsigt over Hoan Kiem søen - og vi snakker en time med fodbad, varmepuder, lidt kropsmassage, the og hele molevitten koster 40 kr. En times kropmassage koster det samme, men det ser simpelthen så voldsomt ud, så det har jeg holdt mig fra. Jeg har stadig manicure og pedicure til gode, men jeg bliver nok nødt til at prøve det, inden jeg skal hjem.
Mit shoppegen bliver vældigt plejet. Selv om Hanoi ikke ligefrem er modemekka, er det muligt at finde amerikanske/britiske mærker, som produceres herude og sælges for 20% af prisen derhjemme. Jeg er ikke gået amok (endnu), men jeg regner helt klart med at få akkumuleret en stor mængde tøj og sko, inden februar. Hvis ikke fra Vietnam, så fra Bangkok hvor tøjstilen er som derhjemme - eller rettere; tøjet produceres jo i Thailand eller Cambodia og sælges for en slik ; )
Og er man ikke lige str. 34/xs så er det jo også billigt at få skræddersyet tøj! Det er dyrere her i Ha Noi end i Hoi An længere syd på, hvor hele byen næsten kun er skræddere. Men stadigvæk ret billigt.

Stort set alle restauranter, der sælger vestligt mad, bringer ud, så det er bare at løfte røret, og straks kommer der en vietnameser susende på sin moto med frisklavet mad. Jeg bruger ca. 20-40 kr på aftensmad. 100 hvis det går helt amok på fin restaurant med vin osv. Det kan gøres langt billigere på gadekøkkener, og selvfølgelig også dyrere. Vi har kun lavet mad hjemme en aften her den første måned; det kan simpelthen ikke svare sig økonomisk. Jeg er endnu ikke blevet træt af at gå på restaurant, men måske det kommer med tiden.
På ambassaden står frokosten parat kl. 12 - kvaliteten er svingende, men jeg bliver altid mæt. Det koster mig 3,5 kr pr. dag. Der er frisk frugt, og jeg kan lave lige så mange café lattés, som jeg vil.

Synes I, det lyder ekstravagant? tja - det er ingenting i forhold til mange andre expats, med "rigtige" lønninger. Selv om jeg med SU+ambassade tilskud har ustyrteligt mange penge efter vietnamesiske forhold (alt er så selvfølgelig også dyrere for mig - eller i hvert fald når man skal prutte om prisen), er det ingenting sammenlignet med udsendte.
De bor ved West Lake, som er det mondæne kvarter her i byen - de fleste har chauffør, kok og maid. De fleste har jo familier med, og det er ikke ualmindeligt, det kun er manden, der arbejder - så er konen med som spouse. De lærer at spille tennis, drikker kaffe, spiser frokost, tager fjernundervisning, laver frivilligt arbejde, søger for deres stab kører huset tilfredstillende, går i fitness center og arrangerer playdates for deres børn, der går i de internatinale skoler.
En anelse anderledes end en stilling i KBH, hvor to akademikerlønninger ikke er nok til en 3-værelses lejlighed, hvis man ikke har til indskuddet!
Det kommer til at lyde så negativt, men egentlig har jeg stor respekt for de kvinder, der opgiver deres karrierer eller sætter den på stand by for et rum tid. Det er sjældent, det kan lykkes jobs til begge.

Når man bliver ansat i UM, træffer man et livstilsvalg. Man er tvunget til udstationering, og det kan være, man har ønsket Beijing, men ender i Budapest. Ens børn bliver de såkaldte "third culture kids", ofte multi-linguale og vil i løbet af de første 18 år have boet i flere forskellige lande, ofte på forskellige kontinenter. I denne del af verden er udstationering lig en meget komfortabel livsstil, da købekraften øges med en milliard (ahr måske ikke helt så meget) i forhold til derhjemme. Helt samme luksus kan nok ikke købes, hvis man f.eks sendes til New York.
Jeg snakkede med en af danskerne på ambassaden om det forleden. Hun var bange for, hendes børn ville blive kropumulige, når de kom hjem til DK, da hendes 5-årige søn allerede havde fundet fidusen med, at maiden kommer rendende, når han kalder, rydder hans legetøj op osv.

Jeg har ikke haft de store samvittighedskvaler, som jeg gruede for, før jeg kom herud. Min konklusion er, at det ofte er på ture for turister, man møder tiggere og andre, der ser ud som om/lyder som om, deres eksistens afhænger af, om DU køber en flaske vand hos dem eller ej. Det er meget muligt, det rent faktisk forholder sig sådan. Jeg er nok bare lidt for meget kujon til at ville konfronteres med det. Da jeg ikke som i 2003 har været på turistede ture, har jeg ikke mødt samme fattigdom og desperation. En del af det bør nok også tilskrives vækstrater på 7-8%, men som i de fleste lande i rivende udvikling, er fordelingen af den nye rigdom meget skæv, og som i Kina øges uligheden nærmest eksponetielt med vækstraterne her (det har jeg intet videnskabeligt belæg for at sige, men det lød meget flot, og er ikke helt usandt).
Der er stadig nogle - især børn og gamle på gaden - der straks stikker hånden frem, når de ser turister. Dem, der kender mig vil vide, at jeg aldrig kunne finde på at give penge på den måde, og at jeg faktisk bliver lidt provokeret af det. Måske det er deres levevej, måske de intet valg har - det føler jeg bare ikke, jeg kan tage ansvar for. Og har du givet én, kan du være sikker på, du har en hord omkring dig 2 sekunder senere. Nej, det har jeg desværre ikke nok "red-verden-gen" i mig til. Jeg har ingen ambitioner om at redde verden, ej heller "blot" Vietnam. Tilgengæld vil jeg gerne gøre et godt stykke arbejde i min tid på ambassaden, og måske i sidste ende en eller anden får nytte af det papirnusseri, som jeg beskæftiger mig med i min dagligdag.

Mit liv herude står i kraftig kontrast til den gængse vietnamesers - jeg lever det komfortable expat liv.